Menu
Forrige artikel Næste artikel

Scavenius-affæren

Kategori: Bøger
Visninger: 979

Af Anne Sørensen, ph.d. Redaktør, danmarkshistorien.dk. Institut for Kultur og Samfund, Aarhus Universitet

Knabrostræde i det indre København var en af de 13 gader, der i slutningen af 1800-tallet ved politiregulativ var udpeget som bordelgader. I nummer 24 boede den prostituerede Laura Nannestad. Hun havde i 1885 angiveligt modtaget besøg af landets kultusminister, Jacob Scavenius, og det blev nogle år senere medvirkende til hans afskedigelse. I januar 1887 endte et valgmøde i Store Heddinge med furore, da en deltager pludselig tog ordet og anklagede ministeren for ”at sparke Moral og Religion over Ende, (…) naar han, Kirkens øverste Tjener, gaar paa Horehus”. Og så rullede ”Scavenius-affæren”. Den københavnske grosserer, Carl Ingemann-Petersen, der havde fremsat beskyldningen, sendte efterfølgende et skrift med sine påstande til alle landets præster, hvorefter Scavenius stævnede ham for injurier. Pga. mangel på vidner og konkrete beviser endte sagen med, at Scavenius i 1890 fik medhold.

Jacob Scavenius (1838-1915) var en af de fremtrædende konservative ministre i Estrups regering – og tilmed hans fætter. Siden 1880 havde han været kultusminister. Traditionelt ses hans afskedigelse i 1891 som et resultat af hans modstand mod det nye politiske samarbejde (forhandlingspolitikken) mellem Højre og Venstre, men Lars Andersen, der er lektor i historie ved AAU, påviser i sin bog overbevisende, at Scavenius-affæren og spørgsmålet om hans moralske habitus også spillede en helt afgørende rolle. Hans uægteskabelige affærer var faktisk alment kendte i forvejen, men i dele af pressen, kirkelige kredse og Rigsdagen opstod der nu en holdning om, at det skulle have konsekvenser. Det fik det også – Scavenius blev afsat - men den officielle begrundelse var en anden. Scavenius-affæren kan derfor, som Lars Andersen påpeger i sin konklusion, ses som led i udviklingen af en kontrakt mellem pressen og politikerne, hvor der i den danske presses dækning indtil de senere år har været et klart skel mellem en politikers politiske og private liv.

Lars Andersen opruller i sin bog skandalesagens forløb og giver et fint indblik i samfund og politik i 1800-tallets sidste årtier. Sagen om Scavenius bliver dermed en prisme, der belyser mange af de kulturelle og politiske snitflader, der fandtes i årene omkring år 1900. Overordnet set var det sammenstødet mellem moderniteten og det traditionelle samfund, der her kom til udtryk i både Scavenius’ opførsel og i reaktionen på den. Der opstod derfor i dele af offentligheden en sammenkobling af det private og det politiske, mens andre hævdede, at en ministers private forhold ikke havde betydning for hans embede. Opfattelsen af offentlig moral, sædelighed og religiøse normer blev dermed centrale elementer i sagen. En anden snitflade var forholdet mellem politikere/magthavere og medierne. Bogen giver et interessant indblik i dagspressens behandling af sagen, og i hvordan Scavenius og Højre søgte at dysse sagen ned. Parallellerne til vore dages ’medieafsløringer’ af politikeres seksuelle, moralske eller økonomiske forhold er nærliggende - og politisk spin er absolut ikke kun et nutidigt fænomen. Desuden inddrages mange samtidige strømninger inden for bl.a. litteratur og kirkekredse, og man kommer omkring så forskellige emner som prostitutionslovgivning og -forhold, retspraksis, forfatningskampen og sagen om Georg Brandes’ professorat ved Københavns Universitet.

Bogen er velskrevet og veldisponeret. Det er både godt historisk håndværk og god formidling. Lars Andersens greb med at trække en i sig selv lille enkeltsag gennem fremkaldervæsken og dermed skabe et panoramabillede med mange detaljer af det sene 1800-tals politiske kultur og samfundsmæssige brydninger er inspirerende og gør bogen spændende og oplysende at læse.

Forrige artikel Næste artikel
Se relaterede artikler
Danmark under den 2. industrielle revolution
Flådens ran 1807
Galatheas forunderlige rejse