Blodbad i Stockholm
I november 1520 blev hele 82 svenske stormænd og prominente borgere halshugget på stortorvet i Stockholm. Efter Christian 2. var kronet som Sveriges konge, blev festen pludselig afbrudt og efterfulgt af et retsopgør med anklager for kætteri. Blodbadet var tænkt til at sikre Christian 2. et vedvarende herredømme over Sverige, men i stedet førte det til kongens fald
Af Michael Koch
På 100 sider fortæller den lille bog veloplagt om rædslerne i Stockholm i 1520. Først om festen på slottet, hvor Gustav Trolle satte kronen på Christian 2.s hoved, så trådte en repræsentant for den tysk-romerske kejser frem og overrakte kongen den gyldne vlies. Derefter slog kongen flere danske adelige til riddere. De havde hjulpet med erobringen af Sverige. Derefter fulgte tre dages fest i godt humør. Den nykronede konge var glad og gavmild. Men dagen efter den 7. november var det slut. Kongen satte sig i “dommerstolen” og alle de forsamlede opdagede, at nu handlede det om en retsproces.
Sten Sture og hans tilhængere havde belejret Gustav Trolle i over et år, taget ham til fange og dømt ham som forræder. Sten Sture havde truet præsterne til at holde gudstjenester, på trods af at landet var under interdikt, fordi ærkebiskoppen Trolle og en anden biskop var fængslet. Det var kætteri, og det skulle straffes.
Klokken ni næste morgen gik processen i gang. En ringformet henrettelsesplads var indrettet foran byens rådhus, og bødlens arbejde var i gang. Der var også vilkårlige henrettelser af folk, som græd ved synet af de barbariske øksehug. Tre dage efter blev der tændt et stort bål på Södermalm, og kroppene blev brændt. 82 pIllersoner var blevet henrettet.
Midt på Stortorvet i Stockholm fandt det store blodbad sted i 1520.
Det stockholmske blodbad står som en af de mest spektakulære begivenheder i Nordens historie. Der er kun bevaret få troværdige kilder, og Gustav Trolles klageskrift fra 7. november er en af de eneste samtidige kilder. Efter kapitlerne om blodbadet fortsætter bogen med hele baggrunden for Christian 2.’ indsættelse, Kalmarunionen og årene op til 1520.
Christian var som dreng en tid i huset hos storkøbmanden Hans Bogbinder, hvilket var usædvanligt for en kongelig. Senere lærer befolkningen ham at kende, da han i 1502 blev sendt til det sydlige Norge for at nedkæmpe opstanden mod faren Kong Hans’ unionskongedrømme. I 1506 blev Christian vicekonge af Norge, ikke mindst for at forhindre, at utilfredse nordmænd sluttede sig til det oprørske Sverige. I 1508 slog han en bondeopstand ned med hård hånd og satte bøndernes hoveder på stager.
Som vicekonge af Norge deltog Christian også i krigen mod Hansestæderne og Sverige 1510-1512. Det var dermed en fuldbefaren fyrste, der kunne tiltræde kongeembedet i 1513. Som konge var han visionær med stor interesse i at styrke danske købmænd overfor det omgivende samfund blandt andet ved at forbyde handel udenfor købstæderne. Han gjorde også store indhug i kirkens selvstændighed ikke mindst ved at skaffe sig en andel af de enorme ressourcer, som kirken besad.
Med et omfattende lovværk, Land- og Byloven, reformerede Christian 2. selv efter det store blodbad. Men drømmene strakte sig videre. Sverige var med sine rige ressourcer og geografiske placering et centralt led til at dominere Østersøområdet. Dog var det ikke den danskvenlige Erik Trolle, der løb med riget men Sten Svantesson Sture, der blev Sveriges Rigsforstander. I 1519 fik Christian pavens bemyndigelse til at gennemtvinge løsladelsen af Gustav Trolle, som Sten Sture havde fængslet og nedrevet Trolles borg til grunden.
1519 blev brugt til at samle en stor hær, og straks efter nytår 1520 invaderede han Sverige via Halland og Bohuslen under ledelse af Otto Krumpen. Sten Sture fik en kugle i benet og døde nogle uger senere. Ved Uppsala led svenskerne et svidende nederlag efter et blodigt slag.
Gustav Vasa rejser Dalarna til oprør mod Kong Christian
Blodbadet i Stockholm var en kulmination på denne krig. Men terrorpolitikken virkede ikke. Det havde den stik modsatte effekt. Svenskerne ville ikke lade sig kue. Gustav Vasa var en ny lederskikkelse med et nyt stort oprør bag sig. Lübeck gik ind i krigen på Gustav Vasas side,, og bægeret flød over. Den jyske adel tilbød i hemmelighed tronen til Christian 2.’ farbror, Hertug Frederik af Slesvig og Holsten. Dermed blev den samlede adel over hele riget enige om at opsige deres troskabsed til Christian. Efter Kong Frederik 1.´s død rasede Grevens Fejde, men det er en helt anden og kompliceret historie.
I bogens næste kapitler beskrives blodbadet i datidens historieskrivning og Christians forsvar og proklamationer. Christian endte sine dage som fange på Sønderborg Slot.
Det er en god, velskrevet og informativ bog, som meget gerne måtte have været mere fyldig og ikke begrænset af formatet i serien. Bogen har alt det væsentlige med. God moderne historieskrivning til andre end kun de mest historisk interesserede.
[Historie-online.dk, den 9. september 2025]
