Doktoren og øen

Af Mette Guldberg

Bogens titelperson, ”Doktoren”, er Niels H. Anthonisen (1866-1945), der i et halvt århundrede var praktiserende læge i Nordby på Fanø. Han stammede fra Sønderho, Fanøs sydlige skipperby, men valgte at slå sig ned i Nordby, da han efter endt studietid i København i 1893 etablerede sig med praksis. Niels blev i 1894 gift med Mette Brinch (1871-1945), som også stammede fra Sønderho.

Disse to personer er omdrejningspunktet for fremstillingen, og forfatteren, som er barnebarn af doktoren, der ønsker på den baggrund ”at tegne et billede af et unikt dansk øsamfund og dets udvikling fra fattigt fiskersamfund til et af Danmarks største søfartssamfund – for derefter at blive en ø præget af turisme.” (s. 9).

Bogens indhold spænder vidt. Først og fremmest følger vi Niels og Mette: Vi hører om de to hovedpersoners forfædre i Sønderhos skippermiljø i flere slægtled, om deres forlovelsestid, om Niels’ gymnasietid i Ribe og studietid i København, om hans etablering som læge i Nordby, om ægteskabet og om Niels og Mettes liv i Nordby frem til de begge dør i sommeren 1945 med få måneders mellemrum. Sideløbende får vi øjebliksbilleder af de to byer, Nordby og Sønderho, og vi hører om søfartens afvikling, turismens fremvækst, kirken, krigene og meget, meget mere. Kort sagt: et tids- og stemningsbillede af Fanø i de knap 100 år, bogen dækker. Særligt udmærker bogen sig ved skildringen af livet i Nordby i årtierne efter afviklingen af sejlskibssøfarten, en periode, som ikke er helt så velbeskrevet i litteraturen som perioden før.

Niels og Mette i hestevogn på stranden

På trods af at Niels og Mette stammede fra skippermiljøet i Sønderho, var det ikke skippere og skibsredere, der udgjorde parrets omgangskreds i Nordby, men derimod lærere, håndværkere, handlende, forstanderen for Navigationsskolen og direktøren for Fanø Vesterhavsbad. De deltog begge i byens offentlige liv. Niels var medstifter af partiet Det Radikale Venstre og medlem af byens diskussionsforening, som havde emner som ”Er den socialistiske stat en utopi?” og ”Esbjerg kontra Fanø” på dagsordenen. Som medlem af sognerådet var han med til at tage beslutninger om kommunens engagement i den nye tids opgaver: Gasværk, skole, vandværk, elværk, epidemisygehus og færgeri. Mette var bl.a. medlem af Værgerådet, medlem af bestyrelsen for Dansk Kvindesamfund og formand for den lokale afdeling af Kvindernes Internationale Liga for Fred og Frihed. Gennem bogens hovedpersoner fortælles om de store forandringer i perioden, hvortil også hører, at kun ét af parrets i alt syv overlevende børn blev boende på Fanø, mens andre af børnene beholdt tilknytningen til Fanø ved at købe sommerhus på øen.

Fanø Bad. Tegning i Illustreret Tiden udført af Knud Gamborg 1892

I sin ambition om at ville beskrive hele udviklingen kommer forfatteren undertiden til at gætte sig til, hvordan tingene er foregået, i stedet for at holde sig til oplysninger, der er belæg for. Især i første halvdel af bogen forekommer flere vage formuleringer i stil med ”Alt tyder på, at Søren Nielsen Anthonisens livsforløb har været sådan” (s. 22), ”Mettes opvækst var sikkert som de fleste unge pigers opvækst i Sønderho” (s. 40), og ”han [Niels Jensen Tækker] kan meget vel havde tjent mange penge” (s. 46). Dermed kommer forfatteren til at reproducere gængse forestillinger om livet på Fanø frem for at nuancere dem, og som læser kan man undertiden blive i tvivl om, hvor de faktuelle oplysninger ender, og hvor fortællingen overtager. Dertil kommer, at forfatteren kun i meget lille udstrækning redegør for, hvilket materiale bogen bygger på. Det fremgår indirekte, at forfatteren har haft adgang til en brevveksling mellem Mette og Niels, men hvor omfattende den er, hvilken periode, den dækker, og hvor den befinder sig, oplyses ikke. Bogen er forsynet med et noteapparat, men det benyttes ikke konsekvent, og lange passager af teksten er helt uden notehenvisninger, skønt de rummer mange nye og interessante oplysninger. Bogen får dermed karakter af historiefortælling snarere end af en historisk fremstilling. Litteraturlisten er fyldig og består fortrinsvis af baggrundslitteratur, idet der i noterne kun henvises til knap en tredjedel af de godt 50 titler på listen. Der forekommer en del gentagelser i bogen, og visse afsnit kan virke lidt påklistrede i sammenhængen, f.eks. afsnittet om skibsskæbner (p. 117-129).

Som helhed er der tale om en læseværdig og rigt illustreret bog, der føjer nye detaljer til Fanøs righoldige historie. Det gælder især bogens skildring af udviklingen efter sejlskibstiden og af, hvordan et ungt par fra Sønderho valgte at bryde op fra skippermiljøet og flytte til Nordby, ernære sig ved et liberalt erhverv og engagere sig i foreningslivet og lokalpolitik. Bogen vil især finde en læserskare blandt de mange, der interesserer sig for Fanøs lokalhistorie.

[Historie-online.dk, den 21. januar 2026]