Nordisk Længsel
Af Kirsten Lindberg, arkitekt m.a.a., dr.phil.
Ved en teknisk fejl synes denne anmeldelse at være forsvundet i den blå luft, da anmelderen afsendte den kort efter modtagelsen. Det er meget beklageligt – ikke mindst for Mette Eriksen Havsteen-Mikkelsen, der som bogens forfatter fortjener stor hyldest for sin indsats. Herunder følger da en genskabt version af den oprindelige anmeldelse:
Det er en meget smuk bog, Johannes Larsen Museet i anledning af hundredeåret for Sven Havsteen-Mikkelsens fødsel har udsendt.
Den er forfattet af den hædrede kunstners svigerdatter Mette Eriksen Havsteen-Mikkelsen, som er etnolog og synes at have et ligeså følsomt gemyt som sin svigerfader. Teksten er i alt fald udformet med stor indlevelse og forståelse for kunstnerens gemyt, kunst og nordiske længsel, som det hedder i bogens titel.
Forunderligt nok findes forfatterens navn hverken på bindet eller titelbladet, men først i forordet. Det tjener ikke museet til ære.
Disponeringen er ganske enkel i seks kapitler eller afsnit, som de kaldes. Først en kort indledning, som ultrakort opridser nogle romantiske synspunkter omkring bogens emne ”den nordiske længsel”, og som ikke mindst anskueliggør for læseren, hvilken person Sven Havsteen-Mikkelsen var. Det er gjort med en beundringsværdig distance i betragtning af, at det er svigerfaderen, der beskrives; man får en glimrende introduktion til kunstneren, uden at det kammer over og bliver for personligt.
Dernæst følger med afsæt i rejserne fire kapitler om Norge, Færøerne, Island og Grønland, og endelig afrundes med et kapitel kaldet ”Opsamling, uddybning og afrunding”. Dette afsnit er klart bogens svageste, for her gøres forsøg på at dissekere kunsten og årsagerne dertil, og det er faktisk ganske overflødigt efter de foregående kapitler.
Illustrationerne er mangfoldige. Der er fotografier, dels privatoptagelser, dels senere fotografier, som viser de steder Sven Havsteen-Mikkelsen besøgte. Der er naturligvis et utal af kunstnerens skitser, både i tusch og blyant, og der er en del malerier med de karakteristiske mættede farver. Især skitserne er uhyre fortællende, og skønt nogle af dem er uendelig enkle, formår de at fortælle så uendelig meget.
Rejsedagbøgerne er ofte citerede, og det er markeret med kursiv i teksten. Det er meget ofte store passager, og der er i skarpkantede parenteser angivet de nødvendige tilføjelser, for ofte er dagbogsnotaterne i sagens natur indforståede.
Foruden dette har forfatteren Mette Eriksen Havsteen-Mikkelsen bundet teksten sammen, så man som læser let følger med fra sted til sted. Det er indlevende gjort, behersket i omfang, så kunstnerens ord står som det helt centrale. Det er velgørende at se en kunstner taget under behandling uden at kvæle ham i mere eller mindre pseudovidenskabelig fortolkning.
Bogen er forsynet med noter, som det hører sig til i et seriøst værk. Der er ikke mange forskellige, og hovedparten henviser til rejsedagbøgerne, som jo er den indlysende kilde og udgangspunktet for hele bogen. Man kan som læser roligt springe noterne over, men de er naturligvis gode at have som kildehenvisninger.
Bibliografien kaldes for ”udvalgt litteratur” – en glimrende måde at tilkendegive på, at der ikke er inddraget alverdens forskellige bogudgivelser; udvalget indbefatter såvel fag- som skønlitteratur, deriblandt flere af Martin A. Hansens skrifter. Det har sin naturlige forklaring i, at Martin A. Hansen på flere af Sven Havsteen-Mikkelsens rejser i 1950’erne var ledsager, og det har naturligvis også smittet af på denne forfatters virke.
Bogen er produceret og trykt hos Clausen Grafisk ApS, og det er bestemt nydeligt gjort. Formatet er lige præcis den anelse højere end kvadratet, som gør den indbydende; dertil kommer et papirvalg, der er gedigent – om end det gør bogen fysisk tung – og fint mat, så teksten fremtræder let læselig, og billederne er gengivet uden irriterende reflekser.
Opsætningen er klassisk tospaltet, hovedsagelig med illustrationerne i yderste spalte, som det sig hør og bør. Langt hovedparten af bogens opslag er dermed behagelige for øjet; en undtagelse er dog siderne 110-111 og enkelte andre, men det er bestemt en petitesse.
Skulle anmeldelsen begrænse sig til ganske få ord, måtte det blive: Læs bogen, nyd den – hvis du selv har en snert eller mere af den nordiske længsel. Er udgangspunktet, at nordisk længsel er noget romantisk sludder, så læs den – og bliv klogere.
