|
af Morten Mortensen, arkivar, Vartov
Arkivet.
Hvor ofte har man ikke kørt forbi
endeløse rækker af røde og hvide murstenshuse, der står
linet op langs de danske landeveje. I udkanten til
mindre provinsbyer og nogle gange som hele små
landsbyer står disse huse. Oftest er der tale om
familiehuse, gerne med en lille forhave og en flagstang,
og sjældnere skoler, købmands- og bagerforretninger,
skoler og mejerier. For den tilfældigt forbikørende
kan disse huse godt efterlade et lidt trist indtryk af
anonymitet og kedsommelighed. Men sådan opleves det
ikke, hvis man kender til den historie, der knytter sig
til huse og landevej. For den lokalkendte, der måske
har haft sit hele liv dér, er der intet trist og
kedsommeligt over det. De ellers så anonyme huse ses da
med erindringens farver og dufte.
Med bogen,
”Erindringer fra Ollerup”, har et sådant stykke
landevej - Svendborgvej nr. 1 til nr. 110 – fået
farve og duft for alle os, der ikke er lokalt kendt. For
de lokalkendte er der sikket kommet endnu flere farver på
paletten. Dette stykke af Svendborgvej der løber gennem
Ollerup på Sydfyn, er i bogen beskrevet hus for hus,
hvor historien om beboere og bebyggelse fortælles ud
fra historiske kilder og personlige beretninger. Ud af
dette historiske detektivarbejde er der på samme tid
skabt et stykke danmarkshistorie og en nutidsfortælling.
En stor del af fortællingerne
handler om familiehuse, hvor skiftende familier har
levet deres liv på godt og ondt. Og ikke sjældent har
disse huse tillige været hjemsted for egen virksomhed:
en smedje, et bageri eller værksted for en karetmager.
Et eksempel på bogens små
”adressehistorier” er beskrivelsen af Svendborgvej
33, også kendt som ”Hjulmandshuset”, hvis historie
går helt tilbage til 1700-tallet. Dengang var huset
beboet af fæstere ved Hvidkilde Gods, og i begyndelsen
af 1900-tallet købte hjulmager Christoffer Nielsen
huset og indrettede værksted og savværk til sit
arbejde som karetmager og hjulmand. Huset gik i arv til
en af sønnerne, der i 1941 solgte huset til træarbejder
Johannes Peder Rasmussen, der igen solgte huset i 1987,
da han flyttede til Ollerup Plejehjem. Til dette ene hus
er knyttet en række menneskelige skæbner, nogle
tragiske og nogle lykkelige. Et dødsfald pga.
tuberkulose og et efterfølgende selvmord i Ollerup Sø
hører til de triste historier, mens generationers
aktive liv hører til de mere muntre.
Historierne om de
skiftende familier og generationer der har beboet husene
virker på sin vis tidsløse og almengyldige, det kan
genfindes mange andre steder lander over. Omvendt vidner
beretningerne om de mange moderniseringer og ombygninger
af husene om skiftende tiders økonomi og livssyn.
Enkelte af
ejendommene fortæller historie der rækker ud over den
lokale historie. Det gælder især for institutionerne såsom
Den Frie Lærerskole og Svendborgvej 3, også kendt som
Gymnastikhøjskolen i Ollerup. Sidst nævnte har i årtier
siden indvielsen i 1920 spillet en stor rolle for den
folkelige gymnastik i Danmark. Men også mange andre
landes opfattelse af gymnastik er blevet inspireret af
gymnastikhøjskolen. Højskolens grundlægger og mangeårige
forstander, gymnastikpædagogen Niels Bukh, påvirkede
mange generationer af gymnaster under deres højskoleophold.
Historien om gymnastikhøjskolen behandles da også
grundigt i bogen.
Bogens
beskrivelser omhandler også det næringsliv, der har
knyttet sig til Svendborgvej: Autoværksteder,
cykelforretninger, bagerier, frisørsaloner, købmænd
osv. En af disse forretninger har overlevet mere end
hundrede års forandringer, nemlig Brugsen Østerbro,
der oprindelig lå ved Svendborgvej 91. I dag er størstedelen
af disse forretninger lukkede og omdannet til
beboelseshuse.
Her er tale om
lokalhistorie i dets mest konkrete og håndfaste
betydning. Det er stedet, lokaliteten, som er
omdrejningspunktet, ikke en enkelt person, institution
eller virksomhed, disse er udelukkende med som
gennemrejsende på stedet, og behandles derefter. Denne
form for historieskrivning har sin egen forunderlige
styrke i fornemmelsen for tidens gang, men også sin
svaghed ved at de enkelte mennesker og institutioner
behandles sporadisk. Der er ingen vægtning mellem
vigtige og mindre vigtige emner, alt får sin tilmålte
plads som i et leksikon.
Når dette er sagt,
skal forfatterne Annelise Bro, Selma Mouritsen, Niels-Jørn
Nielsen og Johanne Vest havde ros for denne bog, der med
sine mange gode fotos (hvilket må havde været et stort
arbejde at opstøve) og fine beskrivelser har udført et
stort arbejde med at gøre et stykke landevej i Danmark
levende. Undertegnede vil i hvert fald i fremtiden finde
landevejskørsel langt mere interessant.
|
|
|