Menu
Forrige artikel Næste artikel

Peter Wiingaard: Påfuglens tårer. En rejse i de irakiske ezidiers verden før Islamisk Stat

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 126

Af Thomas Petersen

Denne bog er udgivet i aktualitetens interesse. Al ære værd, da dens indhold er både hyper-aktuelt og samtidig rummer total ukendt stof for de allerfleste danskere. Med mindre de er abonnenter på Kristeligt Dagblad, der flittigt og prisværdigt skriver om religiøse mindretal og deres skæbne.

Bogen er udgivet i anledning af den massakre, der i august 2014 truede med at udslette den religiøse minoritet ezidierne i det nordlige Irak. Størstedelen af bogens indhold var oprindelig tænkt som et religions-sociologisk bidrag til et større værk om udryddelsestruede minoritetsreligioner i Mellemøsten. Som for eksempel det gnostiske trossamfund mandæerne, mystiker-sekten ahl-e haqq og Irans største før-islamiske religion, zarathustrismen. 

Bogens forfatter, Peter Wiingaard (født 1978), er uddannet sociolog fra Københavns Universitet og Istanbul Biigi University. Han arbejder blandt andet som fagredaktør på Kristeligt Dagblads webportal Religion.dk, jfr. ovenstående. Siden 2010 har han videnskabeligt arbejdet med minoritetsreligioner i Iran, Irak og Tyrkiet. 

”En voldsom brand hærger Irak i disse år. Store dele af den irakiske kulturarv risikerer udslettelse og flere befolkningsgrupper kan snart være borte for altid”. 

Så nedslående indleder den etnografisk-orienterede sociolog sin bog. Og han fortsætter med at fastslå, at branden har form af en borgerkrig mellem etniske og religiøse grupper, men foregår inden for rammerne af et internationalt opgør med den ekstreme islamisme, læs Islamisk Stat. Blandt ofrene i den lokale borgerkrig er de kurdiske ezidier. Et lille indoeuropæisk folk med egen religion på grænsen og i klemme mellem de ligeledes indoeuropæiske, men sunni-muslimske kurdere og de arabiske og muslimske irakere. 

Ezidierne er i forfatterens optik brikker og ofre i et djævelsk spil, som de ikke selv er herre over. Sekterisk vold og terror har hjemsøgt dem, siden den amerikanske invasion i Irak i 2003 nedbrød de centrale statsorganer samt den territoriale og sikkerhedspolitiske balance i regionen. Men Wiingaard argumenterer også for, at ezidiernes problemer stikker dybere. Gennem historien har det ofte været tilfældigheder, der afgjorde, om de skulle leve eller dø. 

Wiingaard udførte i 2012 feltstudier i ezidiske landsbyer på de såkaldte Nineveh-sletter. For blandt andet at samle stof til nærværende bog. Her oplevede han denne ezidiske minoritets simple, men også angiveligt rige tilværelse. Hør hans oplevelse af ezidiernes religionsdyrkelse – en dyrkelse, der i og for sig er gældende og fælles for mange andre præmoderne landsbysamfund: 

”På mange måder er ezidiernes religion skabt til en simpel landlig livsførelse. Det er en naturreligion, som dyrker elementerne. Man beder til Gud om regn, og man beder til jorden. Hver lille landsby er samlet om sit eget ezidi-tempel og har tilknyttet en hellig figur, der besidder en bestemt kraft eller egenskab. --- I nogle templer kan man bede om en god høst. I andre kan man blive kureret for barnløshed eller noget andet konkret”, (side 89). 

Ezidi-religionen og dens oprindelse skal søges tilbage i den indoeuropæiske dunkle fortid. Wiingaard argumenterer for, at den har sin oprindelse i soldyrkelsen og, at den derfor er betydelig ældre end de skriftbaserede verdensreligioner som for eksempel jødedom og kristendom. Religioner, ezidierne i øvrigt har taget elementer fra. I sin nuværende form blev ezidiernes religion til ca. 1120, da vismanden Sheikh Adi ibn Musafir ankom til Lalish-dalen i det kurdiske Nordirak. De indoeuropæisk talende kurdere blev sunni-muslimer, men har ikke glemt, at det var araberne, der påtvang dem islam. Men de kurdiske ezidier bevarede deres religion, der i dag er en voldsom torn i øjet på de rabiate islamister i Islamisk Stat (IS). For dem er de ikke mindre end djævletilbedere. 

Men mange ezidiere nærer i dag mistillid også til den kurdiske regering i Nordirak. Det var nemlig den, der trak sine tropper tilbage, da IS angreb Sinjar-regionen og indledte sin udspekulerede massakrering af befolkningen i de ezidiskr landsbyer. Kun resolut indgriben fra det amerikanske luftvåben og kurdiske landtropper reddede de ti-tusinder af ezidiere, der i august 2014 var flygtet op på Sinjar-bjerget. Ezidiernes kamp for at overleve minder om noget, som alle minoritetsgrupper kæmper for, argumenterer Wiingaard, og han ser derfor fortællingen om dem som en universel historie om, hvordan religioner kan fortrænges og ultimativt udryddes. 

Påfuglen, der i ezidiernes religion er Guds stedfortræder på jorden, græder, fordi dens folk er truet af udslettelse. Udført som nævnt ovenfor af Islamisk Stat i sommeren 2014. Denne pest på jorden havde før aktionen på Sinjar-bjerget bortført ezidiernes kvinder og døtre - for efterfølgende at sælge dem som slaver – og dræbt deres mænd, fædre og børn. Mens de, der nåede at slippe væk, flygtede op på Sinjar-bjerget, hvor sult og tørst truede med at tage livet af dem.

Med den truende katastrofe i august 2014 som bagtæppe fortsætter Wiingaard med synkront at give en kompetent og i det store og hele velskreven antropologisk beretning om ezidiernes historie, levevis og religion. Ud over, hvad han ved selvsyn og på rejser har tilegnet sig af viden og forståelse, røber han også et indgående kendskab til den internationale litteratur om emnet.

Det ligger indlejret i kultursociologers og antropologers dna at begræde kulturers, i særdeleshed små kulturers, forsvinden ud af historien. Forståeligt nok, men uden sans for historiens udvikling. Over tid opstår og forsvinder kulturer – som ofre for netop den historiske udvikling. Wiingaard diskuterer da også til sidst - i den i øvrigt lille og smukt layout´ede bog - ezidiernes alt andet end rosenrøde fremtid: 

”Men ezidierne har dårligt noget alternativ til Kurdistan. Uden kurderne er de alene. De kristne har allerede optrappet udvandringen fra Nineveh-sletterne, og snart vil der ikke være mange andre minoriteter tilbage at danne fælles front med. Hvis ikke ezidierne kan finde sig til rette blandt sunni-muslimer i Kurdistan, har de ikke andre muligheder end at drage i eksil”, (side 253).

Wiingaard mener, at udvandring imidlertid vil have store konsekvenser for ezidi-religionen. Den vil nemlig afskære de troende fra deres helligdomme, som er bærende i religionen. Men den emsige læser vil bemærke, at det i forvejen jo gælder mange andre af deres trosfæller, der lever spredt i den nære orient – i Tyrkiet, Syrien, Armenien, Georgien mv. Mange af dem er imidlertid rejst videre til Vesteuropa. Også i Danmark lever der såmænd en lille koloni af ezidier – angiveligt ca. 450.

Peter Wiingaard har skrevet en yderst aktuel og ikke mindst vedkommende og på det danske marked original bog om et emne, der hidtil har været totalt fremmed og ukendt i den danske offentlighed. Det fortjener han og Forlaget Vandkunsten stor ros for.

Forrige artikel Næste artikel
Se relaterede artikler
Vietnamkrigen - En international historie
Israels erobring af Palæstina
For the Health of the Enslaved