Menu
Forrige artikel Næste artikel

Stalin. Den røde zar og hans hof

Kategori: Bøger
Visninger: 815

 

Af David Høyer 

Dette er beretningen om den georgiske teologistuderende Josef Vissarionovitj Djugasjvilli der under sit nom de guerre ’Josef Stalin’ blev USSR’s mest frygtede diktator.

Den britiske journalist Simon Sebag Montefiori har skrevet intet ringere end et mesterværk. Denne biografi af Stalin og hans nærmeste medarbejdere er medrivende, sensationel og frem for alt lødig. Gennem Montefioris enorme kildemateriale får vi indblik i Stalins liv fra starten af 30erne frem til hans død i 1953. Bortset fra en kort gennemgang af Stalins liv og vej til den bolsjevistiske top i årene efter revolutionen kastes vi næsten direkte ind i den begyndende storm i starten af trediverne.

Den unge Sovjetstat stod på dette tidspunkt overfor en lang række vidtrækkende omvæltninger der på den ene side skulle banke enhver modstand væk hos de genstridige bønder, de såkaldte Kulakker. Efter at have gjort det af med denne trussel mod kollektiviseringen af landbruget, var det nu tid for Stalin til at erhverve sig den totale magt. Sovjetunionen var på dette tidspunkt ikke et diktatur, men derimod et oligarki i skikkelse af politbureauet. Stalins vej til enerådig diktator måtte derfor gå gennem en nedkæmpelse af enhver uenighed i politbureauet. Personer, der kunne true Stalins position og hans forståelse af den kommunistiske lære, stod derfor over for en meget brutal udrensning. Gennem Stalins breve og andres erindringer følger vi udrensningerne af det sovjetiske samfund i al dens gru og mord, og vi følger Stalins tidligere venners deroute fra magtens top til fangelejrene og henrettelserne. Bogen leverer også et fascinerende indblik i den sovjetiske ledelses håndtering af den tyske invasion i 1941 og hvorledes paranoia og Stalindyrkelse fuldkommen forpurrede Sovjetunionens evne til at svare igen på det tyske angreb. Bogen fortsætter frem til Stalins død og den efterfølgende magtkamp om arvefølgen.

For godt 10 siden udkom den nu afdøde russiske ’hofbiografiker’ Dmitri Volkogonov med sin første biografi i rækken af biografier om de tre øverste Sovjetiske ledere fra revolutionen Lenin, Trotski og Stalin. Volkogonovs første biografi om Stalin (Stalin Triumph and Tragedy, 1991) baserede sig på en stor mængde sovjetisk arkivmateriale som tidligere havde været gemt godt af vejen i de sovjetiske arkiver. Volkogonov leverede et pionerarbejde med de sovjetiske kilder, men man må sige, at han samtidig til tider henfaldt til en lang række banale tolkninger af Stalins personlighed og psyke. Simon Sebag Montefiori har med sin biografi ’Stalin – den røde zar og hans hof’, i det store og hele forsøgt at undgå disse nærmest banale lommepsykologiske forklaringer, som skal forsøge at forklare ’monstret’ Stalin. 

I stedet holder Montefiori sig mere til en meget snæver tolkning af Stalins gerninger som grundlæggende kalkuleret og politisk motiveret. Men Sebag er dog ikke bange for at diskutere forskellige begivenheders indflydelse på Stalins sind, såsom hans elskede kone Nadjas selvmord. Men at forsøge at reducere Stalin til en psykopat undlader han sig heldigvis. På trods af at han i de sidste år inden sin død begyndte at blive mere og mere paranoid. I stedet for denne lommepsykologiske analyse, som tidligere har været diktatorer som Hitlers skæbne i historieskrivningen, får vi i Montefioris biografi en indgangsvinkel, der i højere grad forsøger at forklare Stalins handlinger som en reaktion på den magtkamp, der foregik i den øverste ledelse af Sovjetunionen. En magtkamp der fik afskyelige konsekvenser ikke bare for den sovjetiske befolkning men også for hans egen familie. Desværre skæmmes bogen af et efterhånden klassisk eksempel på uoverensstemmelsen mellem forlagets forsøg på et blikfang og forfatterens egne konklusioner. Der er ingen tvivl om at Nadjas (Stalins kone) selvmord påvirkede Stalin dybt.

 Montefiori lader da også sin biografi starte med den skæbnesvangre aften, hvor Nadja efter et middagsselskab skyder sig. Forlaget skriver så på bagsiden i sin egen konklusion at ”Da [Nadja] skød sig selv bebrejdede Stalin alle de tilstedeværende og begyndte at udrydde dem i en blodrus af et hævntogt”. Men Montefiori selv tør dog ikke gå så langt i sine konklusioner, og skriver ”Måske var Stalin i færd med at gøre private regnskaber op med sin over-familiære familie, som mindede ham om Nadjas afvisning [læs: selvmord]”. Men trækker så alligevel i land og skriver  ”Han [Stalin] betragtede imidlertid ikke terroren som et privat familieopgør. Han udrensede sit belejrede land for spioner for at sikre sine vældige resultater, før der udbrød krig. Hans familie var blandt ofrene. Han betragtede dem som sit eget nødvendige offer i sin egenskab af bolsjevismens ypperstepræst.” 

I Montefioris øjne skal Stalins terror derfor ikke ses så meget som en hævngerrig galnings værk men som en politisk kalkule, hvor potentielle fjender enten skulle sættes ud af spillet eller lammes gennem frygt og terror, også hvis disse personer gennem familiære relationer kunne true hans position. Terrorens formål var derfor at drive enhver trussel mod Stalin og dennes planer for USSR ud af det sovjetiske samfund. Ingen skulle blive stærk nok til at kunne true Stalin, dette mærkede Kirov, den magtfulde og vellidte partichef fra Leningrad, hvis mord, der sandsynligvis var iscenesat af Stalin selv, markerede terrorens begyndelse i 1937. Selv general Sjukov, Stalins geniale general der knækkede den tyske hær på Østfronten, kunne ikke vide sig sikker, da han efter krigen pludselig så ud til at kunne overgå Stalin i kampen om folkets gunst. Sjukov måtte opleve den ydmygelse at have sit hjem ransaget og manuskriptet til sin egen selvbiografi konfiskeret med den begrundelse, at han skulle overlade historien til historikere. Herefter blev han sendt i eksil til en mindre indflydelsesrig post. Andre tidligere venner endte med at blive tortureret og få baghovedet skudt væk i det hemmelige politis hovedkvarter Lubjanka. Devisen ved Stalins hof syntes nærmest at have været ’lad ikke dit lys brænde for kraftigt.’

Styrken ved Montefioris biografi er, at den lader Stalin som menneske komme til udtryk gennem erindringer og personlige breve. Montefiori forlader dog aldrig sin sønderlemmende kritik af Stalin eller forsøger at undskylde Stalin. Forbavsende er det da også, at Montefiori konkluderer, at Stalins vej til toppen som Sovjetisk hersker ikke skete gennem trusler men derimod charme (her menes selvfølgelig perioden før terroren). Ligeledes er det også forbavsende, at Stalin overfor Krustjov indrømmede, at han ofte løb ud og gemte sig på toilettet, når hans uligevægtige kone Nadja fik et hysterisk anfald.

En anden styrke i Montefioris bog er, at den udover at være utroligt velskrevet og fyldt med anekdoter og personlige skæbner også leverer et billede af Stalins nærmeste medarbejdere. Ikke bare Stalins ofte omtalte torturbøddel og chef for det hemmelige politi Lavrenti Berija beskrives, men også udenrigsminister Molotov, med det lidet flatterende øgenavn ’jernrøven’ ophøjes fra anonym håndlanger til et menneske med tanker og bekymringer. De mange personer i Stalins kreds og deres indbyrdes relationer og baggrunde, er på den ene side fascinerende læsning, men på den anden side kan man også til tider miste overblikket i dette ocean af næsten enslydende slaviske navne. Har man ikke i forvejen et rimeligt indblik i Sovjetunionens historie, skal man holde tungen ekstra lige i munden for ikke, at denne gruppe skal blive til en stor sump af udifferentierbare menneskeskæbner.

Stalin – den røde Zar og hans hof, er en af de bedste beskrivelser af Stalin æraen jeg nogensinde har læst. Det er lykkedes Montefiori at skrive et vigtigt kapitel i Sovjetunionens og verdens historie på en underholdende måde, der appellerer til andre end historikere og russofile.

 

 

 

Forrige artikel Næste artikel
Se relaterede artikler
Historikeren Caspar Paludan-Müller
Min krønike 1932 - 1979 (Knud Heinesen)
At komme til sig selv