Passers pen
Vi kender alle Dich Passer som den store komiker. I 1970’erne arbejdede han også som skrivende journalist. Bogen er en lang stribe sjove interviews med andre kendte personer
Af Michael Koch
Passers pen er en lille, morsom bog med en hel stribe interviews. Mange er lidt overraskende, og da flere er kendte personer, Passer udspørger og har dialog med, kommer der ind i mellem noget sjovt ud af det. Selv da Passer var hos Dronning Margrethe II, kom der venlige og opløftende passager ud af det. Passer turde ikke sætte sig i forgemakket på Amalienborg. Det var fordi hans hvide vest var sprunget op i de specielle seler, man har på til kjole og hvidt. Inde hos Dronningen takkede han for ridderkorset og spurgte, om han kunne få Dronningens autograf: Næ det kunne han ikke, så kan jeg ikke bestille andet, svarede Dronningen. Passer replicerede, at det svar kunne han også godt bruge ind i mellem.
Med en pen i hånden og en linjeret notesblok i inderlommen tilbragte han en del af de sidste ti år i livet med at være klummeskribent for Billed-Bladet. Både Pilgaard, Bundgaard, Ernst, Daimi og Kirsten Walther var ofte med på linjerne, og det var temmeligt populært blandt bladets læsere. På redaktionsgangen kendte de ikke Dirch som den sjove mand, men som en stille, rolig og seriøs mand, der passede sit arbejde. Han ville ikke have penge for jobbet, men kun whiskey. Store flasker, små flasker og helt almindelige flasker. De blev så stillet op som trofæer på klaveret i hjemmet. Ingen måtte åbne dem, det var hans bevis for godt arbejde. Det var også godt. Han fik over 160.000 breve fra læserne, så ikke noget at sige til han tog sit arbejde seriøst. Passer nød at komme på redaktionskontoret. Han satte sig bare og fulgte med af respekt og interesse.
Cirkusdirektør Eli Benneweis var en af de interviewede, og de talte om at klovne, deres alder og deres børn. Når han nu var på besøg i cirkus, var det naturligt at tale med cirkuselefanten Wally. Meget morsomt ping-pong interview. Næste på listen var den svenske skuespiller Eva Rydberg, og derefter blev formanden for Dansk Sømandsforbund Preben Møller Hansen krydsforhørt.
Vi er også med Passer hos DSB’s generaldirektør Povl Hjelt. Han fastslog, at hjemme var det hans hustru, der var stationsforstander. DR’s Claus Toksvig i London blev udspurgt om, hvad der var hans største bommert, og Venstres Henning Christoffersen var ikke overraskende glad for at være løve.
Ulf Pilgaard og Dirch Passer
Lige så stille hev Dirch i Ritt Bjerregaards hestehale og spurgte, om hun blaffede efter den næste ministervogn. Mødet med Victor Borge var ganske morsomt. De talte om dengang, man ikke kunne finde nøglen til Borges klaver, og hvor de har det bedst. I hovedet, svarer Borge. Nærmere adspurgt, om det er foran et kamera eller på en scene, svarer Borge uden tøven, at han helst ville stå foran et publikum. 2.000 mennesker betaler ikke en billet for at være et dårligt publikum. Det kan han have ret i. Da Marty Feldman var på besøg i København, blev de to sat sammen, og det viste sig, at de begge kendte hinanden ganske godt. Til sidst i bogen taler Passer med Ulf Pilgaard. Dirch spørger Ulf, hvem han helst vil invitere på rejemad i Tivoli. Ulf siger at det har han ikke råd til. Passer bliver ved og spørger, “hvis du nu havde”. “De er altid udsolgt”, svarer Ulf, “Jamen, hvad nu hvis de ikke var?” Spørger Passer - “Så ku’ du gi’” svarer Ulf.
Det er en lille, hurtigt læst bog med flere passager, hvor læseren få smil på læben.
[Historie-online.dk, den 5. november 2025]
