Christoffer Valkendorf

Af Christian Kaaber

Den rige danske renæssancekultur er som et sunket Atlantis. Så fattigt lidt er bevaret eller nået bare nogenlunde uskadt frem til vores tid, og landet selv er en meget beskåret udgave af det sene 1500-tals danske rige. Derfor er det så meget mere kærkomment, at to førende kapaciteter på dette brede felt har slået sig sammen om at skabe en bog, der belyser virkelig mange temaer fra denne glansfulde periode, med rigshofmester Christoffer Valkendorf som prisme.

Valkendorf huskes nok kun – indtil nu – af de særligt interesserede, og de færreste, der passerer Valkendorfsgade ved Helligåndskirken i København skænker ham vel en tanke. Diskret tilbagetrukket fra gadebilledet i Sankt Peders stræde ligger imidlertid Valkendorfs Kollegium. Man skal hæve blikket højt for at se Valkendorfs våben øverst på facaden bag havemuren, men det er der og har været en del af billedet i denne del af Københavns Latinerkvarter siden 1595. Faktisk er det de nuværende og tidligere indvånere af dette det ældste af hovedstadens studenterkollegier forenet i Valkendorfianersamfundet, der har taget initiativ til bogen, der udkommer i anledning af, at det i år er 500 år siden, Christoffer Valkendorf blev født.

Christoffer Valkendorf er en af de store skikkelser fra adelsvældens storhedstid. Han tilhørte højadelen, men var bogholder, ikke kriger, hvorved han skilte sig markant ud fra tidens aristokratiske idealer. Han arbejdede sig støt og roligt op i rigets forvaltning og endte som en slags regeringschef under formynderstyret for den umyndige Christian IV efter Frederik II’s død i 1588. I 1590 knækkede hans karriere pludseligt. Så driftssikker og dygtig Valkendorf end var, havde han livet igennem en hang til at gå over gevind og forløbe sig. Det kostede hver gang, og nu fik han et par års ørkenvandring på sit familiegods Glorup på Østfyn. Allerede i 1596 hentede den nykronede Christian IV ham dog tilbage og udnævnte ham til rigshofmester – fuldgyldig regeringsleder. Den post besad han til sin pludselige død i 1601.

Historien om Christoffer Valkendorf er historien om, hvordan forvaltningen af de danske statsfinanser blev lagt i faste rammer. Med stor dygtighed opbyggede han som rentemester, finansminister, en selvstændig administration, der havde sæde for sig selv lige over for Københavns Slot. I en tid, da kongen selv var på evig rejse rundt i riget med de allernærmeste regeringsråder, residerede Valkendorf permanent i København. Frederik II, der i modsætning til efterfølgeren Christian IV, helst helt undgik at opholde sig i hovedstaden, udnævnte også Valkendorf til kongelig statholder over byen.

Mellem Absalon og Christian IV har ingen enkeltperson gjort så meget for København som den foretagsomme statholder. Flere kirker blev renoveret, synligst Nikolaj Kirke, hvis endnu eksisterende solide tårn hovedsagelig skyldes ham. Der blev bygget boliger, forholdene for universitetets studenter forbedredes, og sidst satte statholderen sig selv et hidtil uforgængeligt minde, da han lod sin ejendom i Sankt Peders Stræde omdanne til studenterkollegium. Valkendorf vogtede nidkært om sit omdømme: De gode gerninger for København blev omhyggeligt optegnet i en pragtfuldt indbundet bog, der modsat så uendelig meget andet har overlevet brande og vanrøgt og i dag er et af Københavns Stadsarkivs største klenodier. Forfatterne kaster dog et kritisk lys på Valkendorfs egen fremstilling af sine bedrifter.

Det har sine vanskeligheder at biografere et menneske, der blev født mere end ti år før Reformationen. Kilderne om Valkendorfs barndom tier helt, og er sparsomme, når det gælder hans øvrige personlige liv. Bogens forfattere når dog fint rundt om ham på det foreliggende grundlag. Hans gerninger og hele karriere er velbelyst i arkiverne. Der tegner sig billedet af en myreflittig mand med stærk religiøsitet, faste principper og betydelig standsbevidsthed. Og som nævnt med en hang til at gå over grænsen fra tid til anden. Som ung tog Valkendorf som kongens mand i Bergen fat på at få de lübske købmænd, de sidste repræsentanter for engang så vældige Hanseater, på byens berømte Tyskebrygge til at underordne sig kongemagten. Det blev gjort så håndfast, at det kom til en højst ubelejlig krise mellem Danmark-Norge og Lübeck, netop som der var behov for alliance med Lübeck i det tilstundende opgør med Sverige. Valkendorf blev irettesat for åbent tæppe og fik nogle ridser i lakken. Så billigt slap han ikke, da han som leder af formynderregeringen i 1590 hastede en straffesag mod den færøske fribytter Mogens Heinesen så rask igennem, at Heinesens hoved faldt for bøddelsværdet på Slotspladsen, før den dømte kunne nå at appellere. Her endte det med en skandale, som Heinesens støtter i højadelen udnyttede for fuld kraft.

I modsætning til mange af sine standsfæller – og til tidens mennesker i det hele taget – undgik Valkendorf helst at drikke sig beruset. Han levede alene og giftede sig aldrig. Frederik II, der egentlig ikke kunne lide ham, beskriver ham som noget af en træmand. Valkendorf synes ikke at have haft dybere intellektuelle interesser, men kom fint ud af det med folk, der havde, herunder historikeren og hofpræsten Anders Sørensen Vedel. Tycho Brahe kunne han ikke med, og da nådens sol ved Frederik II’s død fortonede sig over den geniale astronom på Hven, blev det i høj grad Valkendorf, der stod for opgøret. Simpelt hen ved pernittent at foreholde Brahe de svigt og pligtforsømmelser, denne havde begået.

Den velskrevne bog maner en farverig og dramatisk tid frem. Takket være Valkendorfs karrieretrin kommer læseren meget langt rundt i det vidtstrakte rige: Valkendorf nåede som ung at løse opgaver så forskellige steder som på Øsel – den store ø ud for Estland, der endte på danske hænder til 1645 – på Gotland, på Island og i Norge. Valkendorf satte sig spor mange af stederne. For eksempel fik han i endog meget god tid opsat et gravminde over sig selv i flere kirker. I sidste ende blev han stedt til hvile under et prægtigt epitafium i Vor Frue Kirke i København, der gik til grunde ved byens brand i 1728. Bogens andel halvdel følger Valkendorf rundt i land og rige og belyser de mere eller mindre synlige minder om ham, herunder hans prægtige københavnske residens ved Gammel Strand, der stod nogenlunde intakt til bybranden i sommeren 1795. Hans fynske herresæde Glorup har stadig Valkendorfs store anlæg i maven, men er reducerende ombygget til ukendelighed i midten af 1700-tallet.

I selskab med Christoffer Valkendorf oplever bogens læser det sene 1500-tals Danmark i en detaljeringsgrad, der sjældent ses. Det er blevet en glimrende biografisk anlagt mosaik, og dygtig tilrettelægning og et smukt formidlet billedstof gør den til en visuel lystvandring. Bogen anbefales på det varmeste til enhver med interesse for dansk historie og kulturhistorie i den noget underbelyste tid før Christian IV. Et bonuskapitel til sidst forfattet af en tidligere beboer på Valkendorfs Kollegium fortæller levende om livet her og om de studentikose løjer, der i mere end 400 år har gået i svang i Sankt Peders Stræde i den flittige og tørre rigshofmesters navn.

[Historie-online.dk, den 10. september 2025]