Klangbunden i mig

Af Christen Bonde

I slutningen af 1990´erne var en principiel debat i Historisk Tidsskrift om, hvorvidt den personlige egenart var en væsentligt historisk forklaringsfaktor – eller rettere: Om historikerne er i stand til at analysere sig frem til en sådan. Spørgsmålet angik, hvorvidt faghistorikere kunne skrive fagligt relevante og dermed meriterende biografier.

Helt galt var det, når et kig ind bag forhænget til det private var analytisk baggrundsforklaring. Hvad skulle denne snagen til?

Birgitte Possing var og er modstander af et sådant synspunkt. Hun har bl.a. skrevet en biografi i to bind om en foregangskvinde i skolevæsenet, Viljens styrke. Natalie Zahle (1992) – i øvrigt den første biografi som blev antaget til doktorgraden herhjemme. Disputatsen indrammer Possings faglige hovedindsatser; dels kvinde- og kønshistorien, dels biografigenren, som hun senere har skrevet mere teoretisk om.

”Klangbunden i mig” ligger i forlængelse af de tanker, Birgitte Possing har gjort sig gennem et langt liv med en fornem karriere som historiker. Bogen handler om hendes egen familiehistorie gennem flere generationer afsluttende med forfatteren selv. Som læseren af bogen vil bemærke, er det mest fragmentariske og ikke-private afsnit om hende selv.

”Klangbunden i mig” er godt skrevet og fortalt, og jeg vil ikke afsløre milepælene. I stedet vil jeg indskrænke til en overordnet beskrivelse af fremgangsmåden.

Som erfaren forsker dykker hun tålmodigt og vedholdende ned i arkiverne. Nogle formodninger og familiehistorier bliver bekræftet, mens hun andre gange støder på overraskelser over f.eks. at finde spor af familiemedlemmer, der er gledet ud af familiens mundtlige fortællinger.

Denne heuristiske proces – skrælningen af løget – bliver løbende beskrevet gennem bogen. Den vil uden tvivl være af interesse for folk, hvad enten fagfolk eller lægmænd, der dykker ned i person- og familiehistorie. Possing introducerer undervejs, som hun benytter dem, til de enkelte arkiver og fortæller, hvilke oplysninger man kan finde blandt de gulnede papirer.

Undervejs diskuterer Birgitte Possing det intrikate emne, hvor tæt historikeren moralsk set bør gå på de fortidige aktørers privatliv. Hun belyser den historiske kontekst for familiemedlemmernes situation og diskuterer gerne deres valg – ikke om de var berettigede eller ´rigtige´, men hun går ind på de alternativer, der dengang var. Konteksten kan eks. være erhvervsfaglig, demografisk, kulturel og meget andet, men især kønsaspektet optager forfatteren.

For mig personligt var bogens største styrke, at den gav mig inspiration til videre refleksioner over, hvor jeg selv kommer fra – det er fin historieskrivning, når forfatteren får læseren op af den åndelige lænestol.   

[Historie-online.dk, den 10. december 2025]