Menu
Forrige artikel Næste artikel

Troskab

Kategori: Bøger
Visninger: 920

Af Henrik Gjøde Nielsen, museumsinspektør, Kystmuseet

Efterhånden skorter det ikke just på biografiske fremstillinger af de mennesker, der i tiden 1940-1945 valgte den forkerte side, ligesom en del erindringer af disse mennesker efterhånden er udgivet, i form af deres efterladte optegnelser, eller skrevet retrospektivt. Og det er jo godt. Også de, der valgte den forkerte side bør høres, og uanset hvor tilfældigt, indlysende eller uforståeligt valget var, bidrager sådanne produktioner til vores forståelse af tiden. Men disse bøger skal, som al anden historisk litteratur, naturligvis læses med kritisk sans. En ting er jo, at man tager fat på at skrive sine erindringer. Noget andet er, hvad man skriver, og hvad man ikke skriver. For som udgiveren Peter Møller Hansen anfører i sit forord, så findes der en række værker, der er skrevet af tidligere frivillige i Waffen-SS, udsprunget af efterkrigstidens veteranmiljø, der befinder sig i den apologetiske genre, og som kildekritisk set må betegnes som mindre troværdige pga. af deres mangel på objektivitet og faktuel understøttelse (s. 9-10).

Set i det perspektiv er denne bog anderledes. Der er nemlig ikke tale om, at Ellef Henry Rasmussen blot har sat sig ned og skrevet sine erindringer. Det har han også gjort, men i den proces indgår udgiveren aktivt. Peter Møller Hansen har nemlig stillet spørgsmål, diskuteret forskellige forhold med forfatteren, påvist uoverensstemmelser mellem forfatterens beretning og andre værker vedr. specifikke forhold, og har – i øvrigt dygtigt og grundigt – verificeret persondata, redegjort for militært fagsprog osv. (s. 481-548). På den måde adskiller denne bog sig fra de fleste andre i genren. Man får sat nogle sammenhænge på plads, som ellers ville være fritsvævende, usagte. Det er rosværdigt. Ligeledes tones der fra starten rent flag: Ellef Henry Rasmussen fortryder ikke en tøddel. Han står ved sine handlinger og den nazistiske ideologi, dengang og nu (s. 11). Det må man jo så tage til efterretning. Man behøver ikke have det i erindring under læsningen. Det skal forfatteren nok sørge for, at man ikke glemmer. Og hovedsigtet med erindringer er i første række at redegøre for militære forhold. Bevæbningen var således, angrebet kom der, vi rykkede tilbage der til, fik forstærkninger, slog fra os med dygtighed, og vi opførte os altid ordentligt og upåklageligt. Nå ja, i reglen da. Der var lige den gang, da Rasmussen og hans folk kom til et hus, hvor tre tyske kvinder havde forsøgt at begå selvmord efter en russisk massevoldtægt, ved at skære pulsårene op på sig selv. De blev – tilsyneladende – reddet, og senere fandt man en russer som erkendte, at han havde deltaget i voldtægten. Det var uklart, skriver Rasmussen, hvor mange der havde deltaget, men ”det lå i hvert fald fast,” at den pågældende russer havde. Rasmussen og hans folk fandt, at det ”var en fornøjelse at fange sådan en bandit, og jeg og mine folk lagde ham straks efter på jorden og begyndte at tæve ham med geværremme fra vore karabiner,” og ”i lyset af hans ugerning blev ingen kropsdel skånet” (s. 361-362). Om russeren blev slået ihjel oplyses ikke. Men ellers: Bortset fra denne episode opførte de danske SS-soldater sig eksemplarisk. Det var kun russerne, der begik overgreb. Grusomhed lå ikke til mentaliteten i Waffen-SS, ”ligesom det også ville være forbundet med straf” (Sic!). Rasmussen har end ikke set eller hørt om noget sådant i Waffen-SS (s. 363-364). Men denne nedtoning er jo også gennemgående i værkerne om danskere i tysk tjeneste (s. 10). Gennemgående i Rasmussen erindringer er imidlertid vægtningen af de militærtekniske forhold, hvilket alene kapiteltitlerne antyder. Det er i længden trættende læsning, ikke mindst i lyset af, hvad man i øvrigt ved der skete på Østfronten. Hvis det ikke var for dette bagtæppe af grusomhed, kunne bogen nærme sig det søvndyssende.

Og så alligevel ikke. Der omtales emner, og der anslås takter i Rasmussens bog, som man ikke ser andre steder. Det er umagen værd at gå efter de mange nåle, der befinder sig i den apologetiske, militærtekniske høstak. Den for forbrydelser eftersøgte og nyligt afdøde Søren Kam, der i velpreserveret tilstand levede et langt liv i Tyskland uden at blive stillet for retten, optræder adskillige steder i bogen, hvilket også gælder den i visse kredse berømte Per Sørensen, og Rasmussens skildringer af disse to aktualiserer og perspektiverer historien. Perspektiverende er også Rasmussens redegørelse for situationen ved fronten natten til den 22. juni 1941, hvor Operation Barbarossa, Hitlertysklands angreb på Rusland, blev indledt. I løbet af den første uge af angrebet hørte danskerne i Division Wiking over radioen, at Danmark havde afbrudt de diplomatiske forbindelser med Rusland, hvilket glædede tropperne meget, og understøttede dem i opfattelsen af, at deres kamp var legitim (s. 105). Det har Rasmussen egentlig ret i. For så vidt ang. Rasmussens relationer til Søren Kam, så skildrer han mødet med denne, da Kam sad i en, som det anføres, mindre farefuld stilling i Germanisches Leitstelle Dänemark, hvor Kam optrådte, skal vi sige, køligt (s. 203-204). En kende profetisk i lyset af mandens senere gøren og laden. Med hensyn til Per Sørensen giver Rasmussen en førstehåndsskildring af denne supersoldats tiltagende alkoholisme og senere sammenbrud, der øjensynligt blev udløst af en kombination af erkendelse af, at krigen var tabt, og at hans kone havde været ham utro med Frikorps Danmarks tidligere chef K. B. Martinsen (s. 357, 377.) I modsætning til Kam havde Rasmussen et tættere og kollegialt forhold til Per Sørensen, der i øvrigt blev dræbt i Berlin i april 1945 (s. 517).

Rasmussens verdensforståelse, der måske mere end noget andet viser, hvor hyldet han var i den nazistiske ideologi, kommer til udtryk i hans redegørelse for et besøg i koncentrationslejren Dachau 1943, hvor sindssyge mennesker fremvises, og hvor der uden videre meddeles, at der udføres medicinske eksperimenter på disse for at bremse genetiske fejl, således at den slags mennesker ikke skulle belaste samfundet. ”Det var såmænd alt sammen ganske interessant,” men Rasmussen interesserede sig mere for det sportslige og militaristiske, og desuden havde han set kommunismen og dens udtryk i Rusland, så Rasmussen anså det for sin højeste prioritet at få bremset denne ideologi i Europa, også af hensyn til sit fædreland (s. 232). Rasmussen vedgår da også villigt, at han ikke fortryder sin deltagelse i krigen på tysk side, men at han ofte har været i tvivl om, hvorvidt det nu også var det hele værd. Rasmussen kæmpede, skriver han, for det, som han mente var rigtigt, nemlig et reelt alternativ til det ilde fungerende kapitalistiske demokrati samt kommunismens endeligt. Rasmussen har ikke dårlig samvittighed, og alt, hvad der senere er kommet frem om koncentrationslejrene, kom som en lige så stor overraskelse for Rasmussen som for den almene befolkning (s. 443). Eller som Peter Møller Hansen skriver: Rasmussen fokuserer på det rent militære forløb (s. 455), og fastholder i øvrigt sine grunde til at gå i tysk tjeneste som fuldt legitime, og fremhæver Waffen-SS-soldaterne som eksemplariske og udvisende anstændig opførsel.

Man kan godt blive irriteret over den militæriske fremstilling, og man kan blive pikeret over Rasmussens ideologiske ståsted, men det har han jo lov til at have. Det er faktisk lidt af en præstation, at man her både får en ideologisk og militærhistorisk ureflekteret fremstilling, og samtidig en historisk fremstilling, der er ganske grundigt efterprøvet, og samtidig ved hjælp af Peter Møller Hansens Forord (s. 7-13) og Efterskrift (s. 451-480) får problematiseret og perspektiveret denne ensidige og ureflekterede fremstilling. Det tjener alt andet lige såvel Ellef Henry Rasmussen som Peter Møller Hansen til ære, at de på den måde så at sige har kunnet holde hinanden ud. Underligt nok giver de to poler bogen karakter af et helstøbt værk.

Og så er der altså også dele af bogen, der trænger sig ud over såvel begrænsninger som perspektiveringer. I forbindelse med omtalen af Søren Kam og Per Sørensen er det antydet, at vi her får nogle øjenvidneskildringer af de to mænd, som supplerer vores viden om disses karakter og historie. For deles vedkommende er det ny viden, om end denne viden måske primært har interesse for feinschmeckere. Men Rasmussen berører også andre forhold, der kradser i den internationale konsensus om perioden. Den danske regerings lidet flatterende politik ift. Hitlertyskland og Sovjetunionen er antydet, men hertil kommer, at Rasmussen beretter, hvorledes han som krigsfange, i en lang kolonne af afkræftede og sårede soldater, skulle marchere mod den tidligere koncentrationslejr Neuengamme øst for Hamborg, og marchen foregik i let løb med hænderne løftet over hovedet. De, der ikke kunne holde tempoet, blev af engelske og canadiske soldater gennet af vejen og skudt (s. 416). Det er en praksis, som man udmærket kender fra dødsmarcherne fra koncentrationslejrene, efter hånden som disse blev lukket ned af det ifølge Rasmussen anstændige og eksemplariske Waffen-SS. Desuden er forholdet eksempelvis blevet påpeget ifm. kampene i Normandiet (Anthony Beevor: D-dag. Kampen om Normandiet, 2011, s. 88-90, og desuden Rasmussens Efterskrift s. 468-470, som også, bl.a., omtaler de allieredes overgreb på tyskere i Normandiet). Nu er det næppe tilfældigt, at den aldeles ikke uhildede Rasmussen redegør for dette forhold, mens han i sin fortælling i øvrigt fastholder det krigstekniske og fremstillingen af det anstændige Waffen-SS. Ikke desto mindre er det et forhold, som giver ridsen i den allierede lak, og som trænger til at blive undersøgt nærmere. En ting er, at en Anthony Beevor gør opmærksom på det. Men når en Ellef Henry Rasmussen også gør, så kan det blive opfattet som en ansats til angreb.

Det er en irriterende bog, Rasmussen har skrevet. Den bliver adækvat problematiseret af Hansen. Der er vigtige, personalhistoriske detaljer om en stor mængde danske og tyske aktører at hente. Der er interessante førstehåndsberetninger om aktiviteterne på Østfronten under hele krigen. Der bliver gjort opmærksom på pinagtige forhold, der bør undersøges nærmere. Så lad os konkludere: Skønt det er en irriterende bog, bør enhver med interesse i 2. verdenskrig og i de danske SS-frivilliges historie læse bogen.

Forrige artikel Næste artikel
Se relaterede artikler
Dunkirk
Nattens helte
Erindringens fremtid