Ludvig 14.
Af Ole Schramm, cand.mag. i historie og musik.
Lars Christensen har tidligere udgivet flere bøger, der udspringer af hans interesse for enevælden i Danmark og i Frankrig. Det drejer sig om biografier af Frederik 3. og Hannibal Sehested, der begge spillede hovedroller i enevældens indførelse og etablering i Danmark, samt en bog om Danmarks deltagelse i Store Nordiske Krig 1700-21.
I denne bog har forfatteren fået gavn af sin ph.d.- afhandling fra 2003, ” I Solkongens Skygge. Dansk-franske relationer 1661-1693”. Man må derfor sige, at han er på hjemmebane i denne bog, hvor han tegner et portræt af solkongen Ludvig 14., der efter 1661 selv styrede et Frankrig, der dominerede Europa både politisk og kulturelt. Derfor havde Ludvig 14.s beslutninger betydning langt uden for Frankrigs grænser. Danmark spillede en vigtig rolle pga. beliggenheden ved Østersøen og Nordtyskland. Det samme gjaldt forholdet til Sverige, der var en stormagt på dette tidspunkt.
Når nu Lars Christensen allerede har skrevet så meget om enevælden, tror denne anmelder, at forfatteren har følt et behov for at gøre sin ph.d.- afhandling mere tilgængelig. Det er så blevet til en biografi om den franske konge Ludvig 14., der om nogen personificerede hele den europæiske enevælde. Alle Europas konger var nødt til at forholde sig til kongen og Frankrig som alliancepartnere eller modstandere. Ligesom USA dominerede kulturen i Danmark og Europa efter 2. verdenskrig, var det i 1600-tallet fransk arkitektur og sprog, franske skikke, fransk mode og franske danse, der blev kulturens næsten uopnåelige højdepunkt i Europa og i Danmark. Slottet Versailles blev selve det mægtige og iøjnefaldende symbol på den franske kultur, og det blev derfor efterlignet - så meget som økonomien tillod det - i de andre europæiske lande og i Danmark. (Se den fremragende fortælling om Versailles i kap. 8 s. 230 ff.). Det første Christiansborg, der blev bygget under Christian 6. (1730 - 46), var en storslået og prægtig bygning. Alligevel var den kun en svag efterligning af Versailles.
Heller ikke den selviscenesættelse af Ludvig 14.s enevældige magt, der blev ”koreograferet og iscenesat fra kongen åbnede øjnene om morgenen, til han satte sig på natstolen om aftenen og gik i seng” (s. 362), blev gennemført på tilsvarende måde i andre lande. For det var Ludvig 14., der perfektionerede ceremoniellet ud i de mindste detaljer. Ingen skulle være i tvivl om, at det var selveste solkongen, der regerede. Overraskende er det måske på den baggrund at læse, at Ludvigs magt i Frankrig ikke var så gennemført og total. (Se afsnittet ”Enevælde med begrænsninger” hvor det bl.a. hedder ”Gamle traditioner, lokale regler og selve det fysisk mulige satte grænser for magten. Frankrig var et stort og sammensat rige, og magtens fangarme kunne ikke nå ud overalt. På mange områder blev forsøget heller ikke gjort, men med pragten udadtil og med brutale metoder indadtil opretholdt Ludvig 14. illusionen om den perfekte enevælde”. S. 260).
Det er derfor væsentligt, at vi får en bog, som kan gøre os klogere på en spændende og betydningsfuld epoke i europæisk historie, hvor jeg vil starte med at se på, hvordan Lars Christensen har grebet emnet an. Fælles for de 11 kapitler er, at forfatteren indleder ”de fleste kapitler med en lettere dramatiseret situation, der har relevans for kapitlet” (s. 14). Læsere af forfatterens andre bøger vil genkende denne fremgangsmåde. Det fungerer godt efter denne anmelders mening. Det giver et frisk pust til de komplekse skildringer af krige og slægtskabsforhold. Forfatteren skulle måske overveje at skrive en historisk roman om personer fra enevældens tid! Endvidere slutter hvert kapitel med en tiltrængt opsummering af de væsentligste emner, som kapitlet handler om. Det er ligeledes glimrende.
I de første fire kapitler skriver han om forudsætningerne for, at Ludvig 14. selv var i stand til at gribe magten som den enevældige monark. Da dynastiet Bourbon var ungt, var det altafgørende at sikre magten omkring kongen. Selv om Ludvig 14. var enevældig fra det øjeblik han blev født i 1638, blev han først konge i 1643, i det øjeblik da Ludvig 13. døde. Opdragelsen stod moderen Anna og den franske kardinal Mazarin for. Sidstnævnte afløste Richelieu som Frankrigs førsteminister. Ludvig blev indpodet, at han skulle inkarnere det gudgivne embede som kongen af Frankrig, hvilket han tog på sig og fastholdt til sin død: ”den ophøjede majestæt, der befandt sig på et andet niveau, i en anden sfære end alle andre” (s. 44). Religion, latin og Frankrigs glorværdige fortid hørte med i opdragelsen, men det var de fysiske udendørs aktiviteter, der havde hans største interesse, men militæret og den politiske ledelse var det vigtigste. Ludvig var kun 11 år, da Mazarin tog ham med til statsråd.
Den opstand, der gik under navnet Fronden, ”opkaldt efter den slynge, som gadedrengene brugte til at kaste med sten” (s. 47) blev et alvorligt problem og en kæmpe udfordring for statsmagten. Det var Paris, der gjorde oprør i 1648 mod nye skatter og mere statslig kontrol. Der var lagt op til en konfrontation mellem kongemagt og Parlament. Arrestationer af dommere fra Parlamentet samt social uro i Paris førte til oprør, som tvang Ludvig 14. til at flygte til et slot uden for Paris. Prinsen af Condé mødte oprøret med terror udøvet af veteraner fra Trediveårskrigen. Det lykkedes Mazarin at skabe fred i marts 1649, men først i august vendte Ludvig 14. tilbage til sin hovedstad. Den 5. september blev freden fejret på Ludvigs 12 års fødselsdag den 5. september 1649. Fronden gjorde et uudsletteligt og traumatisk indtryk på Ludvig resten af hans liv.
Problemerne var dog ikke løst, da prinsen af Condé og andre prinser af blodet ville have del i magten, før Ludvig blev myndig som 13-årig. Det trak op til en ny borgerkrig, som først sluttede i februar 1653. Ludvigs lære af disse traumatiske begivenheder var, at ro og orden var et af statens vigtigste mål (s. 58). Ludvig overtog endnu ikke styret alene. Han tog stadig sin mor og Mazarin med på råd. Herom handler kapitel 4 ”På vej mod magten, 1652-61”.
Magtovertagelsen skete, da Ludvigs læremester og fadererstatning Mazarin døde d. 9. marts 1661, og Ludvig udnævnte ikke en ny førsteminister. Han var på det tidspunkt 22 år.
I de efterfølgende kapitler fortæller Lars Christensen om Ludvigs regeringstid. Især udenrigspolitikken og krigene bliver omhyggeligt og detaljeret gennemgået. For en nutidig læser virker nogle af problemerne svære at forstå. Fx ønsket om at fastholde kongens omdømme, hans gloire (s. 108), som udmøntede sig i et krav om at få fastslået rangforholdet mellem staterne, og diplomatiske kontroverser om etikette var så vigtige, da de handlede om liv og død. Endvidere handlede udenrigspolitikken om at opbygge et alliancesystem, hvilket fx Danmark blev inddraget i ved en alliancetraktat i juli 1663 (s. 116). Vigtige opgaver var at skabe en slagkraftig hær og flåde, selv om det var hæren, som kongen prioriterede højest. Ludvig deltog selv i felttogene i mange år. ”Soldaterne så ham ofte ude i skyttegravene eller i åben felt, hvor kuglerne slog ned omkring ham” (s. 145).
Krige spillede en central rolle i fransk og europæisk politik i 1600-tallet. Lars Christensen fortæller udførligt herom. For nogle læsere er det spændende, måske ligefrem nervepirrende læsning, og for andre - heriblandt denne anmelder - kan det virke mere langtrukkent og omstændeligt. Her skal jeg ikke bevæge mig ind på dette område, men kun gøre nogle enkelte nedslag. Ludvig var i 1678 Europas ledende fyrste (s. 227), men krigene fra 1688 (Den Pfalziske Arvefølgekrig) resulterede i, at der blev dannet en koalition mod ham, som var stærkere end nogensinde. Selv om Ludvig havde ”holdt ud mod en tilsyneladende overvældende koalition og opnået en tilfredsstillende fred” (s. 291) led Frankrig under elendige finanser, sultkatastrofe og befolkningstilbagegang. Frankrig havde brug for fred, der kun kom til at vare fem år. Sort så det ud i 1709 ”med økonomisk kaos, isvinter og sult” (s. 359) Ludvig var næsten rede til at opgive alt det vundne for at få fred. Alligevel satte han sig desperat til modværge og opnåede, at Frankrig bevarede stort set næsten alle erobringer.
I gennemgangen af udenrigspolitikken mangler der forklaringer på nogle af begreberne. Fx hvad er en verdslig ærkebiskop (s.85), og hvad betyder den franske resident (s. 83), den nederlandske rådspensionær (s. 159), og hvad står Devolutionskrigen for (s. 191) ?.
Kampen mod andre former for tro end den romersk-katolske spiller med rette også en vigtig rolle i bogen. Det er meget barsk at læse om krigen mod huguenotterne, som blev tvunget til at konvertere eller flygte fra Frankrig. Nogle af huguenotterne kom til Danmark via Brandenburg og slog sig ned i Fredericia.
Bogens undertitel er ”Da Norden blev fransk”. Lars Christensen forklarer ikke, hvad denne undertitel dækker over i sin bog, og forlaget dementerer på bagsiden af bogen denne påstand, da det hedder: ”At påstå at Norden blev fransk, er måske nok en tilsnigelse, men også politisk kom Ludvig 14. til at spille en afgørende rolle i det nordlige Europa”. Det sidste er rigtigt, og Lars Christensen belyser emnet forskellige steder i bogen. Det er ret spændende og gør bogen værd at læse for dem, der interesserer sig for forbindelsen mellem Frankrig og Danmark. Derfor er det besynderligt, at hverken Danmark eller Norden er omtalt i registeret, når fx Nederlandene er det. Til gengæld er der henvisninger til Christian 4. og Christian 5.
Lars Christensens bog om Ludvig 14. er en spændende og farverig fortælling om Ludvig 14. og Frankrig under Solkongen. Den bør læses af alle historieinteresserede. Den bygger bl.a. på utrykte kilder, og den vil blive stående som et pålideligt standardværk om enevælden i Frankrig. I dag virker enevælden med alle dens mærkelige og kunstige ceremonier både latterlig og besynderlig. Men for de mennesker, der levede på den tid, var det dødelig alvor. Det kan være svært at forstå, men det er nødvendigt, hvis vi vil beskæftige os med fortiden.
Til sidst skal jeg blot nævne, at billedmaterialet, det er samlet efter s. 188, er af fornem kvalitet, og der er gode kort i begyndelsen og slutningen af bogen.
[Historie-online.dk, den 5. november 2025]
