Menu
Forrige artikel Næste artikel

De gode menneskers land

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 86

Af Peter Yding Brunbech, post.doc., Ph.d., Institut for Historie og Områdestudier – Århus Universitet

De gode menneskers land kaldte den portugisiske opdagelsesrejsende Vasco da Gama Mozambique, da han nåede dets kyst i 1498. Og på behørig kolonialistisk vis kvitterede han for venlig modtagelse med bombardement og plyndringer. Det er også titlen på Peter Tygesens bog om landet, som sætter fokus på Mozambiques nyere historie og den danske ulandsbistand.

Bogen har en særlig forhistorie, i det den er blevet til efter en aftale med Danida, som i forbindelse med en større evaluering af det danske udviklingssamarbejde med Mozambique bad Tygesen skrive en mere populær fremstilling om emnet. Tygesen har under arbejdet været i forbindelse med det internationale team af evalueringseksperter, som blev udpeget til at foretage evalueringen og har fået adgang til det samme Danida-materiale som disse. I alt 1666 dokumenter. Bogen er dog Tygesens egen, og har ikke været igennem Danida før publikation.

Resultatet er en veloplagt fortælling om Mozambique, danskere i Mozambique og dansk ulandsbistand. Omdrejningspunktet er Tygesens rejser rundt i Mozambique og samtaler med den lokale befolkning samt danske og internationale bistandseksperter. Vi følger en lille håndfuld hovedpersoners historier igennem den mere generelle fremstilling. Det er blandt andet Ana, der i en tidlig alder gjorde karriere i ”Frelimo”, der startede som befrielsesbevægelse, men i dag sidder tungt på statsapparatet trods demokratiske valg. Der er den fattige fiskerpige, der forsvandt i Sydafrika i 2008. Og der er ”Veteranen”, en dansk bistandsrådgiver, som endte sin karriere med at flytte permanent til landet efter at have været involveret i talrige projekter siden 1977.

Tygesen fortæller, blandt andet via sine interviewpersoner og egne oplevelser, historien om et land, der har været hårdt ramt. Først af et hårdhændet portugisisk kolonistyre og efter selvstændigheden af et kommunistisk etpartistyre under Frelimo, der var involveret i en meget blodig borgerkrig, med den sydafrikansk støttede Renamo-bevægelse. Borgerkrigen kostede store civile ofre og endte først i 1992 efter Den Kolde Krigs afslutning og systemskiftet i Sydafrika. Siden da har Mozambiques udvikling dog overvejende været positiv til dels på grund af omfattende ulandsbistand fra blandt andre Danmark.

Danmark var involveret i bistand til Mozambiques Frelimo-bevægelse allerede før den portugisiske tilbagetrækning, og efter selvstændigheden indledte alle de skandinaviske lande større bistandsindsatser i landet, blandt andet til undervisning og landbrug. Tygesen fortæller om flere af de tidlige udsendte, herunder de idealistiske frivillige, der drog ud tidligt for at engagere sig i Mozambiques socialistiske eksperimenter.

Efter fredsslutningen engagerede Danida sig massivt i Mozambique, som trods problemer og fejlslagne projekter generelt regnes som en af udviklingsbistandens succeshistorier. Tygesen fremdrager flere interessante og tankevækkende aspekter, som fx det mindre forbrændingsanlæg Danmark søgte at etablere i Mozambique til at afbrænde de rester af giftige sprøjtemidler, som Østbloklandene donerede under Den Kolde Krig. Projektet blev imidlertid brugt af Greenpeace til at beskylde Danmark for at ville gøre Mozambique til de rige landes losseplads, og der rejste sig også folkelige protester mod projektet i selve Mozambique. En spirende miljøbevægelse i Mozambique var således med til at lukke et fornuftigt projekt. Positivt for civilsamfundsudviklingen, men skidt for Mozambiques affaldsproblemer.

Tygesen er en god og indlevende fortæller, selvom de mange livsforløb og sidehistorier, man skal følge i bogen, til tider får en til at tabe tråden. Det samme gør længden, og den 500 sider lange bog kunne sagtens have været 100 sider kortere. Tygesen vil meget på en gang og når det meste. Der hvor bogen imidlertid halter lidt, er i den overordnede karakteristik af dansk bistand og generelle udviklingsdilemmaer. Den meget personorienterede fortællestil giver godt indblik i menneskeskæbner i et uland, men er mindre god til at skabe overblik over generelle problemer og muligheder i det danske udviklingssamarbejde med Mozambique. Alt for ofte lader Tygesen betragtninger, ros og kritik af dansk ulandsbistand komme fra sine interviewpersoner, i stedet for selv at tage stilling. Selv den korte afslutning består primært af refererede synspunkter fra forskellige eksperter og andre aktører, og man savner et slagkraftigt sammendrag af Tygesens egne synspunkter og af det han ved og har lært.

Til sidst blot et lille hjertesuk. For en bog, der praler med, at forfatteren har haft adgang til ”samtlige relevante papirer” forekommer det mærkværdigt, at bogen kun indeholder ni referencer af ganske overordnet karakter. Kun få steder er det muligt at vurdere, hvad det er, Tygesen har haft adgang til, hvornår og hvordan han bruger det i bogen, samt om man er enig med ham i, at han virkelig har haft adgang til samtlige relevante papirer. Selvom såvel forlag som journalister generelt er meget angste for henvisninger og noter, svækker udeladelserne i et værk som dette dets brugbarhed for professionelt interesserede.

Forrige artikel Næste artikel
Se relaterede artikler
Israels erobring af Palæstina
Afslutningen på Mellemøsten, som vi kender det
Fidel