Vi troede ikke, det kunne ske her
Menu
Forrige artikel

Vi troede ikke, det kunne ske her

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 721

Af Claus Møller Jørgensen

Titlen på denne bog om Jugoslaviens sammenbrud er velvalgt af mindst to grunde. For det første gør den opmærksom på, at sammenbruddet og den måde det kom til at foregå på, ikke var givet på forhånd. De nationalistiske bevægelser, som fik magten med så grusomme konsekvenser, var ikke udtryk for, at nationalisme automatisk ophidser politiske følelser.  Sammenbruddet var ikke et udtryk for iboende nationale modsætninger mellem etniske grupper, som det tidligere kommunistiske etpartistyre havde formået at undertrykke, og som, da det system kom i krise efter Titos død, med naturnødvendighed kom til udtryk. Axboe understreger, at Tito som person havde central betydning for at holde sammen på Jugoslavien og Jugoslaviens etniske mangfoldighed, men samtidig at staten ikke bare var en føderation, der ventede på at bryde sammen.

For det andet, fordi den peger på det uventede. Udviklingen, hvis man kan kalde den det, krævede en indsats, det krævede handlinger, og det var en proces, hvis resultat ikke lå i kortene fra starten. Den første alvorlige prøvelse for Jugoslavien opstod i Kosovo, hvor 80 % af befolkningen bestod  af etniske albanere og 13% var serbere. Albanerne mente sig undertrykt i Jugoslavien, men Kosovo-serberne mente, at albanerne søgte at fordrive dem fra det landområde, der i deres øjne var det serbiske folks middelalderlige vugge. Demonstrationer og uroligheder blev undertrykt med undtagelsestilstand og militær, men de sociale problemer, som alle i Kosovo i særlig grad var udsat for, forblev uløste. I stedet blev Kosovo-serbernes problem en del af den nationalistiske fortælling, som vandt frem i Serbien efter Slobodan Milosevic blev delrepublikkens leder i 1987. Denne nationalistiske fortælling handlede om serbernes status som et truet mindretal, der havde ydet de største ofre under Anden Verdenskrig, blot for at tabe freden. Milosevic og ledelsen i Serbien støttede Kosovo-serbernes demonstrationer og lovede dem beskyttelse. Godt hjulet på vej af intellektuelle i Det serbiske Akademi og den Serbisk Ortodokse Kirke skabtes myten om Solsortesletten i Kosovo som det serbiske Jerusalem og det serbiske folk som et martyrfolk.

Den konkrete polariseringsproces beskrives som et sikkerhedsdilemma, der indebærer, at folk frygter for deres egen og egen etniske gruppes sikkerhed, som ses som truet af ”de andre” uanset om det har noget på sig eller ej. I sådanne situationer bliver det muligt for politikere og andre at fremprovokere konflikt ved at spille på denne frygt, som understøttes af nationalistisk ideologi og retorik. Politikere, intellektuelle og medier spiller hovedrollen i at opbygge og radikalisere trusselsbilledet af ”de andre”, mens ekstremister udefra i flere tilfælde også havde deres rolle at spille.

Efterhånden som polariseringsniveauet eskalerede begyndte planer at blive lagt. Slovenere og kroater ville have egne stater uafhængigt af Jugoslaven. I 1991 erklærede de to delrepublikker sig for uafhængige. Især i Kroatien blev dette ikke modtaget med glæde af de 12 % serbere, der ikke ville være et mindretal i et selvstændigt Kroatien, men ønskede at forblive i Jugoslavien, og heri fik de støtte fra Serbien og Milosevich. Serberne planlagde at skabe etnisk homogene landområder, som skulle indgå i et fremtidigt serbisk Jugoslavien, også i det etnisk meget sammensatte Bosnien, som blev inddraget i krigen i 1992. Med kontrol over den tidligere jugoslaviske hær, havde serberne overhånden. Men i de etniske udrensninger, der blev redskabet for at nå den nationalistiske drøm om etnisk homogenitet, spillede kriminelle paramilitære grupper dog en hovedrolle med direkte eller indirekte forbindelse til den politiske ledelse i Serbien. Krigen i Kosovo, som blev slutspillet i krigene 1998-1999, tegnede det samme billede. Krigen blev ført mod et etnisk albansk flertal for at sikre et serbisk mindretal etnisk homogent territorium forbundet til Serbien. På sidelinjen stod et internationalt samfund, der først sent greb ind mod de overgreb på civilbefolkningen, som foregik, i første omgang mod de bosniske serbere i 1995, og igen i 1999, da NATO valgte at gå uden om FN og stille sig i spidsen for en militær intervention rettet mod Serbien selv.

Det vil føre for vidt at forsøgte at gengive de komplicerede modsætningsforhold, de forskellige aktører, deres planer og handlinger. Men som læg læser kan jeg kun sige, at forfatterens omfattende viden og overblik over aktører, begivenheder og handlinger gør, at man som læser ikke farer vild. Bogen er lagt an på en måde, så den er så let at læse, som de komplicerede forhold gør det muligt. Men på et andet niveau er det svær at læse. Morterangreb på civile, snigskytter med sigtekornet rettet mod civile, massakrer, systematiske voldtægter, massehenrettelserne, koncentrationslejre; bynavne som for altid har fået en bibetydning af menneskepåført lidelse som Sarajevo og Srebrenica. Det er grusom læsning. Grusomhedernes karakter anskueliggøres dels ved at henvise til de domme, som senere blev afsagt ved krigsforbryderdomstolen i Haag, dels ved at lade overlevende vidner komme til ord, hvilket forhindrer, at de menneskelige ofre bliver til sterile tal. Krigens ofre var mennesker, mindes læseren om.

Bogen afsluttes med et efterskrift, hvor situationen på Balkan ridses op i tiden efter krigenes endelige afslutning i 2001. Også det er læseværdigt, og giver stof til eftertanke. Det ligger måske i, at den historie som formidles, er så umiddelbart virkningsfuld for situationen på Balkan i dag, at bogen fremstår som relevant og vedkommende. Men for mig at se er den det også, fordi den formidler en samtidshistorie, som allerede er i gang med at gå i glemmebogen i den danske offentlighed. Det bør den ikke; også derfor er dette en vigtig bog.

historie-online.dk, den 25. juni 2018

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Arven efter Hitler
Strenge tider
Bombeterror i København