Menu
Forrige artikel

Arvefjender

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 2892

Af Poul Porskær Poulsen, arkivar, Vejle Byhistoriske Arkiv & Stadsarkiv.

Uden at det i øvrigt har noget med den sag at gøre, har forlaget og redaktørerne sørget for at få denne lækkerbisken ud lige før EM i Portugal. Begge dele er selvfølgelig om fodbold, men mens EM jo drejer sig om nationale holds kappestrid, så er det klubfodbolden, der drejer sig om i ”Arvefjender”. Og inden nogen får ondt af, at anmeldelsesredaktøren har sneget en fodboldbog ind i rækken af seriøse historiske værker på BogFeature, så lad mig gøre opmærksom på, at antologien her i allerhøjeste grad har med historie at gøre. Det viser titlen jo også, og man kan bestemt sagtens påstå, at man ved at betragte og analysere arvefjendeopgør får en hulens bunke at vide om politik, kultur, sociale forhold osv. i et bestemt land i en given periode.

Det ovenfor nævnte ord ”lækkerbisken” er ikke for meget sagt, og det hænger naturligvis sammen med, at forfatterne til de 13 bidrag er ude i en ”lystskrivning” – der er både hjerte og hjerne med i disse essays, og når de så kan skrive også, så bliver det faktisk både underholdende og spændende. Lidt ligesom i gamle dage (for ikke så mange år siden), hvor Per Høyer Hansen endnu var levende og skrev sine reportager, kommentarer og bredt funderede beskrivelser af forskellige (fodbold-) kulturer mm i Tipsbladet. Og det må vel være den højeste anerkendelse, en anmelder af den slags skriverier kan uddele!

Artiklerne i antologien her handler altså om klassiske fodboldopgør. Om fodboldkampe, der er meget mere end fodbold, men også er sociale og kulturelle manifestationer og opgør mellem klasser, bykvarterer, byer og landsdele. Sådanne er vokset frem gennem de seneste ca. 100 år mange steder i Europa – hurtigt kan tænke på Milano-derbyet mellem Inter og Milan, Glasgows ’old firm’, Rangers og Celtic og de kongelige i Real Madrid mod oprørske Barcelona. Disse opgør er naturligvis med i bogen, men i tilgift en hel del flere. Her iblandt også nogle af de mere ukendte (i hvert fald for mig). Lasse Ellegård skriver f.eks. spændende om de tredelte arvefjendeopgør i Istanbul mellem Besiktas, Fenerbache og Galatasaray og de dertil hørende ’kriger’-supporters – og med Flemming Roses artikel ”Fra Gulag til Big Business” føres vi ind i russiske fodbold helt fra 1920’erne til i dag, med specielt blik på Spartak Moskva. Det er meget spændende læsning, hvor undertegnede i hvert fald fik en hel masse ny viden. Man kan naturligvis spørge, hvad man skal bruge den viden til, for det er jo bare et spil. Men pointen er jo netop, at det ikke bare er et spil. Fodboldopgørene indebærer mange, mange flere ting end blot 2x11 unge mænds møde på grønsværen. Der er politik bag ved, det handler om folkelig kultur, fan-kultur med både sociale og politiske (og en hel del flere) undertoner, og disse klassiske fodboldopgør er snævert vævet sammen med landets historie. Derfor virker det måske også lidt søgt, at antologien medtager en (i øvrigt udmærket) artikel om kampene mellem FCK og Brøndby af Oliver Stilling. Der er naturligvis nogle kulturforskelle, der kan aflæses i det opgør, men meget historie er der jo ikke i de kampe, der blot har fundet sted i en 12årig periode. Men selvfølgelig, hvis man vil have et dansk aspekt med, så er der vel ikke så meget at gøre, når nu så meget har ændret sig inden for klubfodbolden i Danmark. (For tyve år siden ville det danske bidrag sikkert have handlet om KB mod AGF, og det ville der jo have været historie i, men…)

Der er naturligvis forskel på de enkelte bidrag til bogen. Den mest veloplagte, velskrevne total-fodboldartikel handler naturligvis om hollandsk fodbold. Joakim Jakobsen skriver blændende og formidler fortrinligt den fascination, vi alle havde for Cruyff og de andre. Den mest skuffende er klart Steen Ankerdals noget rodede, sludrende artikel om tysk fodbold og Bayern München – Borussia Dortmund. Men ellers bliver man nu ikke skuffet, hverken når det drejer sig om Joakim Illeborg, der skriver om Arsenal-Tottenham, Niels Lillelund om Manchester United-Liverpool, Henrik Jul Hansen om AS Roma-Lazio (måske den allermest historiske af dem alle). Peter Grønborg og Martin Dalgaard skriver om Real Madrid-Barcelona, Kasper Steenbach om Milan-Inter, Martin Tønner om Betis-Sevilla, Peter Klar om Porto-Benfica og endelig Ole Dall om Rangers- Celtic. Så skulle alle vist være nævnt.

Et forhold, som berøres nogle steder i antologien, er hvordan det vil gå med arvefjendeopgørerne i fremtiden. Men det kunne man i øvrigt godt spinde en noget længere ende over. For hvordan vil arvefjendeopgørerne fortsætte med at sætte hjerter i brand, når klubberne fjerner sig mere og mere fra det omgivende samfund. De store klubber er gigantiske pengemaskiner, der beskæftiger internationale stjerner i underholdningsbranchen. Rivaliseringerne mellem forskellige klubber er bygget op med nogle historiske forudsætninger, der bliver mere og mere ligegyldige, når nu de fleste af spillerne på holdet ikke er lokale i betydningen fra samme land. Engelske og skotske arvefjendeopgør har ikke mange britiske spillere på banen – i Italien og Spanien er der måske lidt flere nationale spillere, men det største stjerner er andre steder fra. I Danmark har klubberne også købt ind fra udlandet, men endnu er det dog som regel det interessante islæt på hold, der rummer flest danske spillere. Noget så gammeldags som klubfølelsen eksisterer ikke længere. I professionel fodbold går man til den klub, der vil betale mest. Det kan man så begræde eller lade være, men man kunne vel godt forestille sig, at det også på lidt længere sigt vil have en indflydelse på f.eks. fankulturen, som vel er det eneste sted, hvor rivaliseringen for alvor slår igennem. På banen betyder den formodentlig ikke så meget, når spillerne godt kan tænkes at have skiftet til arvefjenden i næste sæson. Måske finder man på et tidspunkt ud af, at de helt store (Manchester United, Real Madrid, Milan, Bayern München m.fl.) faktisk er underholdningsindustri på højt plan og agerer derefter – og så kunne laget nedenunder kæmpe om de nationale mesterskaber og levere spillere til landsholdene. Nej, det lyder nok ikke sandsynligt, men det er da meget sjovt at lege med tanken.

Lad mig slutte med at anbefale bogen til spændende læsning ind imellem kampene i Portugal. Man behøver ikke være fodbold-freak for at få noget ud af det. Interesse for samfundsforhold og historie gør det såmænd langt hen ad vejen!

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Sejren på Wembley
Bugatti i Danmark
Tour de France 1945-1959 - Cykelsportens guldalder