Menu
Forrige artikel Næste artikel

Danmarks Adels Aarbog, 2009-2011

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 140

Af Tommy P. Christensen, kulturhistoriker, ECM-Media

Ved millenniumskiftet lignede Dansk Adels Aarbog (DAA) endnu sig selv, da årbogen udkom i sin 95. årgang, og vel at mærke i det gamle oktavformat. I år – 12 år senere – er vi nået til 99. årgang, som dækker årene 2009-2011 og nu er vokset anseligt i format og udstyr. Den største nyhed er vel introduktionen af rangkroner over våbenskjoldene. De er tilføjet i overensstemmelse med de gamle slægtsprivilegier tildelt under Enevælden og i de tilfælde, hvor der både findes grever og friherrer vises våbenet to gange med henholdsvis grevelig og friherrelig krone over skjoldet. Specielt til dette formål har den kgl. våbenmaler Ronny Andersen i 2011 nytegnet de seks rangkroner, der benyttes i årbogen. Som traditionen byder, består årbogen af en fortegnelse over de danske adelslægters nulevende medlemmer (s.47-464), dødslisten, hvor rækkefølgen af dødsfald inden for de enkelte slægter følger opsætningen i præsenslisten (s.468-476) samt en nærmere behandling af nye og ældre slægter i form af stamtavler (s.477-787, dog uden tilføjelser og rettelser til tidligere bragte tavler) – samt det obligate tillæg med diverse fortegnelser, herunder fortegnelsen over de slægter, hvis våben og fuldstændige stamtavle findes optaget i 1.-99. årgang.

Den foreliggende årbog opregner 188 slægter (år 2000 var antallet 185), der får deres stamtavler ajourført, men årbogen kan også tjene til dokumentation af, hvem der tilhører den danske adel, idet navneloven af 2006 har åbnet mulighed for at antage adelige navne for personer, der ikke er adelige.

Af stamtavler bringes i denne årgang Kjeld Stabells over den uddøde (1641) slægt Hagen, Willem Bruinesteijn van Coppenraets over slægten Halvegge (to linjer) og over den uddøde slægt (1587, men senere på kvindesiden) Væbner, René Ask Rasmussens over den uddøde slægt (1683 og på kvindesiden 1688) de Ruyter, Mogens Kragsig Jensens over den uddøde slægt (1762 på kvindesiden) Tromp samt hovedbidragene: Michael Kræmmers omfattende forsøg på at revidere efterslægtstavlen for Skjalm Hvide (s.525-646) samt Poul Holsteins rigt illustrerede stamtavle over slægten Treschow i tre linjer (s.649-765).

Skal man tage den sidste først, udreder Poul Holstein, hvorledes Næstved-købmanden Niels Hansen i 1500-årene er uden enhver forbindelse med den brandenburgske uradelsslægt von Tresckow, trods en familietradition fremførte dette slægtsbånd allerede i 1700-tallet.

Baggrunden for de danske Treschow'er skulle derimod være, at købmandssønnerne førte tilnavnet Træskomager, og senere slægtsnavnet Treschow. Takket være en højesteretssag i 1664 kan det dokumenteres, hvorledes Giort Rasmussen Træskomager først omtales som Giort Træskomager, for under sagens gang at blive kaldt Treschoumager, og endelig Giort Treschou.

Amtmand Michael Treschow (1741-1816) blev optaget i adelstanden, og bliver således stamfader til den adelige linje af 1812, og i medfør af en kgl. resolution fra 1867 blev også kammerherre Friderich Wilhelm Rosenkilde Treschows (1811-1869) efterkommere medtaget (tidl. betegnet den adopterede linje).

Michael Kræmmer indleder sit omfattende forsøg på at revidere efterslægtstavlen for Skjalm Hvide med en diskussion af sin begrebsanvendelse, og det er forfriskende at se en række betragtninger over bl.a. slægtsbegrebet, slægtens tilnavne og fornavne samt dens godsbesiddelser, heraldikken, kildesituationen, og det Kræmmer kalder ”Genealogien” - her forstået som tidligere publicerede tavler vedrørende slægten. Uanset om man måtte være enig i de valg, der bliver gjort, må Kræmmer roses for sit revisionsarbejde, og hans afsluttende betragtninger kan i hvert fald ikke anfægtes, da han skriver: ”En strengt kritisk tilgang til materialet vil altid udmunde i færre resultater end en mere tolerant tilgang. Det udelukker naturligvis ikke, at nogle af mine eksklusioner af personer fra tidligere opstillede stamtræer kan diskuteres.”

Tætpakket med genealogiske data, guldprægning på bindet, den lange udgivelsesrække og illustreret med de fine, farvelagte våbenskjolde fremstår DAA som noget helt specielt i den danske bogverden. DDA er konservativ i den bedste betydning af ordet, og nærværende anmelder gruer for den dag, hvor DDA (– og det fine boghåndværk, den repræsenterer) er reduceret til en web-adresse på internettet. Selvom den svenske pendant (Sveriges Adels kalender) gør sig til med tospaltet opsætning og glittet papir kan Dansk Adelsforening og Syddansk Universitetsforlag godt være sit værk bekendt. Med mere end 770 publicerede slægtstavler fremstår DDA fortsat som en god og gedigen hjørnesten i dansk genealogi.

Forrige artikel Næste artikel
Se relaterede artikler
Herregården, bd. 4
Herregårdshistorie, bd. 3
Historier fra Herregården