Menu
Forrige artikel Næste artikel

Fredensborg. Slot og slotshave

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 114

Af Bjørn Westerbeek Dahl

Enhver, der i de senere år har været forbi Fredensborg Slot, vil have opdaget, at parken har været genstand for en række fornyelser som led i en omfattende og langsigtet restaurering, der nu er nået til en foreløbig afslutning med genplantningen af N.-H. Jardins 112 alen brede ”Brede Allé”. For haver bliver – som det så rigtigt er udtrykt – aldrig færdige.
Med den foreliggende bog har Styrelsen for Slotte og Kulturejendomme villet markeret dette og samtidigt give et indtryk af de tanker og det store arbejde, der ligger bag den fornyelse, der er foregået. Det er der kommet en smuk og læseværdig bog ud af.

Anledninger af den art skaber sjældent forfattere, men heldigvis har bogens to hovedforfattere kunsthistorikerne Ulla Kjær og Bente Scavenius begge tidligere beskæftiget sig med slottets historie: Ulla Kjær i forbindelse med sin disputats om Jardin fra 2010, og Bente Scavenius i en fin lille bog, ”Fredensborg Slotshave” fra 1997. Tilsammen behandler de slottets og parkens historie frem til nutiden, idet bogens tredje forfatter, landskabsarkitekt Christine Waage Rasmussen, der har deltaget i de seneste års arbejde med restaureringen af anlæggene, tager sig af genskabelsen af parkens barokkarakter fra 1950’erne indtil afslutningen her i 2013.
Med et sådant triumvirat kan derfor ikke overraske, at man med store forventninger kaster sig over ”Fredensborg. Slot og slotshave”.
Det er faldet i Ulla Kjærs lod at beskrive højdepunkterne i slottets ældre historie: På stedet lå tidligere en beskeden gård ved navn Østrup, hvis smukke beliggenhed ved Esrum Sø Frederik den 4. tidligt fattede interesse for. Så da Store Nordiske Krig i 1719 ebbede ud, besluttede han at erstatte Østrup med et landsted efter italienske og franske forbilleder, som han ved selvsyn havde lært at kende på sine udenlandsrejser.
Frederik den 4. foretrak åbenbart at bygge i Nordsjælland frem for at opføre det længe forberedte og savnede residensslot i København. Om begrundelsen herfor som Ulla Kjær hævder (s. 27) var tidens ”berøringsangst” for at bygge på det sted, hvor Sophie Amalienborg i 1689 var brændt med ca. 100 omkomne til følge, holder, vides ikke. Berøringsangsten havde i hvert fald ikke hindret kongens far i 1690’erne at planlægge et stort slot på den tragiske (bag)grund. Måske var der blot råd til ét nyt slot i de fattige år lige efter Store Nordiske Krig – og så valgte Frederik den 4. først og fremmest at investere i Fredensborg og nøjedes i København med en større ombygning af det gamle slot. Motivforskning er altid vanskelig.
Gartneren ved Rosenborg J. C. Krieger blev inddraget i byggeriet, og han var arkitekten for den ældste del af huset, der blev bygget med mindre værelser omkring den store centrale kuppelsal. Samtidigt blev parken nord for slottet udstyret med syv alléer, der strålede ud fra bygningen i alle retninger.
Havde Frederik den 4. regnet med at kunne trække sig tilbage til et mere beskedent landliv, må han være blevet skuffet. Hoffet flyttede med, og efterhånden knopskød og voksede det forholdsvis beskedne Fredensborg til et slot med talrige sidebygninger til hofstat og embedsapparat. I parken indrettedes et menageri med mere eller mindre vilde dyr, en hidseplads til jagthundene og små pavilloner, ligesom der opstilledes talrige skulpturer. Parken var så stor, at den med tiden fik en lille aflægger i ”den særlige have”, senere kaldt ”den reserverede have”, hvor kongefamilien kunne opholde sig mere ugeneret.
Frederik den 4. fik selv begrænset fornøjelse af sit nye slot, da han døde allerede i 1730, men siden blev det sommerresidens for Frederik den 5. og dronning Juliane Marie, som begge holdt meget af stedet, og dronningen brugte det som enkesæde fra 1766-1796. Der skete da en række bygningsmæssige fornyelser. N.-H. Jardin ændrede park og have, der blev udstyret med statuer af billedhuggeren Johannes Wiedewelt efter et ganske omfattende program, der var tilpasset tidens nyklassicistiske idealer. Mærkeligt er det at læse om opstillingen af Johan Gottfried Grunds skulpturer i Nordmandsdalen, der gik på tværs af Wiedewelts planer, men som siden har været både elsket og hadet. Lykkeligvis var parken stor nok til både Wiedewelt og Grund, der fik en afsondret hjørne til sine ”nordmænd”.
Med Ulla Kjær som oplagt cicerone føres man gennem de mange arbejder i denne periode, der gav slot og park et udseende, hvis hovedlinjer nogenlunde svarer til det, man kan opleve i dag. 
Tilgangen i skildringen af slottet og parken er kunsthistorisk, og man kan undertiden savne lidt kulturhistorisk liv mellem de smukke vægtapeter og mellem alléens træer. Hofliv eller hofholdning hører vi meget lidt til, og kun glimtvis omtales lugekoner og gartnere – og tilsvarende heller ikke meget til relationerne med Fredensborg by, der jo alene havde slottet som sin forudsætning.
Beskriver Ulla Kjær slottets storhedstid, er det faldet i Bente Scavenius’ lod at berette om dets dybe forfald frem til 1860’erne, da dele af slottet blev brugt som ”friboliger” for mere eller mindre velfortjente embedsmænd af højere og lavere rang. Således boede balletmester Antoine Bournonville i en periode i en lejlighed i slottets ottekant. Denne brug af slottet havde man gerne hørt lidt mere om.
Slottet blev ikke direkte truet af nedrivning, selvom slottene lå tæt i Nordsjælland og flere tydeligvis var overflødige, men manglende vedligeholdelse truede det på anden vis. Parken gik det på samme måde. Den hærskare af lugekoner og gartnermedhjælpere, der passede den, blev stærkt formindsket ved Juliane Maries død, og med gru læser man om slotsgartner J. L. Mansas planer om at fjerne de vigtigste alléer, herunder Brede Allé, for at spare penge og tilpasse haven den engelske havestil. Hovedparten blev reddet, for heldigvis koster omlægninger også penge!
Senere slotsgartnere omdannede parken til en ”skovpark” med bibeholdelse af mange barokspor og med Wiedewelts og Grunds skulpturer.
Frederik den 7. rykkede ind på slottet sammen med grevinde Danner efter Frederiksborg Slots brand i 1859, men han syntes åbenbart ikke om stedet og foretrak det mere intime Jægerspris. Så først med Christian den 9.s tiltræden i 1863 kom der igen liv i det gamle hus, der blev restaureret og tilpasset de nye beboere, og her oplevede slottet sin 2. storhedstid, de berømte ”Fredensborgdage”, hvor kongefamilien mødtes om sommeren.
Heller ikke Bente Scavenius’ ærinde er hofliv- og kongestof, og de berømte ”dage” er kun ganske flygtigt berørt. Hvorledes slottet kunne rumme de mange beboere og deres hoffolk, og hvorledes man indrettede sig, høres der ikke meget om. I afsnittet kolporteres i øvrigt den mystiske påstand (s. 234), at man for at komme til Fredensborg med toget fra København skulle skifte i Hillerød. Nordbanen havde siden indvielsen i 1864 fungeret som en direkte forbindelse mellem de to byer, og pennen synes at være løbet lidt vel hurtigt i den ellers fine tekst.
Det er slottets lod i nogle perioder at være rigets midtpunkt og i andre forsømte skrumler, som blot  står og forfalder. Et sådant forfald fulgte de livlige ”Fredensborgdage”, og først med Frederik den 9. og dronning Ingrids indtog på slottet i 1947 fulgte igen en storhedstid. Dronning Ingrid omlagde den ”reserverede” have i den engelsk inspirerede ”arts and crafts”-stil hun kendte fra sin barndoms Sofiero nord for Helsingborg. Samtidigt blev der fortaget en del ændringer på selve slottet, for selv kongelige har krav på at bo under rimelige, sanitære forhold.
Med dronning Margrethe og prins Henrik fik slottet, hvad man kunne kalde sin 3. storhedstid, hvor regentparret med interesse og indlevelse har bidraget til restaurering og fornyelse af slot og park. Et meget smukt – og næsten Edvard Weie-agtigt maleri fra Dronning Margrethes hånd af en af slottets alléer (s. 281) vidner om personlig interesse for og kærlighed til Fredensborg.
Nu om dage drejer det sig ikke primært om moderniseringer og ændringer af det bestående, men om restaureringer, tilbageføringer eller genskabelser i moderne stil. Nogle tidligere forsømte væksthuse blev i 1990 erstattet af et nyt orangerihus ved Søren D. Schmidts Tegnestue med et umiskendeligt nutidigt udtryk, men også med tydelige referencer til 1700-tallets orangerier.
Som noget af det seneste er slotskirkens loft blevet forsynet med et stort maleri af Per Kirkeby (2006). Særligt Bente Scavenius afsnit vidner om, at hver tid har sat sit præg på slottet i overensstemmelse med ”stedets ånd og lange historie”, som hun smukt formulerer det i slutningen af sit afsnit.
Ulla Kjær og Bente Scavenius’ afsnit hænger sammen som en helhed, om end Ulla Kjær præsenterer læseren for Per Kirkebys billede og giver det en stærkt personligt fortolkning under omtalen af slotskirken på Frederik den 4.s tid (s. 70). Her burde en redaktør nok have grebet ind for at holde de kronologiske afsnit ude fra hinanden. Omvendt lader Bente Scavenius J. L. Mansa fjerne en ”Margrethestele” i første halvdel af 1800-tallet (s. 215), uden at vi i Ulla Kjærs afsnit har hørt om den. Også her kunne en redaktør have fanget denne lille mispasning mellem de to afsnit. I Ulla Kjærs afsnit er visse fagudtryk (f. eks. pilaster og attribut) lidt overpædagogisk forklaret i en skarp parentes efter ordet i selve teksten. Det er fint at forsøge at få alle med, men her burde en redaktør have forvist forklaringen til en ordliste.
Parkens nyere historie – og det vil først og fremmest sige i den langsigtede restaurering fra 1950’erne til 2013 – beskrives levende og indsigtsfuldt af landskabsgartner Christine Waage Rasmussen. Havens stramme linjer var blevet noget opløst gennem tiderne – og især i 1800-tallets ”onde år”, og i 1950’erne fremsatte haveinspektør Knud Preisler den plan at genskabe hovedlinjerne ved at rekonstruere de forsvundne alléer, så 1700-tallets havekunst kunne bevares for eftertiden. Det er disse tanker, der har været forudsætningen for den nu afsluttede restaurering, der er gennemført ved Schønherrs Tegnestue.
Christine Waage Rasmussen redegør indgående for de mange overvejelser man har gjort sig i forbindelse med fornyelserne, hvor en af præmisserne er dagens og fremtidens økonomiske formåen. Parken skal kunne vedligeholdes for få midler, og restaureringer bliver dermed mere en genskabelse med talrige valg og kompromisser end en ”restaurering” i ordets egentlige betydning.
Man mærker, at Christine Waage Rasmussen selv har været med i den seneste del af processen, og hendes beskrivelse af den storslåede genskabelse af Brede Allé giver et godt indtryk af de praktiske vanskeligheder, man møder, når en gammel allé skal fornyes: Flagermus kunne have hindret fældningen af de gamle træer, ligesom den fredede plante ”murrude” kunne have bremset restaureringen af alléens skulpturer. Ikke alle love og regler vægter kulturværdier over naturværdier!
I omtalen af den store restaurering af Grunds skulpturer i Nordmandsdalen kan det undre, at den kunstnerisk ansvarlige, billedhuggeren og restauratoren Eric Erlandsen, ikke er nævnt med et ord. På den måde bliver Christine Waage Rasmussens afsnit i lidt for høj grad præget af det personligt oplevede på bekostning af de tidligere restaureringsarbejder. Men det skal indrømmes, at det er spændende læsning, og man fornemmer suset, da det første træ i ”Brede Allé” blev fældet.
Bogen er ikke direkte udstyret med kildehenvisninger eller noter, men et afsnit ”Litteratur og kilder” på hele syv sider fungerer som dokumentation. Mærkeligt nok optræder endnu Landsarkivet for Sjælland som selvstændigt arkiv, og et underafsnit over ”upubliceret materiale” skal nok give referencebibliotekarer grå hår i hovedet, hvis nogen måtte ønske nogle af titlerne herfra.
Bogen er overdådigt illustreret med talrige fotografier – de fleste af Simon Lautrop og Thomas Rahbek – og smukt reproducerede kort og planer, der givet et glimrende indtryk af de mange forandringer, der er sket siden Frederik den 4.s dage. Med den vægt, der er på de bygningsmæssige forhold i og omkring slottet, kan man som læser dog undre sig over, at der ikke er flere instruktive plantegninger. De savnes hårdt ved Ulla Kjærs beskrivelse af de mange ændringer på slottet, der foregik i sidste halvdel af 1700-tallet, og ved hendes omtale af Wiedewelts skulpturprogram. Den eneste rumplan viser slottet i dets første år og stammer karakteristisk nok fra Jan Steensbergs bog om slottet fra 1969. Fr. Weilbachs gamle bog om slottet fra 1928 er i den henseende langt mere pædagogisk ved også at vise den senere fordeling af lokalerne.
Også Bente Scavenius’ beskrivelse af ændringerne i den nyere ”reserverede have” i Dronning Ingrids tid havde været lettere at forstå med detaljerede planer eller kortskitser.
Det er frygteligt ærgerligt, men hvis man holder tungen lige i munden kommer man fint og kompetent gennem såvel slottets sale som have og park. Man kan kun glæde sig over at have haft Styrelsen for Slottet og Kulturejendomme til at administrere og en donator som A. P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til at finansiere restaureringen. Som markering af en stor og flot genopretning af de gamle haveanlæg, giver bogen en god baggrund for besøg i dette enestående anlæg.

Forrige artikel Næste artikel
Se relaterede artikler
Danmarks industrielle miljøer
Arkitekt Hack Kampmann
Oluf Høst