Menu
Forrige artikel Næste artikel

Blinde vinkler

Kategori: Nyheder og aktiviteter
Visninger: 837

 

I 100-året for salget af Dansk Vestindien viser Det Kgl. Bibliotek en stor udstilling om øernes visuelle kulturhistorie. Udstillingen sætter fokus på billeder og kort i danske arkiver og samlinger. Og spørger hvad billederne fra øerne egentlig viser – og hvad man ikke kan se.

De tre caribiske øer St. Thomas, St. Croix og St. Jan var danske kolonier i mere end 250 år, og Det Kgl. Biblioteks samlinger er ligesom andre danske arkiver fulde af genstande fra denne del af Danmark og øernes fælles historie.

Udstillingen fokuserer på det visuelle materiale, som findes i biblioteket: landkort, postkort, fotografier, aviser m. m. De mange afbildninger kan måske synes at give et direkte vindue til Danmarks koloniale fortid, men ingen afbildning er neutral, og for det meste er billederne skabt af og for magthaverne. For eksempel var kortlægning af øerne ikke kun neutral videnskabelig registrering, men også første skridt mod at kunne udstykke og udnytte jorden kommercielt. Og de mange smukke illustrationer af idyllisk plantageliv viser ikke de slavegjorte afrikanere, hvis frihed og helbred plantageejerne havde ofret i processen med at fjerne den vilde natur og dyrke jorden.

Udstillingen viser et udvalg af motiver fra de første stik af Columbus, der møder Vestindiens "ædle vilde" i 1400-tallet, over danske familiers fotoalbum fra omkring år 1900 samt avisernes nøgterne efterlysninger af bortløbne slavegjorte og frem til nutidens lokkende reklamer for rejser til øernes hvide sandstrande. Det historiske materiale udstilles sammen med værker af billedkunstnerne La Vaughn Belle, Jeannette Ehlers og Nanna Debois Buhl, der alle arbejder med fremstillingen af Danmarks koloniale fortid. Og undervejs i udstillingen vil en række forskellige menneskers nutidige reaktioner på billederne dukke op i et parallelt lydspor.

Udstillingen er en del af Det Kgl. Biblioteks samlede markering af 100-året for salget, som også indbefatter digitaliseringer, workshops, foredrag og samtaler, konferencer og en koncert. Læs mere om digitaliseringen på www.kb.dk/dvi.

Læs seniorforsker Mette Kia Krabbe Meyers introduktion til udstillingen i Det Kgl. Biblioteks kulturmagasin diamanten.

Udstillingen åbnes torsdag d. 18. maj 2017 kl. 16 i Den Sorte Diamant

Udstillingen vises i Det Kongelige Bibliotek Den Sorte Diamant Rotunden

Udstillingen er åben for publikum fra 19. maj 2017-3. februar 2018

Læs mere om udstillingen: www.densortediamant.dk

 

historie-online.dk, den 9. maj 2017

Forrige artikel Næste artikel
Se relaterede artikler
Abelines Gård på Holmslands Klit
Ungarerne på Knabstrup
Rejsen - ny særudstilling på MoMu