Syriske hverdage på Samsø
Menu
Forrige artikel

Syriske hverdage på Samsø

Kategori: Nyheder og aktiviteter
Visninger: 290

 

Der bor lige nu ca. 60 mennesker fra Damaskus og Aleppo på Samsø. Fra den 29. september viser Moesgaard Museum udstillingen ’Efter flugten - Syriske hverdage på Samsø’, som vil vise, hvad det vil sige at være flygtning på en ny og anderledes måde end den, som den danske befolkning møder gennem deres daglige medieforbrug.

Gennem personlige historier vil udstillingen ’Efter flugten - Syriske hverdage på Samsø’ give flygtningekrisen en række personlige ansigter, hvor vi både hører om de voldsomme oplevelser, flygtningene har haft undervejs, samt de følelser, fortællinger og fremtidsplaner, der opstår efter flugten, når de er genhuset i Danmark og skal opbygge et nyt hjem og en ny tilværelse.

Menneskelige konsekvenser

Danskerne kender historien om syriske flygtninge fra medierne: desperate mennesker i gummibåde og trætte børn på motorveje med små rygsække, der skulle have været deres første skoletaske. Men hvem er han, den syriske smed, der nu vil åbne en madvogn på Samsø? Hvilke fremtidsudsigter ser det unge syriske par, som var ved at starte et familieliv i Damaskus, når de nu kører rundt på Samsø i en gammel bil og hører Rasmus Seebach?

Med kombinationen af samtidshistorisk dokumentation fra Samsø, etnografisk viden om Syrien og en unik mulighed for indlån af Nationalmuseets vandreudstilling ’På Flugt’ vil Moesgaard Museums etnografer give publikum indsigt i Syrien, den nuværende situation i landet og de menneskelige konsekvenser bag overskrifterne.

Med i udstillingen indgår genstande som en gummibåd fra Team Humanity, redningsveste og efterladte ejendele fra flygtningelejre.

'Efter flugten - Syriske hverdage på Samsø' kan ses i udstillingslaboratoriet på Moesgaard Museum fra 29. september til 30. december 2018.

 

Billedet på forsiden: Asma og børnene til drageflyvning og sommerpicnic med Verdenscafeen i Nordby bakker, Samsø. Foto: Line Grüner

Historie-online.dk, den 9. oktober 2018

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Kulturministeren indviede nyt familiespil på Mosede Fort, Danmark 1914-18
Ramaskrig
Danmarks Jernbanemuseum åbner videncenter