En slags mandinder

Af Simon Ankjærgaard, Journalist (DJ) & cand.scient.soc.

Historien om den danske velfærdsstat – og især følgerne af etableringen af den danske velfærdsstat – kan fortælles på mange måder. En af historierne er, hvordan opfattelsen af de to køn – manden og kvinden – har ændret sig over tid.

Det er på mange måder dén fortælling, som Anne Trine Larsen fremfører i værket ”En slags mandinder – En analyse af køn og arbejde i Danmark 1950-1989”. Værket er i store hele et veldokumenteret, nuanceret og vigtigt indspark i fortolkningen af den moderne danske historie.

Gennem en kønsoptik sætter Anne Trine Larsen sig for at diskutere, hvordan opfattelsen af arbejde ændrede sig fra de tidligere 1950’ere og frem til slutningen af 1980’erne. Hun opdeler sin diskussion i tre forskellige perioder; 1950-60, 1961-1972 og 1972-1989. Nu er al opdeling af historien kunstig, men hun slipper rigtigt godt fra det gennem sin argumentation.

I den første periode beskriver hun indgående og detaljeret, hvordan der er stabilitet i formuleringerne af kønnen. Kvinderne italesættes overvejende som mødre og mænd som forsørgere. Det er Anne Trine Larsens pointe, at begrebet ”moder” i høj grad er kønsbåret. Manden opfattes og beskrives i den periode ikke som ”fader”, men som ”forsørger”, som noget funktionelt. Det er en vigtig pointe, om end Anne Trine Larsen – korrekt – minder os om, at der i det danske samfund naturligvis fandtes kvinder, der også var forsørgere. Det blev grundlæggende accepteret, når der var tale om enlige mødre, mens det blev løftet et øjenbryn eller to, når der var tale om gifte kvinder, der ”arbejdede for sjov”.

I den anden periode, fra 1961 til 1972, er der også forholdsvis status quo i kønsopfattelsen, om end der sker et skred; flere og flere kvinder kommer ud på arbejdsmarkedet, hvilket blandt andet har den konsekvens, at deltidsarbejde til gifte kvinder sættes i et mere positivt lys i debatterne.

Efter 1972 bliver husarbejdet sjældnere og sjældnere omtalt som et alternativ til arbejde. Velfærdsstaten er en fuldbyrdet realitet, hvilket dels har den konsekvens, at flere af husmoderens funktioner – særligt børnepasningen – bliver overtaget af det offentlige system, dels at der skabes et forbrugersamfund, hvor to indtægter er bedre end én.

Fortællingen om opfattelsen af arbejde i et kønsperspektiv er således i høj grad fortællingen om velfærdsstaten. Det er en hønen-og-ægget diskussion, om velfærdsstaten ændrede opfattelsen af kvinders arbejde eller om opfattelsen satte skub i velfærdsprojektet. I praksis er der formentlig tale om en synergi-effekt. Værket fremføres som en samlet fremstilling af, hvordan det overhovedet blev muligt for kvinderne at komme ud på arbejdsmarkedet, hvilket får den første tolkning – at velfærdsstaten ændrede opfattelsen af kvinders arbejde – til at veje tungest. Når man ind i bogen – og ind i de enkelte argumenter – så balancerer Anne Trine Larsen dog fint mellem de to tolkninger.

Hendes fokus er også eksplicit på opfattelser – og dermed også på, hvordan køn, mand, kvinde og arbejde artikuleres i forhold til hinanden. Dermed er hun i grove træk tro mod mit hønen-og-ægget argument.

I den forbindelse skal der lyde en stor ros til hendes kildevalg. Det virker umiddelbart både kvalitativt og kvantitativt stærkt med fokus på de vægtigste kønspolitiske aktører i de givne perioder. En anke er, at Anne Trine Larsen synes at bruge al for meget kildemæssig krudt på at føre sine argumenter igennem. Det trætter og resulterer til tider i tung læsning.

En anden anke er, at hendes diskussion af, hvordan kvinderne/mødrene sættes i bås ikke efterlader meget plads til et relateret argument om, hvordan mænd også gennem tiderne er blevet sat i bås – og hvilken konsekvens det har og har haft. Forklaringen lyder måske, at dette netop er en bog om opfattelsen af kvinderne og deres arbejde, men i en diskursiv tolkningsramme er ”det andet” et vigtigt begreb. Kvinder forstås ikke uden mænd, ”mødre” ikke uden ”forsørgere”.