BogFeature
Farvel til Slotsholmen

Af Thomas Mathiasen

Hans Engell var en af de første politiske kommentatorer, der med temmelig stor overbevisning kunne fortælle, at Anders Fogh Rasmussen var spidskandidaten i det felt af ansøgere, der var på tale som generalsekretær i NATO. Hans Engell henviste i den forbindelse til sine gode kontakter i NATO-kredse. Når man læser Hans Engells nyeste bog Farvel til Slotsholmen forstår man faktisk, at Hans Engell havde en ret god ballast til at komme med sine forudsigelser om statsministerens fremtidsplaner. I bogen nævner han nemlig utallige gange sin særlige interesse for sikkerhedspolitiske spørgsmål og for NATO. Han startede som bekendt også sin politiske karriere som forsvarsminister i Poul Schlüters første regering, og selv om han siden fik andre poster, så blev han ved med at deltage i møder og konferencer i stort set alle europæiske lande, hver gang NATO havde arrangeret et topmøde. Således fik han opbygget det netværk af NATO-kontakter, som han kunne bruge som kilde til at forudsige statsministerens snarlige jobskifte.

Den aktuelle bog ligger i forlængelse af erindringsbogen På Slotsholmen fra 1997, der omhandlede tiden som minister frem til 1993, hvor Schlüter-regeringen som følge af Tamilsagen måtte træde tilbage. Foruden den første erindringsbog har Hans Engell skrevet en række mindre hæfter med forsvars- og retspolitik som tema. I den lidt mere kuriøse afdeling er han også forfatter til en artikel i Aschehougs biografiske leksikon: 339 kendte personer der aldrig har levet, hvor han beskriver Don Corleone og resten af mafiafamilien fra de tre Godfather-film som om de næsten var virkelige personer. Stilistisk er den artikel en nydelse og på en meget subtil måde kan man sige, at Hans Engell med den aktuelle bog som en anden Michael Corleone vender tilbage for at gøre op med fortidens modstandere. Tidsmæssigt strækker bogen sig som sagt fra 1993 og frem til han trækker sig tilbage fra politik for at blive chefredaktør på Ekstra Bladet i 2000. Et lille appendiks på 20 sider beskriver i korte træk tiden som chefredaktør på Ekstra Bladet.

De tre helt gennemgående begivenheder fra perioden som stadig aktiv politiker, der beskrives i bogen, er i første omgang den såkaldte tamilsag, der forårsagede Schlüter-regeringens fald i 1993. Dernæst er det bruddet med Venstre i forbindelse med finanslovsforhandlingerne i 1995, hvor Det Konservative Folkeparti opnåede enighed med Socialdemokraterne om finanslovforhandlingerne det år, hvilket gjorde Venstre og i særdeleshed Uffe Ellemann-Jensen rasende, og endelig eftervirkningerne af det uheldige møde med en betonklods på Helsingør-motorvejen, der medførte en blodig fløjkamp hos Det Konservative Folkeparti efter Hans Engells afgang som partileder. Næsten alt andet, som der beskrives i bogen, kan ses som en følge af de tre store begivenheder.

Set udefra har Anders Fogh Rasmussen siden 2001 formået at samle både Venstre og Det Konservative Folkeparti i et nogenlunde harmonisk arbejdsfællesskab. Men folk med kendskab til dansk politik ved, at en sådan tilstand nærmest er undtagelsen, der bekræfter reglen om, at Venstre og Det Konservative Folkeparti altid har været i krig med hinanden. De var det i hvert fald i 1993, da Poul Schlüter ville træde tilbage og overlade regeringsmagten til oppositionen uden et mellemliggende folketingsvalg. Det var stort set kun konservative ministre og politikere, der havde været fedtet ind i Tamilsagen, så Venstre mente, at de kunne køre frihjul og vinde et eventuelt folketingsvalg, hvormed Uffe Ellemann-Jensen kunne blive statsminister. Denne chance blev han snydt for, og det tilgav han aldrig Poul Schlüter.

Tamilsagen havde ret alvorlige følger for det danske samfund, konstaterer Hans Engell, og mener her ikke kun, at landet fik en socialdemokratisk ledet regering. Det store magtfulde justitsministerium fik nemlig indskrænket sin magt betydeligt. Udlændingeområdet blev overført til Indenrigsministeriet, og senere til et egentligt integrationsministerium. Andre dele af det store område, som havde været under Justitsministeriet, blev ført over til Trafikministeriet. I første omgang var det et stort chok for de ansatte, der havde været vant til, at Justitsministeriet nærmest fremstod som en stat i staten, med utallige karrieremuligheder for unge, ambitiøse jurister. Men efterhånden bredte der sig alligevel en vis tilfredshed med, at man var blevet trukket lidt tilbage fra den politiske arena, og man kunne koncentrere sig om de juridiske kerneområder.

En anden – og måske endnu alvorligere - følge af Tamilsagen var, at embedsmændene blev forsigtige. De havde lært, at jo tættere man var på ministeren og de politiske beslutninger, des større risiko var der for at blive trukket ind i mediekværnen og få et efterfølgende juridisk ansvar. Tidligere havde embedsmændene optrådt mere smidigt og kunne i nogen grad fungere som ministerens rådgiver også på det politiske – nogle gange endda på det partipolitiske - plan. Efter Tamilsagen var det helt slut. For hvem skulle hjælpe ministeren med de mere politisk prægede opgaver og idéudvikling, når embedsmændene nu var blevet skræmte over udsigten til at få brændt vingerne? En ny type medarbejdere måtte opfindes. Spindoktorernes tid var kommet. Det er i hvert fald Engells forklaring. Helt så simpel er forklaringen nok ikke, men det er bestemt en god pointe.

Hans Engell holder sig ikke tilbage, når han skal beskrive politiske med- og modspillere i bogen. Poul Nyrup Rasmussen betegnes som en ”svag statsminister.” Bendt Bendtsen beskrives som ”de små sagers politiker” og hans indlæg i folketingsgruppen var præget af ”sproglig uklarhed og indimellem vaklen i standpunkterne”. Bendt Bendtsen ”fik sjældent nye og gode ideer”, skriver Hans Engell senere i bogen, og holdningerne kunne ”være noget firkantede” og præget af Bendt Bendtsen baggrund i politiet. Adressaten var i højere grad kollegerne på politigården i Odense end den mere raffinerede konservative advokattype.” Kaj Ikast får direkte betegnelsen ”giftspreder” hæftet på sig, og om den senere trafikminister Flemming Hansen skriver Hans Engell, at han var skatte- og erhvervsordfører ”hvilket strakte hans intellektuelle kapacitet til det yderste.” Den politiske kommentator, tidligere spindoktor for Per Stig Møller og forfatter til romanen Kongekabale, Niels Krause-Kjær, betegnes som ”en fingernem tøsedreng”, og om selveste Anders Fogh Rasmussen får vi at vide, at han ”ikke kan fordrage socialdemokrater”, men det kommer næppe bag på ret mange mennesker.

Allerværst er dog karakteristikken af et par mennesker, der på det organisatoriske plan indtog ledende positioner i Det Konservative Folkeparti. Den organisatoriske næstformand Erling Aaskov var ”aldrig blevet grebet i at fremkomme med brugbare ideer, der kunne forny og udvikle partiet” skriver Hans Engell. Erhvervsmanden Poul Andreassen fra ISS og Storebæltsforbindelsen, der på et sent tidspunkt i den konservative borgerkrig blev placeret som formand i partiet, bliver nærmest beskrevet som en totalt politisk nar. Fra erhvervslivet var han ikke vant til at blive modsagt eller få afprøvet sine argumenter, og i forbindelse med en anonym avisartikel om en fugtig julefrokost i folketingsgruppen og et efterfølgende forsøg på at ekskludere Jens Heimburger fra partiet, viste Poul Andreassen sine manglende evner som samlende figur i partiet. Jens Heimburger var i øvrigt endnu et eksempel på den type politiker, der forsøgte at kombinere en dynamisk erhvervskarriere med rollemodellen som familiefader og aktiv politiker med sans for menneskelige værdier. Som udgangspunkt var det et godt og sympatisk forsøg, skriver Hans Engell, men i virkelighedens verden var det et håbløst projekt.

En af de sidste afgørende episoder, der omtales i bogen, foregår i sommeren 1999 i Skt. Petersborg, og beskriver netop en af de mange konferencer som Hans Engell så flittigt deltog i. Det var dog ikke et møde i NATO, men i OSCE denne gang. Hans Engell var rejst til konferencen sammen med de radikales Morten Helveg Petersen, Peter Skaarup fra Dansk Folkeparti, Søren Søndergaard fra Enhedslisten og socialdemokraten Helle Degn. Mens konferencen blev afviklet i Rusland trak det op til det endelige opgør i den konservative borgerkrig hjemme i Danmark. Pia Christmas-Møller havde overtaget formandsposten i partiet efter Per Stig Møllers korte formandsperiode, men uroen havde ikke lagt sig, og der var stadig usikkerhed om, hvorvidt Hans Engell og hans støtter igen ville forsøge at overtage ledelsen af partiet. Pia Christmas-Møller benyttede Hans Engells fravær til i stort opsatte avisartikler at udfordre Engell til at komme ud af busken, og fortælle om han havde planer om at gøre comeback på ledelsesniveau. Medierne lugtede blod endnu engang og bestormede Hans Engell med opkald om den seneste udvikling i den konservative krise. Men han holdt sig i flyverskjul i Rusland et par dage og diskuterede sagen intenst med sine medrejsende kolleger fra andre partier, der alle hørte til ”Folketingets mest snu hjerner, kølige analytikere og gode taktikere”, som Hans Engell noterer. Ved hjemkomsten til lufthavnen, hvor et massivt presseopbud stod klar, hjalp kollegerne ham også gennem den kaotiske situation, og i Enhedslisten måtte Søren Søndergaard høre på kritik over, at han nærmest havde fungeret som ”bodyguard for en tidligere konservativ krigsminister” i lufthavnen. Hans Engell bruger episoden til at fortælle, at der på tværs af partierne, og alle de partipolitiske kampe og stridigheder på Christiansborg, også hersker et kammeratskab blandt medlemmerne af de forskellige partier.

Selv om Hans Engel adskillige gange gennem bogen fortæller om sine egne fejldispositioner og andre ting, som han fortryder på det politiske plan, så formår han alligevel at fremstille solsiden af Hans Engell. Men andet kan man vel heller ikke forlange. Andre politikere fra Det Konservative Folkeparti – og ikke mindst hans tidligere hustru – har i bogform givet et andet billede af Hans Engell. Sådan må det være, når politikere skal skrive erindringer. I hvert fald har vi med denne bog fået en meget levende beskrivelse af en af de mest spændende politiske perioder i nyere dansk politik, nemlig perioden op til systemskiftet i 2001.