Menu
Forrige artikel Næste artikel

Biblioteket i tid og rum

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 104

Af Jørn Godrum Bech, tidl. stadsbibliotekar

Det moderne danske folkebiblioteksvæsens daterer sin fødsel til 1894, hvor adjunkt Andreas Schack Steenberg satte sig for at omsætte det anglo-amerikanske bibliotekskoncept til danske forhold.  Stedet var Horsens. Målet var - efter de udenlandske forbilleder - at skabe et bibliotek, der henvendte sig til alle og som satsede på oplysning og information gennem kvaliteten af de bøger, man stillede til rådighed. Danmark var ganske vist i forvejen dækket af mange biblioteker. Ud over de store videnskabelige biblioteker som Det Kongelige Bibliotek og Universitetsbiblioteket, var der spredt i landskabet en stor underskov af små og utilfredsstillende bogsamlinger. I landdistrikterne sognebiblioteker og i byerne bl.a. lejebiblioteker. Disse bogsamlinger tilbød overvejende uforpligtende og underholdende læsning. Ved Steenbergs ihærdige indsats blev grundstenen lagt til et biblioteksvæsen med vægt på oplysning og kvalitet. Det blev en lang og sej vandring frem til det folkebiblioteksvæsen, vi står med i dag, hvor biblioteket i den enkelte kommune er et af kommunens helt basale kulturtilbud, kendt af alle borgere og benyttet af så godt som alle enten livet igennem eller på et eller andet tidspunkt i den enkelte borgers livsforløb.  

Bibliotekerne skulle naturligvis fra deres første start have et sted at bo. Det er historien om biblioteksbygningens udvikling lektor Nan Dahlkild fra Det Informationsvidenskabelige Akademi (tidligere Danmarks Biblioteksskole) redegør for i sin nye bog: ”Biblioteket i tid og rum”. Han er ikke den første, der beskæftiger sig med emnet, for der er i tidens løb kommet adskillige bøger om biblioteksarkitektur. Men med Dahlkilds bog, har vi fået det absolutte hovedværk.  

Bogen har en forløber, nemlig Dahlkilds Ph.D. afhandling: ”Åbningen af biblioteksrummet – de informative år i danske folkebibliotekers arkitektur i det 20. århundredes første halvdel”. Denne afhandling, der udkom i relativt beskedent udstyr i 2006, indgår i bearbejdet og let forkortet udgave som den første halvdel af ”Biblioteket i tid og rum”. Anden halvdel af bogen er nyskrevet og fører arkitekturgennemgangen frem fra tiden omkring 1950 til de første år efter 2000.

Biblioteksbygningerne afspejler de forskellige perioders kultursatsning. Husene afspejler de tendenser, der på et givet tidspunkt har været gældende inden for arkitekturen i almindelighed. Husene afspejler også, hvilke informationsbærende materialer, der på et givet tidspunkt eksisterede og som biblioteket skulle rumme: fra rene bogsamlinger i periodens begyndelse til en bred vifte af informationsbærende (ikke mindst elektroniske) materialer i periodens slutning. Bygningernes udformning og indretning markerer, hvilke tanker fagfolkene til de forskellige tider har gjort sig om, hvorledes man bedst kommer publikum i møde. Men også hvad lokalpolitikerne og lokalsamfundene ønskede med bibliotekerne og fandt det rimeligt at satse kommunale skattekroner på. På den måde bliver en gennemgang af biblioteksarkitekturen, sådan som Dahlkild har valgt at fremstille den, ikke kun en fortælling om arkitekturstrømninger, og hvordan de afspejlede sig i biblioteksbyggeriet, men i lige så høj grad en fortælling om medietilbud, formidlingsteorier og kulturhistorie set ud fra en bibliotekssynsvinkel. Bogen er dermed også et solidt stykke almen bibliotekshistorie.  

Dahlkilds bog bygger (som det fremgår af forløberen fra 2006) blandt andet på en grundig og omhyggelig registrering af, hvad der er skrevet om biblioteksbyggeri i biblioteks- og arkitekturtidsskrifter. Det giver bogen dens bredde og dens dokumentariske tyngde. Undertegnedes hjemkommune (Vejle) slap i 1971 af sted med i nattens mulm og mørke at bygge et bibliotek på 6.000 kvm (og det var på landsplan ganske meget) uden at det blev nævnt andre steder end i det lokale folkeblad. Det kan være grunden til, at byggeriet ikke fanges af radaren og derfor ikke nævnes I bogen.

Det er blevet en smuk bog. Den er udsendt af Danmarks Biblioteksforening med støtte fra en række fonde. Der er kælet for udstyret, og bogen er forsynet med mange illustrationer, der bidrager til at anskueliggøre og uddybe teksten.

Som allerede nævnt er Dahlkilds perspektiv bredt, og bogen handler ikke kun om bibliotekernes mure og vægge, men også om udsmykning og strømningerne inden for design af biblioteksmøbler og inventar.

Dahlkild indleder sin bog med en oversigt over den internationale udvikling af biblioteksbyggeriet fra antikken og frem til nu. Derpå et lille afsnit om den nordiske udvikling, samt om folkebibliotekernes forgængere (de videnskabelige biblioteker, lejebibliotekerne, læseforeningerne m.v.). I den følgende gennemgang af biblioteksbyggeriet i 1900-tallet sørger han omhyggeligt for at trække trådene tilbage til den mulige inspiration udefra.  

Gennemgangen er bygget op omkring de forskellige perioder i 1900-tallets biblioteksbyggeri. Den enkelte periode karakteriseres generelt, hvorefter en række af de biblioteker, der blev bygget inden for perioden, omtales. Herudover er der for hver periode en særlig grundig gennemgang af de bygninger, der især kan ses som karakteristiske for perioden og som bliver fyrtårne i udviklingen.

Indledningskapitlet ”Biblioteket som hjem”, skildrer de første biblioteker i tiden frem til 1927. Det var beskedne biblioteker, der spillede en beskeden rolle indrettet i lejligheder eller som en del af huse, beregnet til andet formål. I indretningen lagde man vægt på det hjemlige og intime. Møbeldesign var præget af Skønvirke og Bedre Byggeskik. De to første biblioteksbygninger, der blev bygget primært til biblioteksvirksomhed var Køge og Silkeborg i 1919-20. Fyrtårnene i periodens bibliotekslandskab var det udstillingsbibliotek, der blev præsenteret på Landsudstilling i Århus i 1909 til behagelig efterligning samt Vejen Bibliotek fra 1916.

Ved periodens afslutning opstod det grundkoncept, man kan genfinde i utallige biblioteksbygninger gennem det meste af århundredet: ”Sommerfugleplanen”. Den består af en krop/midterfløj bestående af indgang, skranke og udlån for voksne, på hver side flankeret af to mindre fløje eller vinger: læsesalen for voksne og børnebiblioteket.

Perioden 1927-1938 kalder Dahlkild: ”Videnstemplet, klassicisme og monumental modernisme”. Man begynder nu at bygge større biblioteker og de skal helst præsentere sig monumentalt i bybilledet med store vægflader og høje trapper til imposante indgangsdøre. Bibliotekerne var i færd med at markere sig synligt og pompøst i det kommunale rum. Perioden indledes med Hjørring bibliotek, 1927. Fyrtårnene i perioden 1934-39 var: Frederiksberg, Kolding og Aarhus.

Et helt anderledes bibliotek, der med sin lethed og gennemsigtighed kom til at pege frem på biblioteksarkitekturen efter 1950 var Nyborg Bibliotek fra 1939, der beskrives udførligt.

Besættelsestiden og den første efterkrigstid med dens byggerestriktioner betød, at biblioteksbyggeriet stort set gik i stå.

Da biblioteksbyggeriet igen går i gang i slutningen af 50-erne, er det med et farvel til de monumentale 30-bygninger. De nye biblioteker er ganske vist endnu større, men de er brede, lave og flade, med store vinduesarealer og med fleksible vægopbygninger, så man hurtigt kan ændre ruminddelingen og dermed arealanvendelsen. Samtidig skal der også bygges til andet end sommerfuglens funktioner. Den nye bibliotekslov i 1964 betyder, at der skal være plads til musikbibliotek, kunstbibliotek, foredragssale og studierum. Et par af fyrtårnene er Stadsbiblioteket i Lyngby og Hørsholm Bibliotek. De nye bygninger skyder frem over alt i landet, som åbne lyse tilbud til borgerne. De, der skulle lægge krop til arbejdet i husene, kunne konstatere, at udviklingen i slutningen af 60-erne gik så stærk, at byggeteknikken ikke altid fulgte helt med. Der kunne i de åbne rum være støjproblemer fra forhal og børnebibliotek. Og havde man valgt at dæmpe støjen med nålefiltstæpper og fiberlofter, åbnede man op for endnu flere problemer i form af elendige indeklimaforhold.

I perioden 1979-1992 udvides nogle biblioteker og bliver en del af det offentlige rum. Dahlkild kalder perioden ”Biblioteket som torv”, idet biblioteket rummer åbne torvearealer og gennemgangsveje. Eksempler er bl.a. Ålborg Medborgerhus og Bibliotek, Holstebro Bibliotek og Gentofte Bibliotek.

Den seneste periode giver Dahlkild overskriften: ”De nye Kulturhuse” (1993-2010). Det drejer sig om bygninger, der ud over biblioteksfunktionen også omfatter en vifte af andre kultur tilbud. Nogle af de nye biblioteker er, ud over at være spændende byggeri, også særdeles dekorativt indplaceret i landskabet (Middelfart og Skanderborg). Afsnittet afsluttes med beskrivelsen af en nybrydende indretning af Hjørring Bibliotek, hvor biblioteket (som København på det på det bekendte maleri af Frederik III’s arvehyldning) bindes sammen af et rødt bånd, der prægnant slynger sig gennem hele synsfeltet.

Det er ikke folkebiblioteker alt sammen. De videnskabelige bibliotekers huse bliver også fyldigt omtalt, ikke mindst ”Den sorte Diamant”.

Bogen rummer hen mod afslutningen et afsnit om de projekter og arkitektkonkurrencer, der har været afholdt på området og som har bidraget til at afsøge, hvilke veje biblioteksarkitekturen kan gå. Herefter afslutter Dahlkild med et afsnit om udsmykningen og den visuelle identitet i bibliotekerne. Kapitlet rummer omtale af bl.a. Niels Bjerre på Lemvig Bibliotek, Niels Larsen Stevns i Hjørring, Jens Søndergaard i Thisted og Robert Storm Petersen i Esbjerg. Omtalerne omfatter primært den kunst, som ved et biblioteks indvielse indgik som en del af det samlede biblioteksudtryk. Derfor falder senere udsmykning, f.eks. landets måske højest forsikrede originalkunst på et bibliotek, de tre store Asger Jorn malerier, som overbibliotekar Peder Nielsen omkring 1951 sikrede til Silkeborg Bibliotek, udenfor bogens rammer.   

Sidste afsnit er et afsnit om de muligheder og perspektiver, der tegner sig i et biblioteksvæsen, der er på vej ind i en ny verden, hvor mediebilledet er under kraftig opbrud, det digitale rum bliver et alternativ/supplement til biblioteksrummet og hvor bibliotekarernes vejledning afløses af lånernes selvnavigering ved skærmene. Hertil kommer, at et andet af tidens trends stiller nye krav til indirekte materialepræsentation: lånernes græsning i betjeningsløse biblioteker, hvor de selv låser sig ind på biblioteket i de sene aftentimer.

Dahlkild ser tre hovedtendenser i den kommende udvikling:

·         En fortsat åbning af biblioteksrummet    

·         En videreudvikling af bibliotekerne som kulturhuse

·         En arkitektonisk frisættelse af biblioteksarkitekturen og indretningen, idet brugernes biblioteksbehov fortsat er en grundpille og idet bibliotekets identitet fastholdes

Dahlkild kan således slutte af med at opstille syv principper for fremtidens gode bibliotek:

·         Bibliotekets identitet skal afspejles i arkitekturen

·         Funktionaliteten i bibliotekets indretning fastholdes og udvikles

·         Biblioteksrummets indretning skal præges af fleksibilitet

·         Biblioteket skal energimæssigt, miljømæssigt og økologisk være præget af bæredygtighed  

·         De seneste års mangfoldige mediemæssige og kulturelle udvikling skaber øget behov for variation i indretningen af biblioteksrummet

·         Biblioteket skal forstås som en del af byens offentlige rum

·         Endelig er serendipitet vigtig, d.v.s. muligheden for at brugeren kan gøre uventede fund, som viser sig at være relevante og værdifulde, enten fundene så sker på hylderne eller i det digitale rum.  

Bogen er imponerende med sit væld af fakta, sin overskuelighed og sin gedigenhed. Beskrivelserne støttes af samtidens arkitekturanmeldelser, således at det enkelte biblioteksbyggeri ikke kun vurderes i bagklogskabens lys, men man ser, hvordan man i samtiden tog imod det, og hvordan man mente, at et bibliotek skulle fungere.

Bogen kan fint læses som en sammenhængende og spændende udviklingshistorie. Men den har også en funktion som opslagsbog for den, der søger en indfaldsvinkel til en given biblioteksbygnings tilblivelseshistorie. Da teksten er solidt dokumenteret med noter og kildehenvisninger udgør den et bekvemt udgangspunkt for at grave endnu dybere.

Bogen afsluttes som sig hør og bør med en udførlig litteraturliste, samt et register.

Med udgivelsen placerer bogen sig som det centrale værk på sit område, biblioteksarkitekturen. Den må derfor kunne interessere både læsere med interesse for arkitektur, og læsere med interesse for bibliotekshistorie og kulturformidling. For den lille gruppe, der arbejder eller har arbejdet inden for bibliotekssektoren, er den ud over at være et informativt værk, som man kan blive klogere af at studere, også en bog, hvor man nostalgisk kan svømme hen ved gensynet med de biblioteker, man på fagets vegne har besøgt, og biblioteker, hvor man har haft sit daglige arbejde.

Forrige artikel Næste artikel
Se relaterede artikler
Byens adelsgårde og palæer
Philip de Lange - Københavns store bygmester
Møntmestergården