Menu
Forrige artikel Næste artikel

Pelle Oliver Larsen: Professoratet. Kampen om Det Filosofiske Fakultet 1870-1920

Kategori: Bøger
Visninger: 528

Af Thomas Petersen

Det er noget af en hvepserede, forfatteren til nærværende bog har stukket hånden ned i. Ganske vist er hvepsene for længst døde. Men fra deres opholdssteder vil de kigge u-fornøjede ned på forfatteren. Og det på trods af, at han har overholdt alle de akademiske spilleregler, der var og er stillet op for sådanne arbejder. Deres negative holdning vil ikke handle om spilleregler, men derimod om forfatterens omhyggelige afdækning af den praksis, som spillereglerne blev forvaltet efter.

Det handler med andre ord og selvfølgelig om stillingsbesættelser i den akademiske verden. Ikke i dag, men i det uhyre væsentlige halve århundrede, der gik mellem 1870 og 1920. Og hvor Danmark dels blev moderne, kulturelt og materielt, og dels med parlamentarismens indførelse i praksis blev til et demokrati i 1901. Sådanne stillingsbesættelser er aldrig foregået stille og uden gny.

Forfatteren fortæller i efterordet, at han - efter hundrede ansøgninger om et job i gymnasieskolen - atter havde fået afslag og derfor nu måtte bide i det sure æble at ansøge om et ph.d.-stipendium. Ansøgningen bar frugt ved det daværende humanistiske fakultet i Aarhus i 2007. Heldigvis, kan vi som læsere frydefuldt konstatere. Frugten kunne nemlig tre år senere plukkes i form af en afhandling, forsvaret i januar 2011, og som nærværende bogs indhold stort set er identisk med. Et solidt stykke arbejde, vel dokumenteret, vel disponeret og langt hen ad vejen også velskrevet - på trods af en lidt omstændelig stil hist og her, præget af afhandlingens akademiske proveniens. Men det kunne med bogens historik in mente let have været meget værre. Emnet vil måske umiddelbart kede nogle læsere, men som mangeårig universitetsmand har anmelderen rent ud sagt nydt at læse bogen. 

Forfatteren, Pelle Oliver Larsen (født 1975), er som sagt ph.d. i historie og arbejder til daglig som videnskabelig assistent med universitetshistorie og historiografi som forskningsområder på Institut for Kultur og Samfund ved Aarhus Universitet.

Bogtitlens professorat er det embede på Københavns Universitet, som Georg Brandes aldrig fik. Den Brandes, der i 1871 med sin forelæsningsrække om Hovedstrømninger i det 19de Aarhundredes Litteratur havde forsøgt at puste europæisk luft ind under ørnens vinger på Frue Plads i hovedstaden. Men netop som følge af disse forelæsninger og meget andet havde den litterære styrvolt gjort sig ud til bens og derfor aldrig fik nogen lærestol ved universitetet. Ganske vist fik han professor-titlen, men det var først efter det politiske systemskifte i 1901. Men titlen var kun titulær og derfor uden direkte forbindelse til universitetet. Reaktionerne på Brandes´ forelæsninger havde været både voldsomme og beskidte samtidig med, at ansættelsessagen kom til at vare i over 30 år – fra 1871 til 1902. Mange havde forventet, at Brandes som en selvfølge skulle indtage Carsten Hauchs professorat i æstetik ved dennes død i 1872.

Men forgæves. Brandes´ synspunkter blev i lilleput-staten Danmark anset for yderliggående, han var jøde, havde forbindelse til russiske revolutionære, og så var han mistænkt for at være ateist. Ganske interessant er det, at Brandes´ interesse for journalistik og hans fænomenale færdigheder i at skrive gang på gang blev brugt som våben mod ham. Det var journalistik som en timelig sfære overfor videnskabens evige sandheder. Er der mon mindelser om samme opfattelse i dagens Danmark? Jeg spørger bare – sådan helt stille. Sikkert er det imidlertid, at det simpelthen er et genialt træk af forfatteren - netop at gøre Brandes-sagen til bogens gennemgående ”ansættelses-sag”. Men hør i farten blot, hvordan slavisten og sprogforskeren Caspar W. Smidt (1811-81) begrundede sin afvisning af Brandes. I øvrigt et votum, der i årenes løb gang på gang dukkede op i debatten:

”Naturligvis kan intet fornuftigt Menneske fordre af Dr. B., at han skal være Christen, men man kan fordre af ham som af enhver videnskabelig dannet Mand, at han ikke i en offentlig Forsamling i et christent Land vil udslynge umotiverede Haansord mod en verdenshistorisk Magt som Christendommen, og man kan fordre af en samvittighedsfuld, dansk Mand, at han ikke for en ubefæstet Ungdom (størsteparten af det andet Kjøn) vil nedbryde Agtelsen for Institutioner, som Nationen holder hellige ---”, (side 90).

Larsens bog er stramt disponeret i fem kapitler. I første kapitel analyseres Karrieren – med andre ord, hvordan ansøgerne akkumulerede den videnskabelige kapital, der skulle til for at føre frem til en fast stilling på universitetet – professoratet. I de to følgende kapitler analyserer forfatteren hhv. Disputatsen og Ansættelsen – to vigtige trin på karriere-stigen. Herefter skifter forfatteren fokus – fra ansøgerne, der jagtede karrieren og til de bedømmere, der skulle vurdere kvalifikationerne og ultimativt tildele jobbet. Med andre ord til Staten – i form af ikke blot dens administrative embedsmænd, men i praksis Fakultetet, bestående af samtlige professorer ved Det filosofiske Fakultet.

Undervejs i bogen analyserer forfatteren over tid Brandes-sagen – sat ind i de skiftende politiske vindes perspektiv. I det afsluttende kapitel fem stiller forfatteren endvidere skarpt på fakultetets interne liv. Konkret – og yderst interessant for os historikere – ved at tage udgangspunkt i to modpoler på fakultetet i deres samspil og modspil. Nemlig historikerne Joh. Steenstrup og Kr. Erslev – den første anti Brandes, dertil konservativ og repræsenterende traditionen. Den anden for Brandes, radikal og overbevist tilhænger af positivismen. I øvrigt påviser forfatteren interessant nok, at de to nævnte historikere – hvor forskellige, de teoretisk end var – i praksis havde et udmærket samarbejde.

Larsen giver i sin murstenstunge bog den hidtil mest udførlige analyse af Brandes-sagen, som efter hans mening fik stor symbolsk betydning. Fordi den demonstrerede, at videnskabelige og politiske kvalifikationer ikke nødvendigvis behøvede at følges ad. Brandes-sagen går som en stjært gennem bogen. Larsen gør den til styrepind og omdrejningspunkt for sin analyse af samtlige ansættelsessager ved Det Filosofiske Fakultet i perioden 1870-1920. I sig selv en bedrift. Omfattende humanistiske fag som litteraturhistorie, filosofi, tysk, engelsk og historie. Nogle af videnskabshistoriens koryfæer som historikerne Troels Troels-Lund, litteraturhistorikeren Vilhelm Andersen og engelsk-professoren Otto Jespersen er blandt dramaets hovedpersoner.

Larsen har i sin undersøgelse inddraget et enormt og for store deles vedkommende hidtil ubenyttet kildemateriale. Blandt andet har han som den første gennempløjet samtlige ansættelsessager ved Det filosofiske Fakultet samtidig med, at han flittigt inddrager og forholder sig til den øvrige videnskabelige litteratur om emnet.

Med baggrund i de konkrete ansættelsessager undersøger forfatteren med andre ord, hvordan akademikere opnåede den inden for den videnskabelige verden højeste og mest magtfulde stilling – stillingen som professor. Hvordan blev de professorer? Og hvad var beslutningsgrundlaget for udnævnelsen?

En anmeldelse levner kun plads til få eksempler fra bogens rigdom af pointer. Men yderst interessant er det, at Larsen kan konstatere, at bedømmerne af disputatser alene lagde ”vægt på afhandlingens videnskabelige værdi, og at kravene var det moderne forskningsuniversitets kernenormer: produktion af ny viden, selvstændighed, metode, kritik – og til dels originalitet”, (side 141). Interessant er endvidere, at det var fagfolkene, der havde det afgørende ord, når en videnskabsmand skulle vurderes til en stilling som universitetslærer. Samt, at der var en grundlæggende fakultær (et frygteligt udtryk) konsensus omkring, hvilke kriterier der skulle lægges vægt på, (side 200).

Et eksempel er teologen og filosoffen Troels Troels-Lund, der i 1876 forgæves var ansøger til et docentur i historie. Han var populær i offentlighedens øjne, men var absolut ikke faghistorikernes kop te. I deres øjne erstattede Troels-Lund kildekritiske studier med skønlitterære historiske fremstillinger. Han leflede for publikum og manglede videnskabsmandens alvor. Endvidere var faghistorikerne forargede over, at en teolog og filosof efter kun få års historiske studier førte sig frem som historisk videnskabsmand. Med andre ord et renlivet og vel ment forsøg på at beskytte historievidenskabens autonomi.

Endelig kan forfatteren side 208 konstatere, at som regel fik universitetet den mand (!) på lærestolen, som det ønskede. Forfatteren registrerer i perioden 1870-1920 kun to til tre eksempler på ministeriel indgriben i professorats-ansættelser og ligeledes kun få ved besættelsen af de midlertidige docenturer.

Forfatteren understreger, at kampen om fakultetet blev udkæmpet på mindst to fronter. En indre og en ydre. Internt var der kampen på de indre linjer - på universitetet og fakultetet - om videnskabelige idealer og betydningen af så forskellige parametre som politik og religion, køn og moral i videnskabens verden. Eksternt var det en kamp mod statsmagten, der krævede loyalitet af sine embedsmænd, også af professorerne. Bogen dokumenterer, hvordan modernisterne gradvist gik af med sejren i denne kamp. Fakultetet løsrev sig efterhånden fagligt fra staten og kunne eksklusivt gøre de videnskabelige kriterier til de eneste gyldige.

Pelle Oliver Larsen har med den foreliggende afhandling og bog præsteret et betydeligt arbejde. Om et emne, der i udgangspunktet formelig knirker af kedsommelighed, men som han gør både interessant og levende. Befolket af mennesker af kød og blod, der i egen indbildning handlede ud fra nogle høje videnskabelige idealer, men som også, bevidst eller ubevidst, var styret af politiske, religiøse og moralske målestokke, af private kæpheste og idiosynkrasier. Kort sagt af alt mulig andet end videnskabelige målestokke. Larsen skriver i et hug såvel Danmarks-historie i en vigtig overgangsperiode som både fakultets- og universitetshistorie samt personal-historie. Godt gået! Det kan kun undre, at afhandlingen ikke er indleveret som disputats. Men ph.d.-studiets indbyggede vejledning er formodentlig i så henseende en hindring.

Siden er oprettet 11. april 2016.

Forrige artikel Næste artikel
Se relaterede artikler
Da skolen tog form
Professorer, studenter og polit.er.
Nytænkning gennem 100 år