Af Henning Lyngsbo
Den 18.april 1955 døde Albert
Einstein(76) på Princeton Hospital som følge af en
indre blødning. En udposning(aneurisme) på den
abdominale aorta var bristet. Han havde i nogen tid
vidst, at det ville ske, men ønskede ingen operation.
Han var imod en kunstig forlængelse af livet, sagde
han.
Han blev kremeret, og asken spredt i
Delaware floden. Han ønskede dette, så hans sidste
hvilested ikke skulle blive genstand for morbid
dyrkelse.
Inden kremeringen fandt sted,
foretoges en sædvanlig obduktion af Einsteins legeme
af en patolog ved navn Thomas Harvey. Obduktionen
havde Einstein på forhånd accepteret, men ikke dens
noget groteske forløb. Harvey fjernede og beholdt
Einsteins hjerne i mere end 40 år! I mellemtiden
delte han ud af stykker fra hjernen til tilfældige
forskere. Einsteins øjenlæge havde sågar også set
sit snit til at fjerne Einsteins øjeæbler!
Der kom i øvrigt ikke noget afgørende
ud af de studier, der blev foretaget af Einsteins
hjerne. Den var stort set som alle andre hjerner.
Einstein havde selv beskrevet sig som
værende ikke mere begavet end andre. At han ikke
havde specielle talenter. Til gengæld mente han, at
hans umættelige, ja lidenskabelige nysgerrighed var
den afgørende faktor i hans evne til at søge og
finde løsninger på mange af mikro- og makroverdenens
gåder. Fantasi er vigtigere end viden, erklærede
han. Og frihed for individet var et af hans
”valgsprog”, for kun individet kunne frembringe
nye ideer.
Albert Einstein var imod enhver form
for autoritet. Han satte på det nærmeste en ære i
at provokere autoriteterne med sin ofte næsvise
ikke-konformitet. Om sit syn på skolen sagde han, at
den skulle bygge på stimulans af kreativitet og
fantasi. Ikke terperi. Man skulle lytte til og optage
elevernes kritik og kommentarer venligt.
Historieundervisning skulle nærmest
være det vigtigste fag i skolen. Igen med fokus på
mennesket, som det kritiske og skabende individ.
Forfatteren af den nyudkomne bog om
Einsteins liv og univers har frembragt et pragtværk,
der må betegnes som et af højdepunkterne i den række
af Einstein-biografier, der hidtil er udkommet. Og det
er mange. Fortrinsvis videnskabelige biografier. Når
Walter Isaacsons biografi især udmærker sig, skyldes
det, at offentligheden i 2006 fik adgang til Einsteins
arkiver. Forfatteren har fundet meget kildemateriale,
der beskriver Einsteins følelsesliv, tanker og
meninger om familie, venner, autoriteter, politik
etc.. Omsat til en kronologisk odyssé over Einsteins
liv og færden blandet med pædagogisk beskrevne
highlights indenfor Einsteins videnskabelige karriere,
har Walter Isaacson frembragt et digert værk, som
uanset sin størrelse -
gravitationen fornemmes – giver læseren
oplevelse på oplevelse. Det er en bog, som man har svært
ved at lægge fra sig.
Researcharbejdet har været
omfattende. Bearbejdelsen ligeså. Forfatteren har
haft over 30 personer, herunder videnskabsmænd og
Einstein-kyndige til at gennemgå hele eller dele af
manuskriptet.
Forfatteren har tidligere udgivet
bl.a. biografier om Henry Kissinger og Benjamin
Franklin.
Bogen er veludstyret med
persongalleri, kildemateriale og noteapparat. Hertil
kommer et yderst læservenligt stikordsregister.
Bogen må betegnes som både en
videnskabelig og almindelig biografi. Altså en bog
for alle. Forfatteren havde, for at sikre sig det,
indforskrevet 2 gymnasielærere i fysik til at gennemlæse
bogen omhyggeligt. Dels for den tekniske korrekthed,
men også for bogens forståelighed hos de læsere,
hvis seneste berøring med fysikken stammede fra
skoletiden/gymnasiet! Her har forfatteren nok glemt,
at hukommelsen om fysiktimerne er omvendt proportional
med årene derefter. Men fortvivl ikke. Bogen er
opbygget så fornuftigt, at den læge læser uden at
miste ideen med bogen kan springe de tunge tekster
over og alene koncentrere sig om mennesket Einstein.
Men prøv alligevel at læse teksten et par gange. Den
er meget læse- og forståelsesvenlig. Så mon ikke de
historiske vingesus kommer inden for hørevidde?
Albert Einstein blev født i den
tyske by Ulm i 1879 og skulle blive den vel nok største
og mest kendte videnskabsmand i verdenshistorien efter
englænderen Isaac Newton. Allerede som 26 årig skrev
han, medens han var ansat på et patentbureau i Bern,
Schweiz, de 5 berømte artikler: 1. Om lysets
frembringelse og omdannelse. Den foto-elektriske
effekt. 2. En ny bestemmelse af molekylers
dimensioner. 3. De Brownske bevægelser. 4. Den
specielle relativitetsteori. 5. Er inertien af et
legeme afhængig af dets energiindhold? (Den berømte
formel E=mc2, der også var en af forudsætningerne
for frembringelsen af atombomben.)
Det var artikler, der fik den gamle
garde af fysikere til at spærre øjnene op.
Einstein fik en doktorafhandling ud af nr. 2 og
Nobelprisen i
1921 for nr.1, Den foto-elektriske effekt. Inden da
havde Einstein nået at udvikle sin endnu mere berømte
Almene relativitetsteori (1919).
2 år efter fik Niels Bohr sin
Nobelpris for sin teori om brintatomet(1913). Som det
ses var der mange års ”forsinkelse” på
uddelingerne. Men det var modstanden fra ”The
Establishment”, der kom til udtryk.
Niels Bohr bliver omtalt mange gange
i bogen. Endog med stor respekt. Han og Einstein havde
mange fejder, idet Einstein ikke kunne acceptere
kvantemekanikken, herunder den af Bohr fremsatte københavnerfortolkning.
De mest kendte bataljer stammer fra de store
Solvay-debatter i 1927 og 1930. Begge gange sejrede
Niels Bohr. Han modstod Einsteins kraftige, følelsesladede
angreb på kvantemekanikken, der jo opgav fysikkens
hidtil gældende kausale determinisme til fordel for
en virkelighed, der defineredes ud fra ubestemthed,
uvished og sandsynlighed.
Uanset nederlaget fortsatte Einstein
resten af sit liv ufortrødent med at lede efter en
teori, der kunne forbinde elektricitet, magnetisme,
gravitation og kvantemekanik. De såkaldte Forenede
Feltteorier. Men det lykkedes aldrig. Ikke for ham,
men måske for andre. Stephen Hawking ved Cambridge
universitet søger intenst efter en endelige forening
af Einsteins gravitationsteori og kvanteteorien. Han
angriber problemet anderledes. Begynder med Einsteins
klassiske univers og kvantiserer så universet. Også kaldet kvantekosmologi. Så selv mere end 50
år efter Einsteins død er hans teorier fortsat i vigør.
Einstein var professor i henholdsvis
Zürich, Prag og Berlin. I 1933 emigrerede han og hans
familie til USA, hvor han blev professor på Princeton
Universitet. Han vendte aldrig tilbage til Europa. I
1940 blev han amerikansk statsborger. Året forinden
var Niels Bohr i USA, hvor han orienterede forskerne
om opdagelsen af kernespaltningen, hvorved der blev
frigjort et antal neutroner, der kunne sætte en kædereaktion
i gang, med deraf følgende frigørelse af store
energimængder. Einstein skrev herom til Præsident
Roosevelt nogle måneder senere. Han påpegede, at
tyskerne måske var i gang eller kunne komme før USA
med en fremstilling af en atombombe. Første kædereaktion
i en reaktor indtraf 2. december 1942. Einstein var
ikke med i det såkaldte Manhattan-projekt. Han var en
sikkerhedsrisiko. Bogen afdækker de mange problemer
Einstein havde med sin erklærede pacifisme, der
opfattedes som kommunisme. Han ændrede dog standpunkt
efter Hitlers valgsejr i 1933. Men mange andre
interessante emner behandles, såsom forholdet til jøderne,
til eksistensen af en gud, til geopolitiske
overvejelser etc..
Et seriøst og anbefalelsesværdigt værk
om geniet Einstein. Hans liv og univers.
