Jorden rundt i 1845-47
Af
Poul Porskær Poulsen, arkivar Vejle Byhistoriske
Arkiv & Stadsarkiv
Om få dage stævner den tredje
Galathea-ekspedition ud på de syv verdenshave. Dansk
videnskabelige forskning skal igen have et indspark
derudefra – måske kommer der nye opdagelser, nye
arter, nye sammenhænge, nye erkendelser – hvem ved,
man kan jo have lov til at håbe!
I begyndelsen af 1950’erne sejlede
den anden Galathea-ekspedition ud og gjorde store
opdagelser, men det hele blev faktisk indledt i 1845,
hvor korvetten Galathea den 24. juni sejlede ud fra København.
Planen var at sejle jorden rundt og på turen gøre
videnskabelige undersøgelser, hvorfor der også var
adskillige videnskabsmænd med ombord: Zoologer,
kartografer, geologer, en entomolog m.fl. Og
naturligvis tegnere til at afbillede de mange særheder,
man ville finde undervejs. Turen kom til at var godt
to år; 23. august 1847 lagde Galathea til ved Københavns
red, og på de to år var der sket en masse. Måske
ikke helt som det var planlagt, men de rejsende havde
i hvert fald fået en mængde nye indtryk og
oplevelser og nogle var mærket for livet af sygdom.
De videnskabelige resultater af
ekspeditionen var begrænsede. Mange af de genstande,
der blev bragt eller sendt hjem, blev ikke genstand
for egentlig undersøgelse, nogle gik til, mens de
ventede på, at videnskabsmænd skulle give sig til at
forske i dem og skrive om dem. Men det var nu ikke kun
derfor: Rejsen kunne formodentlig have givet endnu større
resultater, hvis kaptajnen, Steen Bille, havde været
interesseret i naturvidenskab. Videnskabsfolkene
ombord fik kun begrænset mulighed for at undersøge
de steder, der blev besøgt – og en del steder, som
videnskabsmændene mente ville være et besøg værd,
ønskede Bille ikke at besøge. Angiveligt fordi han
var mest interesseret i at komme til allerede
civiliserede havne, hvor der var mulighed for
visitter, baller osv. Derimod var han ikke meget for
de mere øde pladser – hvor der måske kunne have været
spændende og nye oplysninger at finde.
Alt dette hører vi om i Søren
Koustrups bog. Koustrup er tipoldebarn af en af
ekspeditionens deltagere, tegneren Chr. Thornam, fra
hvem der er gemt adskillige breve. Så mange af
beskrivelserne er hans, for Koustrup lader nemlig de
deltagende fortælle selv. Bille og Thornams
skriverier er de mest talrige, men også andre af de
ombordværende har ytret sig, og gennem disse breve,
dagbøger og efterfølgende beretninger lader Koustrup
os følge Galathea jorden rundt. Selve formen med at læse
citater i stedet for en afrundet fremstilling kan godt
virke lidt irriterende i begyndelsen. Citaterne er jo
også bearbejdet til (næsten) nutidssprog, og man kan
spekulere over, om citaterne mon er korrekte (specielt
når forlaget i pressemeddelelsen kalder bogen for en
fortælling i romanform), men jeg vælger at tro, at
man kan stole på citaternes autencitet – og efterhånden
som rejsen skrider frem vender man sig også til
formen, fordi man kommer til at kende de skrivende.
Billes meget minutiøse og meget velformulerede
beskrivelser af alle de mange lokaliteter, der blev
besøgt – han er bestemt en god iagttager – og
Thornam, der bestemt også har antennerne ud og ser
meget – ikke mindst spindesiden af de mange
forskellige indfødte folk har hans uforbeholdne
interesse. F.eks. på Bora Bora, hvorfra han betror søsteren
hjemme i Danmark:
”Jeg
har mødt en pige – en virkelig nydelig ung pige,
der har en formue på et halvt hundrede kokostræer,
to svin og nogle høns, og som på det nydeligste og
naiveste måde gav mig sin kærlighedserklæring. Hun
trak en ring af sin finger for at give mig, men jeg
tog forstanden med på råd og gav hende en kurv. Det
har jeg aldrig gjort før, og det bliver vist også
sidste gang.
For
det første var jeg bange for at hun ikke ville falde
i din smag, da hun var temmelig brun, lugtede stærkt
af kokosolie, røg dygtigt tobak og spyttede slemt.
Og
for det andet plejer disse gode damer at blive gamle,
før de er tyve, og det ville jo være kedeligt.
Endelig
det tredje, som slog hovedet på sømmet: Jeg er bange
for at hendes familie skulle få i sinde at besøge os
i København – og de har ingen klæder på.” Thornam
har også tegnet denne sydhavs-skønhed, og man forstår,
at det kunne være svært for enlige mænd på
jordomsejling ind imellem!
Vi får en masse at vide om
forskellige steder som Nicobarerne, Malysia, Batavia,
Manila, Canton, Sandwichøerne, Valparaiso osv., og
tidens måde at beskrive det fremmede på er meget
anderledes fra, hvordan man i dag beskriver andre
kulturer. Her er Bille i Singapore: ”Malajen går altid med en dolk ved sin side, og ikke sjældent er den
forgiftet. Undertiden bærer han tillige en bøsse på
nakken. Hans trodsige gang og skumle blik forråder en
vildhed, der stikker skarpt af mod hinduens
kvindagtighed og den sanselige kinesers
selvtilfredshed”. Og
Thornam om de samme malajer: ”Malayen
er stolt, vellystig, falsk og snedig, doven, dorsk og
ordknap. Lige så stærk overtroen er blandt dette
folk, lige så slap er dets religiøsitet…”
Den slags karakteristikker af alverdens folkeslag er
der masser af, og det er faktisk spændende læsning
at være placeret tilbage i hovedet på en
1840’er-dansker ude i den store verden. Og det må
man vel sige om bogen generelt, der også er smukt
illustreret af mange af de tegninger, som Galatheas to
tegnere bragte med hjem. Man keder sig ikke i selskab
med Bille, Thornam og de andre ekspeditionsdeltagere,
dels fordi de skriver godt og de mange steder, der besøges,
er så elementært interessante at høre om (som i en
gammeldags drengebog). Også livet ombord hører vi en
del om, og man kan prise sig lykkelig for, at man ikke
var sømand på den tid: Hårdt arbejde, tørre tæsk,
dårlig plads og en sjælden landgang var hvad, man
kunne forvente, og en gang imellem skyllede jo altså
også en og anden overbord, eller man blev angrebet af
forskellige former for sygdom, såsom nicobarfeber, skørbug
osv., og det kunne også koste livet. Koustrup har søgt
at få denne del af ekspeditionsdeltagerne med også,
selvom det er indlysende svært, eftersom der ikke er
efterladt så meget skriftligt materiale, men det
meste af beretningen foregår hos officerer og
videnskabsfolk – og det var jo ofte også kun dem,
der fik lov at komme i land, så det er jo også dem,
der har mest at fortælle.
Men held og lykke til Galathea 3 og
det samme til denne beretning om rejsen jorden rundt i
midten af 1840’erne. Beretninger om eksotiske steder
kan vi godt bruge endnu, og de interne gnidninger i
besætningen er naturligvis med til at vække
interessen. Som nævnt så vænner man sig til formen
med citat på citat, men man får også nok af den til
sidst – jeg tror nu stadig en fremstilling inklusive
de mest beskrivende citater ville have været at
foretrække. Den sidste beretning om den rejse er nok
ikke skrevet endnu, men med denne har man fået en let
læst og spændende beretning, der vil kunne læses
blot med et minimum af forhåndsinteresse.
