Menu
Forrige artikel

Planer om nyt fjordmuseum

Kategori: Nyheder og aktiviteter
Visninger: 1851

 

På havnen i Hobro ligger et fint gammelt gult pakhus, der i dag danner rammen om Lystfartøjsmuseet. Det hører under Nordjyllands Historiske Museum, som nu vil tiltrække endnu flere gæster til kulturmiljøet på havnen. Det skal ske ved at føje flere emner til museets fortællinger og modernisere formidlingen af dem.

Det er planen, at det fremover ikke kun er lystsejlads, men blandt andet fritidslivet omkring fjorden i bred forstand, man skal opleve på museet.

”Vi ved, at der findes masser af gode fortællinger om livet i, på og omkring Mariager Fjord – ikke kun fra Hobro, hvor Lystfartøjsmuseet ligger, men også fra alle de andre områder, der støder op til fjorden – eksempelvis Hadsund og Mariager. De fortællinger vil vi gerne arbejde med i et nyt fjordmuseum”, siger Lars Christian Nørbach, der er museumsdirektør for Nordjyllands Historiske Museum, som Lystfartøjsmuseet er en del af. 

Han understreger, at alt endnu er på tegnebrættet, og at realiseringen af et nyt fjordmuseum tidligst vil ske om fem år. Der er på ingen måde tale om at nedlægge Lystfartøjsmuseet, men tværtimod skal en omlægning af museets indhold ses som en opprioritering af pakhuset, der ligger midt i kulturmiljøet på havnen i Hobro.

”Lystfartøjer vil stadig være en central del af fortællingen på museet. Men en udvidelse af de emner, vi formidler, spiller sammen med værftet og de øvrige aktører på havnen og på den måde vil et nyt fjordmuseum være med til at tiltrække mange flere turister til området”, fastslår Lars Nørbach.

Se Nordjyllands Historiske Museums hjemmeside

[Historie-online.dk, den 4. september 2019]

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Jagten på den sidste damp
Christian Hansen - Historiens Aktører Nr. 57
Maj. Très Riches Heures du Duc de Berry