De sammensvorne
Af Søren Westerberg, stud. mag.
Det fjerde bind i Det Historiske Hus og Aschehougs Danmarkskrønike SLÆGTEN er udkommet under titlen De sammensvorne. Det er skrevet af Majken Bloch Skipper, som ligeledes står bag bind to og tre i serien.
Som titlen antyder, handler bindet om mordet på Erik Klipping i Finderup Lade Skt. Cæcilie nat 1286. Vi følger bogens hovedperson Janus Dane, en sydfynsk stormand, der lever sit liv på kanten af, hvad man vil synes passer sig for en dansk adelsmand. Hans forældre er begge døde og han er alene på slægtsgården Daneborg. I selskab med andre ligesindede og jævnaldrende kommer han i uføre og tjener til livets ophold ved som en slags lejesvende at udføre overfald mod betaling. Således også da Janus Dane involveres i mordet på Erik Klipping. Imidlertid vender hovedpersonens medsammensvorne sig imod ham, og man følger ham herefter i bestræbelserne på at overleve i en verden, hvor han er omgivet af fjender.
Læser man om forfatteren på bogens smudsomslag, bliver man oplyst om, at hun er cand.psych. og blandt andet har arbejdet med autistiske børn. Imidlertid er det vanskeligt at se, hvad relevans denne oplysning har i netop dette tilfælde. Det ville være langt mere interessant at vide, hvorfra Majken Bloch Skipper har sin interesse for at skrive historiske romaner; ja i det hele taget hvad hendes forudsætninger for det er. Men det fremgår altså ikke, hvilket er ganske uheldigt.
Endvidere får man under læsningen indtryk af, at forfatteren har sat sig for, at skrive i et sprog præget af ældre danske udtryk såsom ”kerter”, ”trække blank” og ”skøge” – det sidste et meget flittigt anvendt udtryk, hvilket jeg vender tilbage til senere. Denne mærkelige sprogbrug, sammensat af ældre og nyere dansk virker påtaget og anstrengt og efterlader læseren med et indtryk af, at forfatteren pinedød ville gøre det middelalderlige Danmark levende gennem sproget. Men det virker altså bare ikke efter hensigten, ifølge denne anmelders opfattelse.
Og nu tilbage til skøgerne og herunder det seksuelle, som fylder rigtig meget i bogen – for meget. Næsten som om, at det har været standardløsningen, når det har været vanskeligt at finde ud af, hvad bogens karakterer dog skulle foretage sig. Bogens hovedperson og hans kumpaner fremstilles som en flok temmelig primitive slagsbrødre, der på forunderlig vis altid render ind i en flok skøger, hvad enten de er på kro eller ved kongens hof i Nyborg. En enkelt gang er det endda en stakkels nonne, det går ud over. Disse skøger ender med at blive ”taget med magt” hver gang; gerne med et par velrettede lussinger indblandet. På et tidspunkt er det sågar hovedpersonens niece, der er genstand for hans saftige lyster. Og som læser kan man ikke lade være med at tænke på, at forfatteren ikke har formået at komme ud over klicheen om den mørke, brutale middelalder.
Altså beskrives blandt andre hovedpersonen noget overfladisk, og forfatteren evner ikke at få ham til at træde ordentligt i karakter. Han er ganske unuanceret selvom man får det indtryk, at forfatteren forsøger at anvende sin psykologiske uddannelse til at indføre læseren i hovedpersonens følelsesliv. Men her er vi altså atter tilbage ved det påtagede og forcerede.
En rent faktuel ting der undrede var, at bogen på side 128 beskriver et kromiljø, hvor der åbenbart ryges pibe. Denne anmelder bekendt røg man ikke pibe i Europa, før et par hundrede år senere, da spanierne havde været et smut i Amerika og haft tobak med hjem. Sådanne fejl sætter også fart i tankerne om, hvad der kvalificerer forfatteren til at skrive historiske romaner.
Selve ideen om en romanserie om en fiktiv dansk adelsslægt er prisværdig og tjener til ophavsmændenes ære. Men Majken Bloch Skipper synes ikke at have de evner, der skal til for at bedrive en solid roman, der kan fange læseren med en levende og nuanceret skildring af historie og personer – fiktive eller faktuelle. Man må håbe, at kommende forfattere på bogserien formår at give romanerne et ekstra og overbevisende løft.
