Menu
Forrige artikel

Museumsnumre 80 - cykler

Kategori: Temaer
Visninger: 489

 

Cyklen, som vi kender den, stammer fra 1880-erne. Den hed i starten bicyklette og modsat sine forgængere havde den to lige store cykelhjul. Den var lavet af jernrør og var forsynet med de væsentlige dele, vi kender fra vor egen tids cykler, nemlig et cykelstel, styr, saddel, hjul med fælge, eger og nav, pedaler, kæde og tandhjul. Cyklen blev perfektioneret med frihjul, bremser, dæk og luftslanger, skærme, kædeskærm og bagagebærer. I løbet af kort tid var cyklen et transportmiddel, som revolutionerede samfundet. Karle og piger sparede op til at købe sig en cykel, og med den var de pludselig i stand til at lægge større distancer bag sig. Det var ingen sag at cykle til købmanden, til nærmeste landsby eller til byen. Og da ferier blev indført, cyklede ungdommen til stranden og rundt i landet. For arbejdslivet betød cyklen en uhyre forbedring, idet man sparede meget tid ved at cykle til og fra arbejde. Man kunne tage arbejde på en fabrik, som lå længere væk fra ens bolig og købe ind i andre butikker end de nærmeste. Kvinder og mænd fik hver sin cykeltype. Kvindernes stel var beregnet til, at de med deres kjoler let kunne komme op på cyklen, mens mændene iført bukser skulle svinge det ene ben over sadel og cykelstang.

 En herrecykel fra Odense Bys Museer fra ca. 1885. Denne ”safety bike” har et kryds cykelstel og var oprindelig med faste gummihjul på fælgene

Cyklen havde mange forgængere, men ingen af dem blev en succes. De allerførste tohjulere dukkede op omkring 1820. De var lavet af træ, og man skubbede sig med benene fremad på veje og gader, der var alt andet end jævne. Dræsine var navnet på tingesten, idet den var opfundet af tyskeren friherre von Drais.

 Danmarks ældste tohjuler findes på Københavns Mseum og er en Denis Johnson Hobby Horse model 1819, en forbedret dræsine. Her ses den i en engelsk illustration, online bicycle museum

Næste udviklingstrin var velocipeden, der havde pedaler på forhjulet, og var af træ. Den blev i 1866 patenteret i Frankrig og bredte sig i hele Europa, hvor den først og fremmest i de store byer fandt en vis udbredelse. Flere museer har velocipeder. Denne type fik konkurrence af et lettere tohjulet transportmiddel i jern, nemlig væltepeteren, som havde et meget stort forhjul og et ganske lille baghjul. Som dens folkelige navn antyder krævedes visse artistiske evne for at bestige og køre denne cykel. Det var velhavende sportslige yngre mænd, som anskaffede sig en væltepeter.

 Såkaldt væltepeter også kaldt bicycle, Fredericia Museum

Museernes samlinger rummer ganske mange cykler og genstande til cykler. Blandt museerne har især Danmarks Tekniske Museum en god cykelsamling. I Ålestrup blev i 1974 åbnet Danmarks Cykelmuseum i den gamle cykelfabrik ”Jyden”. I deres samling har de bl.a. Bertold Brechts cykel og kong Frederik 9 og dronning Ingrids cykler.

Damecykel fra 1908-10, engelsk fabrikat Birmingham, med luftringe og fælgbremser, Odense Bys Museer

Standardcyklen havde fabriksmærket foran på cykelstellet. Engelske, tyske og amerikanske cykelmærker blev importeret i stor stil. Men allerede fra starten var danske fabrikker godt med. Velocipeder blev fremstillet i 1860-erne i Københavns omegn, jævnfør et eksemplar på Randers Museum. De fleste fabrikanter importerede cykeldele og samlede delene på værkstedet. Det gjaldt f.eks. mærket Anglo – Dane fra 1890-erne. Danske cykler på museerne er af mærker som Danske Adler, Admiral, Hamlet og Odin. Der var mange små og store fabrikanter. For blot at nævne nogle flere: Hunter, Skandsen, Redux, Jyden og Smidt og Co. i Odense, som fra 1905 lavede cykler og senere knallerter. I 1930-erne var SCO den største cykelfabrik herhjemme med en produktion af 35.000 cykler årligt.

På Nørrebro i København lå cykelfabrikken ”Hamlet”. Her blev også fremstillet knallerter, arkiv dk

Fra 1900 var cyklerne så talrige, at trafikken måtte reguleres. Hestevogne og cykler måtte dele kørebanen. Alle brugte cykler i mellemkrigstiden: Postvæsenet, politiet og hæren, og man så skorstensfejeren og vinduespudseren på cykel med stige, jægeren på cykel med sin bøsse og fiskehandleren med sin fiskekurv eller -kasse. Til invalide blev der lavet cykler. De var trehjulede, og den invalide kunne bruge armene. Via et kædetræk kørte cyklen fremad.

Mange havde ikke råd til en ny cykel og måtte nøjes med en brugt. Det hændte også at cykler af cykelsmeden blev ombygget til børnecykler og solgtes for en lavere pris. Kunne fødderne ikke nå pedalerne, blev der sat klodser på. Børnecykler var ofte brugte, for man voksede jo fra dem. Til gengæld var der konfirmander, som fik en ny cykel. Den kunne de så have i mange, mange år, for cyklerne var solide. Ekstra udstyr blev fremstillet. F.eks. kunne man få frakkeskåner og til vinterbrug cykelluffer. Af sikkerhedsudstyr var kabidlygte, katteøje og cykelklokke nødvendige. Karbidlygterne blev afløst af batterilygter, Nefalygter. Da cykeltyverier forekom, blev cykellåsen også et vigtigt tilbehør. Cykler punkterede jo, og derfor måtte den omhyggelige cyklist medføre en cykelpumpe samt lappegrej i en lille metalæske.

Specialcykler var allerede fra 1880erne i produktion. F.eks. har Teknisk Museum et eksemplar af en tandemcykel. Kardantræk i stedet for kædetræk forekom allerede omkring 1900 jævnfør en cykel på Randers Museum. En særlig sofacykel kom på markedet i 1930-erne. Desuden var der tidligt særlige cykler til cykelsporten, der udviklede sig til en stor sportsgren med landevejsløb og banecykling.

I erhvervsøjemed blev fremstillet mange ladcykler og budcykler, og de yngre folk, som kørte disse cykler, svajerne, havde i alt fald i København ry for at være rapkæftede. Fra besættelsen er en historie fra Knippelsbro i København. En tysk vagtpost spurgte cyklisterne: Wohin? Tingvej svarede en. Tingweg, passieren. En ny Wohin? Øresundsvej, Øresundweg, passieren. Så kom der en svajer. Wohin: Hvad fanden rager det dig. Watfandenrakerditdik, passieren.

Ismejerier og købmænd havde de såkaldte longjohncykler til udbringning af deres varer.

Budcykel fra NKT i Middelfart, Middelfart Museum

I 1940-erne vandt cyklerne frem, da bilerne blev klodset op grundet benzinmangel, men til sidst kneb det med cykelslanger og –dæk, og fantasifulde nødløsninger som propper på fælgene blev forsøgt. Under og efter krigen kom en modernitet, en lille cykelanhænger til små børn. Mens barnestole af metal monteret på stangen af en herrecykel brugtes til lidt større børn.   

 Cykeltrafik ved Søtorvet i København 1953, foto Magasin du Nord Museum

Cykler fik efter 1950 konkurrence af knallerter. De første af disse som Diesella var cykler med en benzin hjælpemotor. Cyklerne blev i 1960-erne trængt af bilerne, og det resulterede i protester fra de cyklende. På cykeldemonstrationer i byerne krævede man: Bilerne ud af byen! Cykler er efter en årrække i modvind atter blevet et meget populært og effektivt personligt transportmiddel. Man kan undgå det stigende trafik- og parkeringskaos forårsaget af titusinder af biler, man kan cykle CO2 neutralt, og man kan med cyklen holde sig i god fysisk form.

Cyklens succes har fået byplanlæggere og vejvæsen til at tænke sig om. Der anlægges nye cykelstier og cykelveje, bl.a. bygges sikre cykelveje til børnenes skoler rundt omkring i landet. Ingen tvivl om at cyklen vil vi have med os også i fremtiden.

Nye cykeltyper er blevet sat i produktion, og f.eks. spiller den trehjulede cykel med en kasse foran en stor rolle. Med den kan der transporteres børn og varer over kortere afstande. Hertil kommer, at cyklerne nu forsynes med batterier, så man kan komme hurtigere og lettere frem, når der trædes i pedalerne. Lovgivning og planlægning halter bagefter udviklingen og en af tidens svøber er de udbredte cykeltyverier, som nærmest ignoreres af myndigheder og politi. Men cykeltyveri er asocialt. Der skal ikke meget fantasi til for at sætte sig i den enlige mors sted, når hendes cykel med barnesædet er forsvundet en morgen, hvor der skal køres til børnehave og derfra på arbejde. Efter nogle år med fald steg i året 2021-2022 antallet af cykeltyverier med 20%. Der er kriminelle tyvebander, som går efter dyre cykelmærker og fører dem ud af landet.

I 1984 blev den første Christiania cykel fremstillet. Siden er det gået godt for dette danske cykelmærke, foto Christiania Bikes

Den danske cykelproduktion er desværre næsten ophørt. Produktionen foregår i Asien, hvor der kan fremstilles cykler til små priser. Om kvaliteten så er den samme er et åbent spørgsmål. De to store danske producenter Kildemoes og Winther flyttede produktionen til Asien. Christiania Bikes har dog med produktionen af en ny type ladcykel fået mange kunder, og virksomheden har i en årrække vist overskud. Produktionen flyttede i 1990 fra Christiania til Bornholm.

Ole Mortensøn

Se de øvrige artikler i serien ”Museumsnumre” her

[Historie-online.dk, den 14. maj 2024]

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Museumsnumre 65 - Stenring og skærvehammer
Museumsnumre 43 - Mursten
Museumsnumre 25: Barometer