BogFeature
Jægersborg Allé i 300 år - en billedkavalkade

Af Jørgen Peder Clausager, arkivleder, cand.mag., Lokalhistorisk Arkiv for Fredericia og Omegn.

Det hører formentlig til sjældenhederne, at en enkelt vejstrækning kan dateres præcist 300 år tilbage i tiden. Men for Jægersborg Allé gælder det, at et brev fra Københavns Amt til Danske Kancelli af 16. december 1706 meddeler, at den 3,6 km. lange vej mellem de kongelige slotte Jægersborg og Charlottenlund (som den gang hed Gyldenlund), i den forgangne sommer var blevet beplantet med 1.336 træer, alt overvejende lindetræer. Den var dermed blevet ophøjet til en kongelig “paradevej”, som i lighed med de øvrige kongeveje var forbeholdt kongehuset og rigets fornemste dignitarer, og aflukket med bomme i begge ender.

På trods af, at Jægersborg Slot blev nedbrudt i 1760, og der på stedet blev opført en kaserne for et husarregiment, forblev Jægersborg Allé lukket for den bredere offentlighed lige til 1829. I 1850 blev der indført bompenge for de vejfarende, og de blev opkrævet lige til 1915 (dog kun af kørende og ridende), på trods af, at de stedlige myndigheder, in casu Gentofte Sogneråd, arbejdede energisk for at få dem afskaffet og få overdraget alléen, hvis vedligeholdelse af de statslige myndigheder på dette tidspunkt lod meget tilbage at ønske.

Urbaniseringen af Gentofte Sogn var ellers begyndt allerede midt i 1800-tallet, og accelererede stærkt efter åbningen af nordbanen gennem sognet i 1863; baneanlægget skar i øvrigt Jægersborg Allé midt over, og jernbanetrafikken var ved begyndelsen af det 20. århundrede blevet så intensiv, at der om søndagen passerede tog hvert femte minut, og bommene ved jernbaneoverskæringen ustandselig måttes hæves og sænkes. Anlægget af en viadukt var imidlertid ikke uproblematisk, fordi den ville betyde et afbræk i det repræsentative alléforløb, og først i 1923 begyndte arbejdet med at føre alléen over jernbanen på en bro - hvilket foruden fældningen af et antal allétræer medførte adskillige ændringer i den nærmest beliggende bygningsmasse.

Om hele denne historie beretter fhv. folketingsbibliotekar, dr.phil. Kristian Hvidt veloplagt i et tekstafsnit, som optager bogens første ca. 30 sider. Der gives et bredt kulturhistorisk udblik til såvel vejhistorien som til historien om de kongelige slotte, der udgjorde alléens endepunkter, og afsnittet er velillustreret med gamle stik, kort og planer. I redegørelsen for den storslåede enevældige pragtudfoldelse, som slots- og alléanlægget udgjorde, glemmes ikke den kolossale indsats af ulønnet pligtarbejde, som kronens fæstebønder i sognet måtte udføre ved anlæg og vedligeholdelse af alléen, og deres stilling sammenlignes med den sociale underkastelse, som endnu kendes i mange u-lande.

Et par enkelte fluer har anmelderen plukket i dette afsnit. På s. 16, sp. 2, gør Kr. Hvidt Christian VI til oldebarn af Christian IV - han var tipoldebarn. Ellers må fluerne mestendels henføres til en lidt sjusket korrekturlæsning, som når der på s. 127, sp. 1, er et umotiveret linjebrud midt i en sætning. Forfatter eller redaktør har ved angivelse af kongernes navne (og dem figurerer der mange af!) ikke rigtig kunnet bestemme sig til, om det skal hedde Christian d. 5. eller Christian 5. (anmelderen foretrækker for sin del Christian V!). S. 23, sp. 2 er den franske konge Ludvig XIV blevet til “Ludvig 1d. 4.”; s. 34, sp. 2 har der i linje 13 også indsneget sig et umotiveret “1d.”. - Men det er småtingsafdelingen.

Den sidste og største del af bogen udgøres af en fotoafdeling, som af gode grunde ikke kan gå tilbage til 1706, men hvor mange velvalgte fotos fra begyndelsen af det 20. århundrede og frem er kommenteret i kortfattede tekster, og mange steder parret med helt nye billeder af de samme steder, fotograferet af Niels Nørgaard, som siden april 2006 har været indehaver af det gamle og hæderkronede Strandbergs Forlag. Det er blevet en dejlig billedkavalkade, hvor også de nye billeder - formentlig med velberåd hu - er bragt i sort/hvid, så de “står” godt til de gamle fotos. Det er klart, at denne del af bogen har størst appél til de lokale beboere; men for at andre også kan følge med, er bogen for- og bagsats udnyttet til et nutidigt kort over Jægersborg Allés forløb, med markering af de steder, hvorfra der er bragt billeder - en rigtig god idé, som dog kunne være blevet endnu bedre, hvis der også havde stået sidehenvisninger; her må læseren lige gå omvejen af den heldigvis ret så udtømmende indholdsfortegnelse.

Bogen indledes af et borgmesterforord, og afsluttes med en “Tidstavle for Jægersborg Allé” på 12 sider, som hist og her også fortæller lidt bredere om Gentofte Kommunes historie. Allersidst i bogen en litteraturfortegnelse, og - på siderne 110-112 - tre billedsider, hvis placering her synes en smule umotiveret, men måske skyldes, at det ved bogens ombrydning viste sig, at der ellers ville være blevet tre blanke sider til sidst ... På overgangen mellem bogens to hovedafsnit er der fundet plads til at fortælle historien om Gentoftes byvåben, hvis hovedmotiv netop er Jægersborg Allé, og dets skiftende grafiske udformning gennem 100 år.

Alt i alt må det siges, at det er en hyggelig og fornøjelig lokalhistorisk bog, som Niels Nørgaard indleder sin forlagsvirksomhed med, og som lover godt for fremtidige udgivelser fra hans hånd.