Menu
Forrige artikel

Museumsnumre 10: Isbåd og isslæde

Kategori: Artikler
Visninger: 853

 

På museerne gemmer sig blandt de indsamlede genstande også fortællingen om vejret. Og hvis der er noget, som har voldt beboerne i Danmark vanskeligheder i ældre tid, så er det vejret. I vor tid er klimaet under forvandling, og man taler om at vinteren som årstid er ved at forsvinde. Det er sket inden for de sidste 30 år, og det går stærkt med klimaforandringerne. Hvorhen ved vi knap nok. Men for 100 år siden var vinteren med sne og is en realitet, som alle fik at føle og man kaldte særligt kolde vintre for isvintre. Det var vintre, hvor havisen lagde sig i de danske farvande og forhindrede sejlads. Kun stærke isbrydere kunne brække isen i stykker og skabe sejlrender for fragtskibe og færger. Limfjorden var et af de farvande, som hurtigt frøs til, og det samme gjaldt alle lavvandede områder som nor, bugter og fjorde. Sunde og bælter med strøm frøs sidst til. Over Storebælt og Lillebælt skulle opretholdes forbindelse med post og mange mindre øer skulle have medicin, fødevarer, brændstof m.m. Derfor blev der brug for at krydse havisen, og det foregik med isbåde.

 Isbåden på Isbådsmuseet på Halskov Odde

Registreringen af genstande i museerne viser kun få isbåde i museernes samlinger, hvilket hænger sammen med vanskeligheden ved at bevare større genstande, i dette tilfælde en båd. Men Nyborg Museum og Den gamle By i Århus har bevaret en isbåd. Endnu en velbevaret isbåd står udstillet i Isbådsmuseet på Halskov Odde oven i købet indrettet i den oprindelige bygning til isbådene. Isbåden vidner om en ældgammel og farlig transportform hen over havisen. Den er omkring 20 fod, solidt bygget af egetræ. Faconen er spidsgattet, men barkholtet, dvs. øverste bord, er agter trukket fri af stævnen og danner et lille spejl. Båden har på hver side tre åretolde, gulmalet barkholt og en pullert stående forude til landdragning. Der er mast og sejl til båden. Sådanne isbåde stod ved isbådsstationerne ved Halsskov og Knudshoved. Der var hele 36 isbåde i Halsskov og 25 på Knudshoved. Når færgerne ikke kunne krydse Storebælt blev de halet frem og klargjort. Mandskab blev mønstret fra færgerne og så gik rejsen hen over isen oftest med flere både i følge. Mandskabet skubbede båden frem gående på hver side. I båden medførtes så post, penge og værdifuldt gods samt evt. nogle få passagerer, dog kun kvinder og børn. Mænd måtte hjælpe med at trække båden eller gå ved siden af båden. Nu er havisen ingen skøjtebane, der er forkastninger og våger, dvs. områder med åbent vand. Så måtte man ombord i isbåden og ro sig frem til næste iskant. Det er klart at sådan en rejse var utroligt anstrengende og tog lang tid. I ældre tid gjorde man ophold på Sprogø. Ludvig Holberg var i 1709 blandt de danskere, der oplevede isbådstransportens trængsler. Og opholdet på Sprogø var alt andet end behageligt. Der var kun mulighed for nødtørftig overnatning og bespisning. I Holbergs tid hed det om misliebige personer: Gid han sad på Sprogø, svarende til udtrykket at ønske nogen hen, hvor peberet gror. Frederik d. 6 måtte i fem dage opholde sig på Sprogø, og kort efter købte kongen øen af godset Juelsberg og lod fem små huse opføre. I 1822 blev bygget et grundmuret hus med værelser til overnatning af velbeslåede rejsende. Isbådstjenesten blev officielt nedlagt i 1937, men under anden verdenskrig foregik stadig isbådstransport over Storebælt.

 Fotografi af isbådstransport over Storebælt. Båden som ses er bevaret og under istandsættelse på Østfyns Museer

Der findes også eksemplarer på museerne af en anden type isbåd. Her er vi ude i lystsejlads. Disse både blev bygget til at suse hen over isen og er enten en rammekonstruktion i træ på jernmeder eller en bådkonstruktion med udlæggere. De bevarede både er fra mellemkrigstiden. De blev bygget af tømrere og bådebyggere til lystsejlere, som syntes, at det var sjovt at stryge hen over isen og måske gøre det om kap med andre. Når det blev isvinter, blev bådene taget frem fra lofter og lader, samlet og brugt med stor entusiasme. Folk, der har prøvet at sejle isbåd, siger, at det er en stor oplevelse, men helt ufarligt er det ikke. Båden kan vælte, eller den kan køre i en våge. Limfjordmuseet har et par isbåde og Langelands Museum har en båd lavet af bådebyggere i Lohals. I vore dage er udviklet isbåde i glasfiber, som sejler meget stærkt hen over isen. 100 km i timen og styrmanden skal have hjelm på.

 Isbåde på Roskilde Fjord omkring 1925, foto Vikingeskibsmuseet. Båden med X i sejlet er en svenskbygget båd ”Excellent” og er af museet sendt tilbage til Stockholm, hvor den i sin tid sejlede og vandt alle præmier. Christian d. 10 sejlede i den herhjemme

En helt tredje isbåd kender vi alle sammen, og her drejer det sig om noget ganske forskelligt fra sejlads, nemlig en iskage, den gode gamle isbåd, som man køber i iskiosken en sommerdag og spiser med fornøjelse. Isbåden har den fordel frem for isvaflen, at isen for det meste bliver indenbords i båden. Barndommens isbåde var store, mens de i dag er krympet anseeligt i størrelse.

 Randers Museum har bevaret en række indpakninger til isbåde, fra Randers Andelsmejeri

Antallet af registrerede isslæder på museum er naturligvis større end antallet af isbåde. Slæderne er af beskeden størrelse og lavet af egetræ og med jernbeslåede meder. De blev benyttet til at gå ud på isen for at fiske. På slæden transporterede man evt. garn, pilke eller ålejern til at stange ål, samt isøkse og en madtejne. Det gjaldt om at være varmt klædt på. Somme tider så man på isen ude på fjorden rækker af sorte skikkelser, mænd som stangede ål. Belønningen for besværet var en god fangst af fisk eller ål, et godt supplement til kosten eller pengepungen. Fiskeri- og Søfartsmuseet i Esbjerg har en isslæde og beskrivelse af, hvordan den brugtes: Man stod bagerst på slæden og med en pigkæp stagede man sig frem på isen. Foran lå madtejnen, en sæk til fangsten og lysteren lå med stagen bagud slæbende hen over isen. Også den beskæftigelse at fiske eller stange ål på havisen synes at være fortid.

Isslæde fra Fiskeri- og Søfartsmuseet, Esbjerg

 

Ole Mortensøn

Se de øvrige artikler i serien ”Museumsnumre” her

[Historie-online.dk, den 11. oktober 2022]

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Museumsnumre 16: Badedragt
Intro til ny artikelserie: MUSEUMSNUMRE
Museumsnumre 17: Malkeskammel