Menu
Forrige artikel Næste artikel

Gården på væggen – om gårdmalere i Nordjylland

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 307

Af Henrik Gjøde Nielsen, ph.d.stipendiat, Aalborg Universitet

Rundt om i pulterkamre, skunke og kældre i det danske landbosamfund fandtes, og findes i en vis udstrækning fortsat, malerier af den ejendom, hvor skilderierne er stuvet af vejen. Og hvis arvingerne har ryddet ejendommen, er sådanne malerier efter al sandsynlighed blevet stuvet af vejen i nye gemmer, indtil også disse en dag skal ryddes, og skidtet smides ud, for det var vist nok en fjern slægtnings ejendom et sted, som ingen mere ved. Og skulle der være nogle, der gør sig overvejelser over skilderiernes kunstneriske værdi, skal der ikke megen viden på det felt til at indse, at den kunstneriske værdi af det pågældende skilderi er lig nul. Men man kan da altid spørge det lokale museum, om billedet har interesse. Og det har det.

Det er naturligvis gårdmalerier, vi taler om. Gårdmalerier var forgængeren for det nok så bekendte 1950´er og 1960´er luftfotografi af ejendommens samlede herligheder. Fra slutningen af 1800-tallet og frem til midten af 1900-tallet skaffede en kreds af amatører penge til dagen og vejen ved at rejse rundt og tilbyde gårdmændene et skilderi af deres ejendom, for gode ord og i reglen en ringe betaling. Den kunstneriske kvalitet var der ingen, der bekymrede sig om, blot skilderiet lignede og detaljerne var på plads. Og så måtte der da godt se lidt mere rydeligt og fornemt ud, end der var i virkeligheden. Man kunne jo altid undlade at male møddingen, eller sørge for at ejendommen var nykalket. Men ligne skulle det, og derfor udgør gårdmalerier landet over en uvurderlig kilde for de, der ønsker kendskab til byggeskik, landskabsforhold, husdyrhold og havekultur mv. Skal gårdmalerierne kategoriseres i kunsthistoriske termer, må det være som naivistisk folkekunst, men det betyder mindre. Som topografisk og kulturhistorisk kilde er gårdmalerierne unikke. Og i en vis grad ringeagtede. I de tilfælde, hvor man på de lokale museer har været opmærksomme på malerierne, er en del bevarede, men mange er forsvundet. Ingen har taget sig af dem, men på de vågne museer, som der heldigvis bliver stadigt flere af, har man tænkt, at nogle bør gøre noget, og nogle museer har gennemført lokale indsamlingskampagner der igen har betydet at man har tænkt, at nogle bør få styr på gårdmaleriernes historie. Og på Dansk Landbrugsmuseum og Vendsyssel Historiske Museum besluttede man sig så for at gøre noget systematisk ved sagen.

Udgangspunktet var Dansk Landbrugsmuseums indsamling af danske gårdmalerier i 1990-1991. I fortsættelse af dette etableredes i 2007 Projekt danske gårdmalere – Nordjylland 2007-2013, i samarbejde mellem Vendsyssel Historiske Museum og Dansk Landbrugsmuseum. Initiativtager og projektleder var Niels Bendsen, som i mange år havde været ansat ved Vendsyssel Historiske Museum, og i den sammenhæng fra tid til anden var stødt på gårdmalerier, men ikke haft lejlighed til at studere emnet nærmere. Projektet skulle fokusere på gårdmaleriernes værdi som kulturhistorisk kilde, og på udarbejdelse af en biografisk oversigt over gårdmalere. Den geografiske afgrænsning blev Region Nordjylland. Projektet har bl.a. resulteret i indsamling og registrering af ca. 2.500 malerier i regionen, etablering af hjemmesiden www.gaardmaler.dk, en række foredrag og udstillinger, samt bogen Gården på væggen – om gårdmalere i Nordjylland.

Niels Bendsen har skrevet en meget fin og grundigt gennemarbejdet bog. I det indledende kapitel om gårdmaleren og hans malerier redegøres for gårdmalernes baggrund og årsager til, at de blev gårdmalere, hvad de malede, hvordan de kom rundt i landsdelen, om forholdet mellem maleren og kunden, om maleriets teknik, materialer og pris, og hvor lang tid det tog at lave et maleri, samt om malernes indbyrdes forhold. Næste kapitel drejer sig om virkelighed og myte, herunder oprydning og det meget vigtige spørgsmål om antallet af skorstene, der jo angav husets størrelse og gårdmandens økonomiske formåen. Derpå behandles forholdet mellem gårdmalere og fotografer, og lidt som inserater redegøres for en enkelt ejendom, der er blevet malet af ikke mindre end fire forskellige gårdmalere, samt for haven, møller og gårdrækker samt landsbyer som motiv. En række markante, nordjyske gårdmalere får hver deres kapitel. I den forbindelse påvises tillige, at gårdmalerne malede adskilligt andet end gårde, bl.a. herregårde, landskaber, enkelte endogså byprospekter, vejstrøg, kirker, gade- og byhuse. En væsentlig, kulturhistoriske pointe i den sammenhæng er, at en af de behandlede maleres skitsebøger rummer mere end 1.500 gårdnavne, af hvilke mange nu er glemt. Det er en dokumentation, man ikke finder koncentreret andre steder. Bogen afsluttes med en redegørelse for projektet samt fortegnelser over kilder, litteratur og et billedregister.

De fleste malere anvendte tusch til de billigere bestillinger, og til de egentlige malerier anvendtes primært gouachefarver, der i modsætning til akvarel ikke er transparente og ikke flyder sammen. Farverne blev anvendt på pap og papir, og har vist sig utroligt holdbare. Desuden tørrede gouachefarverne rimeligt hurtigt, hvilket havde betydning for produktiviteten. I produktionsprocessen indgik de indledende forhandlinger over en kop kaffe, hvilket der godt kunne gå et par timer med, og derpå skulle skitsen laves på stedet. Således rustet udførte gårdmaleren enten ordren på stedet eller vendte hjem til sit værksted, hvis han havde sådan et, og malede så billedet. For de hurtige kunne det blive til to eller tre tuschtegninger og et par gouacher på en dag. En enkelt maler, der nok nærmer sig rekorden, kunne male otte gouacher på en dag, vel at mærke ude på gårdene, men så var himmel og mark også på forhånd malet hjemmefra. Så forstår man, at en af gårdmalerne selv mente, at han i løbet af 52 år havde malet ca. 30.000 malerier.

Det anfægtede nu ikke billedernes troværdighed. I bogen gengives en gouache af et husmandssted nord for Horne Kirke ved Hirtshals, udført i midten af 1920´erne, og nedenunder et fotografi af ejendommen i 2011. Sandruheden er slående. Det er den også i spørgsmålet om antal skorstene. Bendsen afliver myten om, at gårdmaleren, gerne befordret af en snaps eller to, kunne overtales til at male en ekstra skorsten på gården. Det var nu ikke i nogens interesse. Gårdmaleren ville virke utroværdig, og gårdmanden ville virke pralende, når han viste billedet, som meningen jo var, til familie og naboer, der var udmærket klar over, hvor mange skorstene der var på huset. Men derfor kunne gårdmaleren jo godt klippe hul i løvhanget eller fjerne et par træer, hvis de stod i vejen for udsynet til skorstene. Bendsen har imidlertid ikke stødt på uoverensstemmelser i nogle af de tilfælde, hvor det har været muligt at sammenholde maleri og fotografi. Der er altid de skorstene, der skal være der.

Helheden er også virkelighedstro gengivet i det fine vinterbillede af gården Holmsgård ved Pandrup, 1906. Mark og vej, gårdplads, træer og bygninger er dækket af sne, en dyb, sort vinterhimmel hvælver sig over gården, og fra den ene af stuehusets tre skorstene stiger røgen til vejrs i den stille, frostklingende dag, der lakker mod enden. Og på ladens tag sidder storken. Det skyldes, at den pågældende maler ofte fik overtalt gårdejeren til at få både et sommer- og et vinterbillede. Begge billeder blev malet den samme dag, uafhængigt af årstiden. Var det om vinteren, måtte fantasien tages i brug for at lave sommerbilledet med løv på træer og buske, og var det om sommeren, måtte man gå omvendt til værks og male sne på bygninger og landskab efter fantasien. Og så kan det jo smutte således, at sommerens stork ikke bliver fjernet fra vinterbilledet.

At male flere eksemplarer af samme billede var en ganske almindelig ting, når husets børn også skulle sikres et skilderi af den fædrene ejendom; op til et dusin kunne det blive til, som umiddelbart ser ens ud, men som alligevel har små variationer. Der er jo tale om unikating. Bemærkelsesværdigt er det der imod, at stort set alle gårdmalere aldrig malede slagskygger, uanset at detaljeringsgraden i reglen var imponerende. Muligvis skyldes det, at der ikke var plads til den slags i skitsebøgerne, men slagskygger kunne man vel altid tilføje, ligesom sne eller løv. Det er Niels Bendsens fortjeneste at gøre opmærksom på dette besynderlige fællestræk hos de nordjyske gårdmalere. Mon noget lignende gør sig gældende andre steder i landet?

Det bør nogen undersøge. Også det. I den afsluttende redegørelse for projektet fortæller Niels Bendsen, hvordan man skal gribe sagen an. Med Bendsens bog er det gjort for Region Nordjyllands vedkommende, og ud over den store mængde viden om gårdmalerne, deres teknik, motiver, kunder og meget mere, som formidles fortrinligt i bogen, bliver der her sat fokus på dokumentationen af et fortidigt landbosamfund, hvis fysiske levn forsvinder i takt med, at Udkantsdanmark ryddes for nedlagte landbrugsejendomme. Huse, vejstrøg og landsbyer forandrer sig, og husmandsbrug er det for længst blevet umuligt at ernære sig af. Hovedparten af de store gårde, som gårdmalerne forevigede, fortidens proprietærgårde, kan ingen leve af, og er blevet opslugt af industrilandbrug, kød- og mælkefabrikker. Og det hele er fastholdt af gårdmalerne, før fotografiet blev en mulighed. Skulle man rejse en indvending mod Niels Bendsens bog, vil det dreje sig om formatet, 18,5 x 26 cm., tværformat. Bogens emne, de mange fine farvegengivelser af gårdmalernes produkter, fortjener gengivelse i større format, og efter som bogen er at opfatte som kronen på det nordjyske gårdmalerværk, burde man have betænkt dette. Men lad det nu være.

For den, der har lyst til at fordybe sig i gårdmalernes historie og deres arbejder, og for en mangfoldighed af nordjyske motiver, herunder fortidige modstillet med nutidige, er der mange oplevelser at hente i Gården på væggen – om gårdmalere i Nordjylland. Nu har vi på forbilledligt vis fået dækket gårdmalernes og gårdmaleriets historie i den nordligste del af landet. Så mangler vi bare Restdanmark.

Forrige artikel Næste artikel
Se relaterede artikler
Jelling, Sommeren 1861
Værftet det forsvandt
Byplanlægning i Aalborg Midtby. Fra gadegennembrud til tæt byudvikling