Menu
Forrige artikel Næste artikel

Det røde tyranni

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 73

Af Jørgen Peder Clausager, arkivleder, cand.mag., Lokalhistorisk Arkiv for Fredericia og Omegn.

Stalin, hvis “rigtige” navn var Josef Vissarionovitj Dzjugasjvili, blev født i byen Gori i Georgien i 1879; eller -78, eller -80, eller -81. Usikkerheden om hans rigtige fødselsår reflekterer dels det mangelfulde stade, personregistreringen i det russiske imperium havde på dette tidspunkt (den første egentlige folketælling i Rusland fandt sted i 1897), dels knapheden på kilder til Stalins barndom og ungdom. Det betyder også, at bogens første kapitel, s. 13-26, som omhandler denne periode, er fuld af “måske”er og “muligvis”er. Det er trist, for vi ville gerne have vidst noget mere om de faktorer, som var med til at danne Stalins karakter, og som muligvis var ansvarlige for hans adfærd i voksenalderen.

I det hele taget er det en tilsnigelse, når forlaget i sin pressemeddelelse kalder bogen for en “kombination af en biografi og en samfundshistorie” - for biografien er så absolut forvist til en tilbagetrukket plads i bogen.

Desto større plads optager samfundshistorien, for vi føres ind i den russiske historie i revolutionsåret 1917 og følger herefter sovjetsamfundets udvikling frem til Stalins død i 1953. Rigtig bredde får fremstillingen efter Lenins død i 1924, hvor vi følger magtkampen mellem hans arvtagere, hvor Stalin gradvis fik udmanøvreret sine rivaler, og omkring 1929 var i besiddelse af den totale magt. Kulavig siger (s. 75), at man “fra 1930 med nogen vished [kan] kalde Stalin en diktator. Fra 1933 var han uomtvistelig diktator. Fra og med 1936 ... må den rette betegnelse være tyran”.

Periodiseringen hænger i høj grad sammen med de politiske tiltag, som Stalin havde ansvaret for. I 1921 var revolutions- og borgerkrigsårenes “krigskommunisme” blevet afløst af den Nye Økonomiske Politik (NEP), der indrømmede landbruget et vist mål af markedsøkonomi, hvilket i løbet af få år bidrog til at bringe fødevareproduktionen op på niveauet fra før 1. verdenskrig. Men i slutningen af 20erne lancerede Stalin “Det store Omsving”, der fremfor alt indebar tvangskollektivisering af landbruget, hvilket resulterede i et katastrofalt produktionsfald og direkte hungersnød i 1933. Og i 1936, da Stalin følte sig helt sikker i sadlen, påbegyndte han den store udrensning i partiets og hærens rækker, som bl.a. omfattede de kendte Moskva-processer mod adskillige partispidser, men som fandt sted over hele landet og på alle politiske niveauer.

Erik Kulavigs fremstilling har nydt godt af den åbning af de russiske arkiver, som er sket siden kommunismens fald, og har især udnyttet de stemningsrapporter, som det hemmelige politi udarbejdede, og de klage- og bønskrifter, som enkelte borgere skrev til ledende politikere. Dette kildemateriale giver et trøstesløst billede af et samfund, der blev styret ved tvang, terror og intimidering, og en ledelse, der var immun overfor kritik og ufølsom overfor menneskelig lidelse. Det er ikke mindst dette billede af samfundet der retfærdiggør ordet “tyranni” i bogens titel. Kulavig lader den mulighed stå åben, at Stalin selv troede på sit “projekt”, og derfor lod målet hellige midlerne; men hans fremstilling bæres gennemgående af hans indignation over de midler, der blev taget i anvendelse.

Den tyske invasion af Sovjetunionen i 1941 fandt landet uforberedt - dels fordi Stalin til det sidste troede, at Hitler ville afslutte opgøret med den øvrige kapitalistiske verden, før han ville kaste sig over russerne, dels p.g.a. den røde hærs svaghed efter udrensningen af 20.000 officerer i slutningen af 1930’erne. Når Sovjetunionen ikke desto mindre kunne komme sejrrigt ud af krigen skyldtes det den jernhårde disciplinering af befolkningen, som var blevet gennemført i 1930’erne, og som nu blev spændt for krigsindsatsens vogn; dels sovjetstyrets ligegyldighed overfor menneskeliv, der førte til en uhyrlig frådsen med menneskelige ressourcer i kampen mod nazisterne.

Den menige russers håb om bedre tider efter sejren over Tyskland i 1945 blev gjort til skamme; genopbygningen af samfundet efter krigens ødelæggelser fulgte samme mønster med tvang og terror som før krigen. Det er skræmmende at læse om Stalins begyndende antisemitisme på dette tidspunkt. Interessant er det, at der i Stalins sidste leveår begyndte at vise sig en spirende opposition til hans metoder i partiapparatet, hvilket også har ført til myter om, at Stalins død den 5. marts 1953 blev “fremskyndet” af Berija og Khrustjov.

Kulavigs konklusion er, at det var socialismen som system, der var ondets rod, men at det ikke var ligegyldigt, hvilke personer der sad ved styret; det var, skriver han, ikke det samme at leve under Stalin som under Khrustjov.

Kulavigs fremstilling er bred og byder til tider på gentagelser, ligesom bogen ville have vundet ved en sproglig finpudsning. Man savner enhver form for register, og kunne også have ønsket sig en tidstavle over bogens begivenheder i komprimeret form. Til gengæld indeholder den en liste over anvendt litteratur, en fyldig bibliografi, herunder over russisk litteratur, og en oversigt over stalintiden i russisk [skøn-]litteratur på dansk. Den afsluttes af et afsnit med minibiografier over periodens fremtrædende aktører. Bogen er væsentlig fordi den udnytter et hidtil utilgængeligt kildemateriale til at fortælle om det russiske samfund set “nedefra” i en skæbnesvanger periode i landets historie.

Forrige artikel Næste artikel
Se relaterede artikler
Lov mig, at du kommer tilbage
Den bedste guide til Skt. Petersborg
KGB