Jysk ko (Foto: Grindsted-Vorbasse Museum)

Kvæg

Under landbrugsrevolutionen i 1700-tallet fokuserede fremskridtets fortalere især på agerdyrkningen, men med tiden steg interessen for kvæget, der har været holdt som tamdyr igennem 6.000 år

Der var især opmærksomhed på kvæget som leverandør af gødning, men med tiden blev det også set som leverandør af kød og mælk til den hastigt voksende befolkning. Tidligere var racedannelsen egnsbestemt og det lokale kvæg blev gennem avlsarbejdet tilpasset de lokale betingelser for produktion og afsætning. I vor tid er de lokale racer stort set forsvundet og erstattet af store internationale racer.

Det jyske kvæg
I 1700-1800-årene var omkring en fjerdedel af kvæget i Jylland gråbroget jysk kvæg og det var ligeledes meget udbredt længere tilbage i tiden. Endnu i 1800-tallet var det mere lavbenet og havde en høj halerod. Op igennem 1800-årene blev der gjort forsøg på at dele det jyske kvæg i to racer, en kødrace og en malkerace. Ved dyrskuerne viste det sig imidlertid, at det mere var dyrets øjeblikkelige foderstand, der var afgørende for betegnelsen kødrace eller malkerace.
Efter hollandsk forbillede og med hollandsk genmateriale begyndte nogle avlere efter 1920 renavl med hollandsk kvæg, som var større, mere højbenet og regelmæssigt bygget. Denne race lignede det jyske kvæg så meget, at man ikke kunne se forskel på dem med det blotte øje. Det hollandske kvæg gav lidt mere mælk og kød, hvilket førte til et voksende antal af disse dyr, medens det jyske kvæg godt nok gav en federe mælk men gik tilbage i antal. De registrerede dyr blev en tid holdt skarpt adskilt i to racer, men i konsekvens af, at man ikke kunne se hvilke dyr, der tilhørte hvilken race, blev de to racer i 1949 slået sammen til én race. Sammenblandingen af jysk og hollandsk kvæg blev siden så udtalt, at der efter Det Genbevarende Udvalgs (GRU) opfattelse i 2002 ikke har eksisteret rent jysk kvæg siden 1949 eller senest 1955. Man forsøger nu at finde ud af, hvor stor den hollandske indflydelse er, og det udelukkes ikke, at der i enkelte besætninger kan findes rent jysk kvæg. Trods rester af hollandsk indflydelse regnes det jyske kvæg som en dansk race, der er truet af udslettelse.
Nutidens jyske kvæg kendes i forhold til andre racer bedst på, at det altid er grå- eller sortbroget.

Sortbrogt dansk malkerace (SDM65)
SDM65 er baseret på det jyske kvæg. Avlsarbejdet begyndte i 1881. Efter den 1. verdenskrig importeredes sortbrogede tyre fra Holland. Hollænderkvæget var tungere end det jyske, og havde tillige en højere mælkeydelse end det jyske kvæg. I 1949 tog man konsekvensen af den hollandske indkrydsning i det jyske kvæg. Fra dette år blev stambøgerne for det rene jyske kvæg og det med hollænderkvæg opblandede jyske kvæg slået sammen til én stambog, der herefter kaldtes Sortbroget Dansk Malkerace (SDM). SDM gav både en højere mælkeydelse og en god kødsætning. Det var baggrunden for, at racen i årene 1950-1970 fortrængte såvel de gammeldags jyske køer som mange røde køer.
I 1965 hentedes Holstein-Frisian-materiale fra USA, hvorefter racen tog en ny retning. I dag kaldes de dyr, der ikke indeholder amerikansk materiale, SDM65.

Rød dansk malkerace (RDM)
RDM er ligesom de fleste andre husdyr udviklet gennem krydsning mellem hjemlige og udenlandske dyr. Den bevidste avl med de røde køer startede, da en slesvigsk kvægdrift omkring 1840 passerede Ryslinge på Fyn. En rød ko kælvede foran den lokale smedje, og smeden fik kalven. Denne røde tyrekalv blev stamfader til en berømmet slægt af røde køer. I løbet af forrige århundrede opstod der andre steder i landet tilsvarende stammer af RDM, der blev så populær, at den fra 1878 blev etableret som en selvstændig race. Straks herefter blev racen for alvor populær og vandt stor udbredelse.
Det er kommet som et chok for mange mennesker, at indbegrebet af en dansk ko - den røde ko - i dag er en truet race. Gennem fortrængningskrydsninger med amerikansk og canadisk brunkvæg er bestanden af RDM gået stærkt tilbage. Grunden til fortrængningen er en fejlslagen forædling, idet RDM tenderer mod at udvikle store yvere og patter, der indebærer tidkrævende malkning. Dertil kommer ringe kødsætning og ikke mindst problemer ved kælvning. RDM har altid rød pels og sort mule.

Korthornskvæg
Korthornskvæget stammer fra British Diary Shorthorns i England og fandtes oprindelig i to typer: malke- og kødtypen. I dag har vi kun malketypen, som i mellemkrigsårene var vidt udbredt i Jylland og den dominerende race i Ribe Amt. Imidlertid blev racen fortrængt af andre mælkeracer, mens nogle avlere krydsede over til SDM eller DRK, Dansk Rødbroget Kvæg. Omkring 1960 begyndte korthornsavlerne at købe hollandske, rødbrogede tyre i Holland og Tyskland, og resultatet af dette avlsarbejde fik navnet DRK.
Der er kun ganske få eksemplarer af korthornsracen tilbage i Danmark, og som dansk variant er korthornskvæget stærkt truet af udslettelse. - Korthornskvæg kan forveksles med både jysk kvæg og RDM, da pelsen på korthornskvæg kan være både rød og broget, men det kendes på, at mulen altid er ensartet lys.