Menu
Forrige artikel

Hvordan fik vikingerne horn i hjelmen?

Kategori: Temaer
Visninger: 803

 

Martin er museumsinspektør ved Vikingeskibsmuseet i Roskilde og beskæftiger sig blandt andet med hvordan vikingen er blevet brugt og fremstillet i nyere tid.

Wagners operacyklus Nibelungens ring har store dramaer og historier i sig. I disse uger - foråret 2006 - opføres de fire operaer af Det kongelige Teater – for første gang siden 1912. Det er en betagende oplevelse, der sætter spor hos beskueren. Den er også en anledning til at historie-online vil fortælle om hvordan førsteopførelsen af Ringen i 1876 var med til at sætte en kurs for vores forestilling om fortiden

Det er fjerde dag i Operaen. Fjerde dag i selskab med Det kongelige Teater og Richard Wagners konglomerat af nordisk mytologi og heltedigtning: Nibelungens ring. I librettoen står, der at på dette tidspunkt, i begyndelsen af den sidste af operaerne, Ragnarok, vil de tre Norner komme på scenen, der sat til at være Valkyrieklippen. Der vil de fortolke deres tråde, der jo som bekendt repræsenterer liv, og gør en slags status over hvor handlingen i værker er, før end at morgenen gryr og to af operacyklussens helte, Siegfried og Brünnhilde dukker frem fra en grotte. Men sådan begynder Ragnarok ikke i denne version af Ringen. 

Den version der for tiden kan ses i Operaen på Holmen er ikke sat til at foregå i en mytisk fortid. Åbningsscene i den først af operaerne Rhinguldet finder sted i en beværtning i 1920’erne. I den næste opera, Valkyrien, er vi fremme ved den kolde krig og 1950’ernes borgerhjem. Tredje opera, der blandt andet omhandler helten Siegfrieds løsrivelse fra hans følelseskolde og regelrette stedfar, er genialt placeret omkring 1968, og Ragnarok er sat til at foregå i en blanding af en borgerkrigshærget storby og de nyriges gatede communities. Starten på dagens Ragnarok er sat til at foregå lige her blandt publikum. 

Dørene til salen er lukket, musikken er begyndt og skråt foran mig rejser en dame sig upassende op. Hun er noget sminket og med kækt opsat hår, men der er mange forskellige typer som har valgt at komme til denne operamaraton så hendes fremtoning adskiller sig ikke voldsomt fra de andre gæsters. Det gør hendes stemme derimod. Typisk for denne legende og scenografisk overrumplende version af Wagner er, at de tre Norner omskabt til tre operagæster fra vor tid, der fra deres respektive pladser i salen kommenterer det de har set på scenen de sidste par dage. Den tredje Norne/operagæst slutter sin del i operaen af med at konstatere at hendes tråd også er bristet og at verden ikke længere har brug for deres visdom. Mens hun gør det, har hun taget en hjelm på hovedet. Hjelmen, der er en rekvisit fra en af Det kongelige Teaters tidligere Wagner opførelser, får os til at tænke på noget nordisk og noget vikingeagtigt fortidigt. Den får os til at associere til de traditionelle Wagneropførelser og ved at henvise til traditionen, understreger hjelmen, at det er et helt andet udtryk man vil med denne opsætning af Ringen. At der netop i en version af Nibelungens ring bruges en hjelm som umiddelbart udtrykker noget vikingeagtigt er fra en historieformidlers synspunkt på samme tid helt rigtigt og paradoksalt og komisk. Forklaring følger senere… 

Wagner og det nordiske
Wagner begyndte sit arbejde med Nibelungens ring i 1848 som 35-årig. Inspirationen kom fra det tyske 1200-tals heltedigt Nibelungenlied og fra den nordiske mytologi. Det som skulle være én opera griber om sig. Tre år senere er første udkast af librettoen klar til et værk, der nu strækker sig over fire operaer. Det er en libretto der er gennemsyret af henvisninger til nordiske gude- og heltesagn og er først og fremmest blevet til en række historier om magt og magtbegær. Historier om at stræben efter kontrol og magt ødelægger den ægte hengivenhed, om at det er svært at give magt fra sig – selv når det er planlagt.
Nibelungens ring var ligesom den nordiske mytologi blevet et komplekst univers med et sammenvævet persongalleri, hvor personernes handlinger også kan tolkes på et symbolsk niveau.

I 1874, 26 år efter at Wagner begyndte at arbejde på værket, er partituret til alle fire operaer færdigt og to år senere blev den samlede Nibelungens ring opført i Bayreuth, i det teater Wagner havde fået nyopført til netop at vise Ringen. Ringen er fra Wagners hånd tænkt til at være en milepæl i det musikdramatiske teater. Den er også blevet et af operahistoriens mest diskuterede værker og et værk hvis symbolik og historier er blevet tolket og brugt politisk. 

Nibelungens ring kom til at spille en rolle i den tyske selvforståelse fordi den udbredte de nordiske heltesagn og mytologier og gjorde dem populære. Freja og hendes æbler! (hos Wagner er det Freja og ikke Idun, der har de livsforlængende æbler), Odin og Vølsungerne blev kendte figurer. Wagner kædede endvidere disse guder og fortællinger sammen med et tysksproget område ved at lade vigtige dele af handlingen foregå langs Rhinen.
Ideen om at det tyske område er knyttet til noget nordisk eller en særlig nordisk verdensforståelse tog senere politiske bevægelser op. I den nazistiske bevægelse er den yderste perversion af dette tankesæt ideen om det overlegne ariske menneske. Wagner og hans popularitet blev brugt af nazisterne i 1930’erne og komponistens familie lod sig også bruge. Wagners engelske svigerdatter Winefred Wagner var en nær ven af Adolf Hitler og var med til at gøre Bayreuth til et særligt sted for nazisternes dyrkelse af det germansk nationale. 

Nibelungens ring blev også spændt for andre teoretiske og ideologiske vogne. I 1898 tolkede den på det tidspunkt unge irske dramatiker George Bernard Shaw Ringen ud fra en socialistisk optik, hvor de forskellige personer og grupper i Ringen - dværgene, guderne, kæmperne og menneskene - ifølge Shaw selvfølgelig skulle ses som forskellige institutioner og klasser i samfundet. 

Hjelmen fra 1876
Ringen har så mange personer og historier i sig at den nærmest trygler om at blive tolket, og med bare en halvgod vilje skal man nok få sit syn på verden til at passe til noget af værket. Der er et andet aspekt ved Nibelungens ring som har fået mindre spalteplads, men som har været med til at præge vores historiesyn – den dag i dag. Det er den visuelle fremstilling af det oldnordiske – ideen om hvordan vikingerne så ud. Kærnen her er førsteopførelsen af den samlede Ring, der fandt sted i Bayreuth i august 1876. Wagner stod selv for iscenesættelsen. Til at lave kulisserne havde han allieret sig med maleren Joseph Hoffmann fra Wien og kostumerne blev lagt i hænderne på professor Carl Emil Doepler fra Berlin. Professor Doepler fik jobbet i december 1874 og havde som en del af forarbejde taget på museer og lavet omkring 500 tegninger af originale våben, smykker og redskaber. Noget han ikke kunne havet fundet på museerne, men som han alligevel valgte at lave til teateret var den fjerbeklædte og hornudsmykkede hjelm. Valkyrierne fik hjelmene med fjer, mens nogle af skurkene i stykket, Gunthers mænd og Hunding, fik de hornbeklædte hjelme.
Doepler kan ikke have fundet inspiration på museerne til hjelmene for på dette tidspunkt var der ingen udstillede eller publicerede nordeuropæiske fund af metalhjelme med kohorn og fjer på. De, der har fulgt med i historieundervisningen i 4. klasse vil vide at vikingerne ikke gik med hornhjelme i det omfang populærkulturen fremstiller det. Det der med hjelmen er bare noget nogen har fundet på – og nogen, ja det er bl.a. professor Doepler. 

Doepler kan have skelet til de middelalderlige våbenskjolde, hvor bestemt udseende horn og fjer på visiret var en af de måder, man kunne kende den ene slægt fra den anden. Med hensyn til den hornede hjelm kan Doepler også havde fundet inspiration hos hans kollega Franz Seitz, der i 1865 lavede kostumerne til Wagners opera Tristan og Isolde. Tristan og Isolde er et kærlighedsdrama, der bygger på et keltisk sagn. Wagner placerer handlingen i Cornwall mellem irske prinsesser og engelske konger og ridder tilbage i en middelalderlig mytisk tid. I førsteopførelse af operaen er Tristans ven og hjælper Kurvenal udstyret med en hornbeklædt hjelm. Doepler kan altså ikke siges at have opfundet denne hjelm som en scenografisk rekvisit, men hans brug af den blev dygtigt kommunikeret ud, bl.a. i en række litografier, og gennem hans kostumer blev hjelmen med horn forbundet med noget nordisk. 
Er det så specielt? Ja, for før Doeplers brug af den hornede hjelm var der ikke en tradition for at forbinde denne hovedbeklædning med Norden. Efter Doeplers kostumer begynder hornhjelmen at dukke op i forbindelse med illustrationer af det oldnordiske. Den danske tegner Lorenz Frølich har en hornhjelm med en i tegning fra 1877, der viser vikingekongen Svend Tveskægs løskøbelse fra Jomsvikingerne. Fire år senere dukker hornhjelmen op i Sverige i en tegning af Carl Larsson, der forstiller vikingerne i Konstantinopel. I 1890 har hjelmen bl.a. fundet vej til den engelske børnebog Grettig the Outlaw og i 1895 optræder den på en viking i et menukort om bord på Hamborg-Amerika lineren Columbia. 

Doeplers mission var ikke sagligt at skildre en viking – det var at lave dramatiske kostumer til Wagners værk. Men Doepler var gennem sine kostumer med til at skabe den hornhjelm, der i dag nemt fortæller os at denne leverpostej, øl, tegneserie, Kinder Schnitzel Menu eller bog har noget med vikingetiden at gøre. Uden at han ville det, fik han udbredt et symbol med en stor fortællekraft og fra at være en måde at skabe en oldnordisk stemning på blev hjelmen med horn gennem sin hyppige brug et symbol på vikingerne.
Doeplers evne til at lave dramatiske kostumer brød Wagner familien sig til gengæld ikke om. Cosimo, Wagners kone, fulgte nøje Doeplers arbejde. Hun var ikke begejstret og udtalte senere at kostumerne havde en smålig teatersmagløshed over sig og fik hende til at tænke på indianerhøvdinge. 

Tilbage til Operaen på Holmen
De tre operagæster/Norner og deres hjelm har forladt scenen og ind er kommet Brünnhilde og Siegfried. De er glade og scenografien udstråler hjemlig hygge. I historien skal Siegfried ud i verden og det skal orkesteret selvfølgeligt underbygge med behørig saft og kraft. Der hvor de musikalsk signalere heltevirke tager Siegfried i denne version af Ringen et forklæde på. Brünnhilde for det dog pillet af ham og sendt ham af sted. Det er meget morsomt og det er scener som denne, der gør Det kongelige Teaters version af Ringen underholdende og vedkommende. 

Der har været meget omtale af denne opførelse af Ringen. Et af de emner de fleste har bragt på banen er, at Brünnhilde har fået en mere central placering i opførelsen end man er vant til at se. Historien er fortalt af hende som et flashback. Det er klart at holdet bag opførelsen af denne Ring har måttet forholde sig til hvor denne version adskiller sig fra tidligere og hvad den bedste indgang til stoffet er. Det samme må anmelderne gøre og den mere end almindeligt interesserede operagæst. Et kunstnerisk så højt profileret værk som Ringen skal ses i sammenhæng og sammenlignes med tidligere versioner: Det kan jeg godt følge, men det vigtigste for mig er hvad denne version – disse fire aftener af mit liv – siger mig. Taler den overhoved til mig. Ja, det gør den. Ringen er en i hænderne på Det kongelige Teater blevet en gribende fortælling om magt, vilje og kærlighed. Samtidigt er den gennem scenografien, lyssætning, kostumerne og den underlæggende tråd bag opsætningen blevet til en historie om det 20. århundrede og de faldgrupper med hensyn til styreformer, tillid og samfundsindretning vi står overfor i dag. Det virker som om at Wagners 130 år gamle stykke er skrevet til at fortælle de pointer og den historie – det er godt gået. 

Mine fire dage med Wagner er slut for denne gang. Hvis jeg kunne være sikker på at den næste opførelse, jeg støder på, er ligeså vedkommende, dramatisk flot fortalt og scenografisk overrumplende så vil jeg indløse billet. Jeg har set en Ring, der talte til mig, der gennem billederne og musikken fik hårene til at rejse sig og som – til min glæde – i Ragnarok hev en oldnordisklignende teaterhjelm frem. Den hjelm gav holdet bag opsætningen mulighed for at vise, at de adskiller sig fra traditionen, og den gav mig mulighed for at fortælle om den Ringopførelse, der var et skridt på vejen til, at den nordiske historie fra det 8. til det 11. århundrede ofte bliver forbundet med let genkendelige og vældigt fjollede hjelme. 

Professor Doeplers kostumetegning af skurken Hunding med hornhjelm til opførelsen i 1876.

En tegning fra Leipzig Illustrierte 1896, der viser Hoffmans scenografi, og Doeplers kostymer sådan som de tog sig ud i den del af Ragnarok hvor Siegfrieds lig bæres væk fra jagten. Læg mærke til de mange festlige hjelme.

Helten Siegfried som utilpasset teenager i operaen Siegfried. (Foto: Det Kongelige Teater)

Handling i Nibelungens ring
Kort fortalt handler stykket om dværgen Alberich, der stjæler Rhindøtrenes guld og smeder det om til en ring, der giver magt. Gennem de fire operaer går jagten på ringen. Central er Sigmund og hans søn Siegfried, hvor den sidste dræber dragen Fafner, der i virkeligheden er en kæmpe som Odin – her kaldet Wotan – har givet den ring han stjal fra Alberich. Ringen var betaling til Fafner for at han og hans bror byggede Valhal til guderne. Efter at Siegfried dræber dragen og vinder ringen får har også befriet Wotans datter, valkyrien Brünnhilde, og han fortrylles af bl.a. Alberichs søn Hagan, hvilke betyder at han svigter Brünnhilde. Hun hjælper Hagan og hans halvbror Gunther med at dræbe Siegfried. Brünnhilde placerer Siegfried og ringen på et ligbål. Historien ender med at Valhal brænder sammen med ligbålet og at Rhindøtrene, når bålet er brændt ned, kan få ringen og dermed deres guld igen.
 

Udvalgt litteratur og links: 

Lars Ole Bonde (red.): Rundt om Ringen - veje til Wagners verdensteater. København, 1994

Peter Cook: A Memoir of Bayreuth 1876. London, 1979

Martin Brandt Djupdræt: Vikingen til forskellige tider, i: Rubicon 12. årgang, nr. 2, 2004

Roberta Frank: The Invention of the Viking Horned Helmet, i: International Scandinavian and Medieval Studies in Memory of Gerd Wolfgang Weber. Trieste 2000

Roberta Frank: Wagner's Ring, North-by-Northwest, i: University of Toronto Quarterly Volume 74, Number 2, 2005 
C.F. Meinander: Vikingahjälmen i saga och sanning, i: Bland böcker och människor. Uddevalla, 1983. 

Detta & Michael Petzet: Die Richard Wagner – Bühne König Ludwigs II. München, 1970

Rudolph Sabor: Der Ring des Nibelungen, 4 bind. New York, 1997

Gerd Wolfgang Weber: Nordisk fortid som chiliastisk fremtid, i: The Waking of Angartyr, red. af Else Roesdahl & Preben Meulengracht Sørensen. Århus, 1992

Simon Williams: Wagner and the romantic hero. Cambridge, 2004 

Programmerne til Det kongelige Teaters opførelse af Rhinguldet, Valkyrien, Siegfried og Ragnarok. Det kongelige Teater. 2005 - 2006
Der Ring des Nibelungen: Figurinen erfunden und gezeichnet von C.E. Doepler. Berlin, 1889. 

www.richard-wagner-web.de 
Tysk guide til Wagners liv og værker 

www.bayreuther-festspiele.de 
Hjemmeside for Festspillene i Bayreuth 
 

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Historien i salatskålen
Myreæg eller stødt mumie
Den grå mand...