Menu
Forrige artikel

At løbe april

Kategori: Årstidens skikke
Visninger: 4133

 

For 150 - 200 år siden handlede aprilsnarrerierne om at få sit "offer" til at løbe afsted for at se eller gøre ét eller andet.

"Ting, man skulle gå for at se"
Bondesamfundets aprilsnar adskiller sig en smule fra nutidens. I fx 1700-tallet handlede det om at narre eller "gække" nogen til at "løbe april". Dvs. at få sit offer til at begive sig afsted i et opdigtet ærinde eller få vedkommende på gaden med en påstand om, at der fx var ildebrand eller lignende. Denne sidste form for aprilsnar er kendt fra slutningen af 1700-tallet i København. Fik man sit offer til at begive sig afsted, råbte man "Aprilsnar!" efter vedkommende på samme måde som i dag. Fra 1800-årene oplyser folkemindesamleren Christine Reimer, der navnlig interesserede sig for fynske traditioner, at der også på dette tidspunkt "altid var tale om ting, som man skulle gå for at se". 

Aprilsnar i Peder Paars
I  "Peder Paars", forklarer Holberg lidt mere om indholdet i at "løbe april". Han oplyser, at det gælder om at få offeret ud i et ærinde for at "finde visse ting, som aldrig ere til". Denne form for aprilsnar kan minde om den måde, mange ældre håndværkere husker, at de blev narret på som lærlinge. De kunne fx blive sendt i byen efter en "håndevending" eller noget "messingståltråd". Disse narrerier har imidlertid været brugt året rundt, og folkloristen H.F. Feilberg  kunne oplyse, at man "jævnlig" narrede børn ud i den slags tvivlsomme opgaver omkring år 1900.
I ældre sprogbrug kan narreriet også kaldes at "vise én april", at "vise én om by" med en "aprilsseddel" eller et "aprilbrev". Brevet eller sedlen indeholdt da det opdigtede ærinde.

At løbe april i dag
Denne type aprilsnarrerier kan godt forekomme fortsat. Fx oplyste en lokalradio for nogle år siden, at forskellige alkoholprodukter var blevet blandet sammen på De Danske Spritfabrikker, og at man derfor blot skulle henvende sig med dunke og kander for at få adskillige liter gratis.
Aprilsnarerne er som regel helt harmløse, men kan dog også - formentlig utilsigtet - afstedkomme panik, som da webstedet Euroinvestor en 1. april 2001 kunne oplyse, at TDCs direktør Henning Dyremose var på vej til at forlade denne stilling og vende tilbage til en tidligere ansættelse. Tanken var vel næppe, at der skulle handles på udsagnet, men det blev der. Nogle af TDC´s investorer valgte på denne baggrund at sælge ud af deres aktier, og hverken disse eller Københavns Fondsbørs syntes, at aprilsnaren var særligt morsom.

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Hvorfor lige Første April?
Aprilsnar i medierne
Hvor gammel er Aprilsnar?