Matadorernes tid. Tour de France 1960-1979
Menu
Forrige artikel

Matadorernes tid. Tour de France 1960-1979

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 338

 

Af Poul Porskær Poulsen, historie-online.dk

Den ihærdige cykelskribent, lektor Ole Skjoldhøj, ved alt om Tour de France! Så er det sagt. Og han har nu beriget os andre, der ved knap så meget, med en trilogi om verdens største etapeløb. Her kan man roligt sige, at ikke mange oplysninger efterlades uberørte, og for den virkeligt nørdede sofacyklist er her masser af både cykelfaglige og gossip-agtige oplysninger og beretninger at hente. Det er en stor fornøjelse at læse!

(Anmeldelsen af bind 1, ”Myter, fakta eller spin”, 1895-1939 og bind 2, ”Folkefest i stjernestøv”, 1945-1959, på historie-online.dk)

Titlen er ”Matadorernes tid” – og disse matadorer er først og fremmest tre ryttere, der sad på tronen i mange af disse år mellem 1960 og 1979. Ryttere, som stadig regnes blandt cykelsportens største ikoner.

Jacques Anquetil, vinder af Tour de France fem gange, 1957, 1961, 1962, 1963, 1964, var en beregnende rytter. Alle hans toursejre var grundlagt på enkeltstarten, hvor han smadrede resten af feltet og derefter kunne køre defensivt på alle andre etaper, også dem i bjergene, som han aldrig blev helt god til – men som han muligvis godt kunne have klaret, hvis han ikke havde haft enkeltstarts-kvaliteterne. Men det hele var beregnet, næsten centimeter for centimeter, sekund for sekund – og populært var det naturligt nok ikke. Publikum var bestemt ikke begejstrede for hans stil – og ikke begejstrede for, at han hindrede folkehelten Raymond Poulidor i at vinde de store sejre. Han havde et noget alternativt privatliv, som vakte forargelse, men det var dog efter, han havde stoppet cykelkarrieren: Han blev gift med den seks år ældre Jeanine, der havde to børn fra sit første ægteskab. Hun kunne ikke få flere børn, så da Jacques ønskede sig et barn, blev det arrangeret, at Jeanines datter, Annie, blev rugemor (eller man kunne også sige, at hun blev stedfaderens elskerinde) og sammen fik de datteren Sophie. Forholdet til steddatteren stoppede i øvrigt ikke, efter hun havde født. Denne familieidyl forekom dog først efter, at Anquetil havde afsluttet karrieren i 1969. Anquetil havde et fast greb om tourfeltet fire år i træk, indtil der endelig skete en ændring i 1965, hvor italieneren Felice Gimondi vandt Touren. 

Tour de France blev i 1966 og 1967 vundet af hhv. Lucien Aimar og Roger Pingeon fra Frankrig. I 1968 blev Touren vundet af Jan Janssen fra Holland, men så trådte den næste store matador ind på scenen – man kan godt tillade sig at sige den største cykelrytter nogensinde, nemlig belgieren Eddie Merckx. Han underlagde sig tourfeltet i 1969, 1970, 1971, 1972 og 1974. Og udtrykket ’underlagde sig’ er ikke tilfældigt, for ”Kannibalen” var usædvanligt grådig mht. at vinde sejre. Han kørte for at vinde hver eneste gang, og han gjorde det bestemt også rigtig mange gange i sin karriere. Han deltog i alt gennem årene i ca. 1800 cykelløb – og han vandt de 525. Og han vandt dem over hele året – i modsætning til de fleste andre ryttere, der koncentrerer sig om fx forårsklassikerne eller en måske to af de store rundture. Merckx ville være med hver gang, og han ville vinde. Det gjorde naturligvis Touren mere spektakulær end i Anquetils periode, for Eddie angreb i alle slags terræn – men resultatet blev lige så forudsigeligt. Bl.a. også fordi en vigtig modstander, Luis Ocaña, ikke havde tilstrækkeligt held – undtagen i 1973, hvor Merckx slet ikke deltog.

(Læs mere om Merckx i anmeldelsen af Fotheringhams ”Halvt mennesker – halvt cykel” på historie-online.dk)

Bernard Thévenet vandt Tour de France i 1975 og 1977, belgieren Lucien van Impe i 1976, og så trådte den tredje matador ind i løbet for at dominere det også ud over den periode, som bogen dækker: Franskmanden Bernard Hinault, der som den eneste er sluttet som enten nr. 1 eller nr. 2 i alle sine Tour- starter. Han vandt løbet 1978, 1979, 1981, 1982, 1985.

Den stædige bretoner satte sig tungt på magten i Tourfeltet – og i øvrigt også Giro d’Italia, som han vandt, de tre gange han deltog, og han var også med i Vuelta a España to gange og vandt begge gange!

Ole Skjoldhøj slutter sin trilogi om Tour de France i 1979. Det er lidt ærgerligt, for nu kommer vi jo for alvor til løb, man kan huske (skønt en spansk matador, Miguel Indurain var mindst lige så beregnende og kedelig som Anquetil), men Skjoldhøj skriver i forordet, at den efterfølgende 25-årige periode var præget af EPO og blodtransfusioner, og der mangler kildemateriale og vidneudsagn til at beskrive perioden også uden for de aktives rækker. (Men Ok, så slipper vi selvfølgelig for at høre om Lance Armstrongs snydagtige adfærd).

Det er ellers ikke fordi cykelsporten var ren og fin i 1960’erne og 70’erne. Alle mulige amfetaminpræparater og kortisol-indsprøjtninger var helt almindelige og er dokumenteret for de fleste af de store ryttere, ligesom der også blev snydt gevaldigt ved doping-undersøgelserne med falske prøver osv. Og det kostede da også dødsfald, mest spektakulært Tom Simpsons nedbrud på vej op ad Mont Ventoux i 1967.

I tillæg til det allerede nævnte fortæller Skjoldhøj veloplagt om cykelsportens øvrige aktører – sports- og løbsdirektører, hjælperytternes store anonyme skare, cykelskribenterne, koner og kærester – og naturligvis om de enkelte løb, næsten etape for etape, og der er portrætter af alle de centrale personer.

Det er som nævnt meget grundigt – et hovedværk om Touren på dansk – men også meget underholdende. Trilogien er værd at læse for alle os, der elsker Touren – og den er værd at have stående på reolen til at slå mere eller mindre væsentlige facts efter. Til lykke til Ole Skjoldhøj for en stor indsats – men jeg ville nu gerne have løbets historie ført videre op i tiden i et bind fire!

Historie-online.dk, den 14. august 2018

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Thy i bevægelse
Folk
Hitlers Olympiske Lege - Berlin 1936