Queer i provinsen
Af Ole Jeppesen, Historie-snedkeriet
Bogudgivelsen Queer i provinsen er blevet til på initiativ fra Museum Vestfyn i Assens. Museet er blandt andet kendt for Museum Ernst. Byens velhavende sølvvarefabrikant Frederik Ernst (1892-1976) indrettede sit hjem og nogle af de tidligere værksteder i fabrikken som et museum og åbnede det for offentligheden, allerede imens han levede. Da han ikke havde arvinger, blev stedet overladt til et fond ved hans død i 1976. Siden 2000 har samlingerne været en del af Museum Vestfyn som stadig fortæller historien om virksomheden, og hvor man kan opleve fabrikantens hjem, med de mange udstillede antikviteter, porcelæn og kunst.
Frederik Ernst var homoseksuel, men indtil for nylig har det ikke været en del af museets fortælling om hans hjem eller ham. Da Ernst levede, var hans seksualitet ikke noget, han ønskede at dele offentligt. Fonden, der forvaltede hjemmet og samlingerne efter hans død, sørgede for at skille sig af med breve, der kunne bevidne hans homoseksualitet og den del af hans liv, har indtil for nylig ikke været fortalt i forbindelse med i udstillingen.
Men i 2015 fik museet tilbudt en stor brevsamling. Brevsamlingen bidrager nu til at belyse tilværelsen som homoseksuel i en dansk provinsby, idet Museum Vestfyn har sat sig for at undersøge dette tema i samarbejde med studielektor og forsker ved Saxo-Instituttet på København Universitet, Peter Edelberg. Med projektet er det formålet at udfordre den traditionelle fortælling om, at det ikke var muligt at leve som queer i provinsen, og at queer er et fænomen, der kun kan eksistere i storbyen.
Bogen er en antologi. I indledningen giver Tea Dahl Christensen og Peter Edelberg en kort introduktion til, hvad der tidligere er skrevet om emnet. Det forklares også, hvordan queer-begrebet anvendes i bogen, som en form for prisme til at undersøge fænomenet, også selvom flere af bogens kapitler handler om begivenheder, der foregik længe før nogen talte om ”queer”. Det sker i et ønske om at distancere sig fra en normativ tilgang til emnet.
Bogens tre første kapitler sætter fokus på køn. I det første skriver Cecilie Bønnelycke om: Fyldte underbukser og forvekslede køn: Eksempler på kønsballade og flydende køn i Danmarks landdistrikter og købstæder 1700-1849. Dengang var der kun to lovlige muligheder, man var enten han eller hun og kun personer der var født med begge køn (ægte hermafroditter), kunne skabe tvivl. De eksempler på queer, som findes i den periodes historiske kilder, omhandler typisk kvinder som forsøgte at opnå fordele ved at klæde sig som mænd og dermed få adgang til muligheder, som ellers var forbeholdt mænd. Det findes der eksempler på, fordi det blev opdaget og behandlet af myndighederne som ”kønsballade”. Ved at undersøge sagerne i et queer-perspektiv, kan vi ifølge Bønnelycke opnå ny viden om sagerne, men det er en udfordring, at kilderne fra denne periode sjældent beskriver begivenhederne set fra ”ballademagernes” eget perspektiv.
I bogens andet kapitel ”Mandsdragt og kvindeklæder 1850-1950” skriver Poul Duedahl især om kvinder, der valgte at klæde sig i mandetøj. Det var ulovligt og noget, der blev slået hårdt ned på i midten af 1800-tallet, men i det følgende århundrede skete der løbende forandringer, især fordi myndighederne valgte at se igennem fingre med harmløse lovovertrædelser.
Lars Henriksen har skrevet et veloplagt kapitel (3) om Viborgs Kjole-Ole: En moderne superhelt. Bogens biografiske kapitler åbner i det hele tager for væsentlige perspektiver. De illustrerer betydningen af, at nogle valgte at tage kampen op hvis de blev uretfærdigt behandlet og viser, hvordan det har medvirket til at skabe forandring. Som f.eks. da Kjole-Ole ikke ville finde sig i at blive forskelsbehandlet i Viborgs B&O butik og gik direkte fra butikken til den lokale avis. Foreningen Trans-Danmark valgte på baggrund af medieomtalen at anmelde sagen til politimesteren i Viborg. Foreningen vandt retssagen og det forandrede Oles tilværelse, idet han bliver accepteret i Viborg og derefter anset som byens maskot.
De to næste kapitler (4 og 5) omhandler queer i litteraturen. I kapitel 4 skriver Dag Heede om et trekantsdrama imellem to homoseksuelle mænd og en kvinde, der blev genstand for flere bøger skrevet i forbindelse med den omfattende debat om homoseksualitet under og i tiden efter den store sædelighedsfejde. Han viser hvordan Thit Jensen i sin roman Højeste Ret: Fortælling fra en dansk Herregaard fra 1913, omskrev historien så den passede til hendes syn på feminisme og heteroseksualitet og at det havde fatale konsekvenser for homoseksuelle mænd. I kapitel 5 analyserer Thorsten Bøgh Thomsen tre udvalgte tekster om provinsqueer repræsentationer i samtidslitteraturen (Bjørn Rasmussen, Huden, 2021; Malte Tellerup, Mestrene, 2023 og Niviaq Korneliussen, Homo, 2022).
Kapitlerne 6,7 og 8 omhandler queer fællesskaber. Rikke, Andreassen, Marie Lunau, Sofia Bakhsh, Mia Jensen og Agnete Plum har skrevet om lærerinderne Theodora Lang og Anna Hølzermann, der sammen grundlagde Danmarks største skoleimperium udenfor København, Th. Langs Skole på Skoletovet i Silkeborg. Da Theodora Lang flyttede til Silkeborg for at tiltræde stillingen som skoleleder i Silkeborg i 1882, etablerede hun et parforhold med Anna Hølzermann, der var lærerinde på skolen - og deres forhold varede i 51 år til Annas død i 1933. Sådanne forhold var almindelige i lærerindekredse, idet lærerinder levede som en familie. Det er også velbeskrevet i Birgitte Possings biografi om Nathalie Zahle. Men ligesom det var tilfældet med Zahles arkiv, er der også foregået en oprydning i arkivet som Theodora Lang har efterladt, og arkivet er renset for vidnesbyrd om parrets intime forhold. I en dagbog, hun førte i perioden, og hvor hun skrev detaljeret om sine følelser og forhold til andre kvinder, som hun kendte før hun flyttede til Silkeborg, er siderne der omhandler perioden, hvor hende parforhold med Anna og deres hjem blev etableret revet ud. Det giver i artiklen anledning til metodiske overvejelser, om hvorvidt det er muligt at kompensere for ”Arkivets stilheder”, idet historiefaget traditionelt kræver, at historikere ikke kan hævde noget, hvis de ikke kan finde skriftligt belæg for det. Problemet er ifølge forfatterne særligt stort, når det drejer sig om at påvise fysiske og emotionelle kærlighedsforhold imellem kvinder, fordi der har eksisteret en kønnet forestilling om, at kvinder ikke har en aktiv seksualitet.
I Kapitel 7 skriver Tea Dahl Christensen om ”Fabrikantens forbindelser 1930-1950”. Udgangspunktet er en sætning, skrevet ind i en instruks ”Bestemmelser vedrørende Pigerne”, hvoraf det fremgik: ”Hvad der foregaar i Huset må ikke fortælles til Kontorpersonalet”. Rammen for Frederik Ernsts liv som homoseksuel i provinsen, var hans hjem i Assens og de mange forbindelser som opstod og blev vedligeholdt på forretningsrejser og anden rejseaktivitet i forbindelser med hans meget aktive liv som antikvitets- og kunstsamler.
Der blev som allerede nævnt foretaget en grundig oprydning i hjemmet efter Frederik Ernsts død, men med den brevsamling der kom retur til museet i 2015, fik museet mere end 2600 enheder i form af postkort og breve, som Frederik Ernst havde modtaget i perioden 1908-1962. Heraf har det været muligt at indsnævre samlingen af breve vedr. fabrikantens homosociale netværk til ca. 300 breve fra perioden 1930-1950. Brevene var sammen med Frederik Ernsts hjem et ”queer rum” for mændene i hans sociale netværk, og han lagde stor vægt på at kunne optræde som den perfekte vært. Christensen ser det som et ”performativt” aspekt. Arbejdet med brevsamlingen har også vist, at ”queer liv i Danmark i perioden ikke kun var et storbyfænomen, men fandt sted i en kompleks og sammenflettet geografi, hvor provinsen spillede en central rolle” (s. 200).
I kapitel 8 skriver Tobias de Fønss Wung Sung om queer-miljøet i Odense i perioden ca. 1878-1984.
Bogens sidste tema omhandler queer aktivisme. I kapitel 9 skriver Peter Edelberg om ”Idealisten: Homopioneren Helmer Fogedgaard i Rudkøbing”. Helmer er født i 1907 og blev allerede i 1928 aktionær i familiens firma: Ølandenes Frøkontor A/S. I 947 blev han direktør for firmaet. Han var belæst og interesserede sig bl.a. for teosofi og okkultisme. I 1947 var han en holden mand med egen villa på Rue Villavej i Rudkøbing. Sammen med Axel Lundahl Madsen (senere Axel Axgil) blev Helmer Fogedgaard en drivende kraft i etableringen af Forbundet af 1948 (senere Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske, nu LGBT+ Danmark). Forbindelsen til Helmer blev etableret, fordi foreningen ville udgive et medlemsblad og Helmer gik på det tidspunkt med planer om at udgive et tidsskrift for homoseksuelle.
Samarbejdet imellem Axel som formand og Helmer som redaktør af medlemsbladet, Vennen, blev retningsgivende for det nye forbund. Forbundet havde som mål at forsvare homoseksuelles rettigheder. I 1950 trådte Helmer Fogedgaard frem med navn i en artikel i Vennen. Indtil da havde han skrevet som Homophilos. Det første nummer af bladet udkom i januar 1949 og bladet som fra starten tiltrak sig stor opmærksomhed, blev en katalysator for den tidlige homoaktivisme i Danmark, med en bevidst strategi om at skabe et positivt homofilt selvbillede. Midtersiderne i bladet var helliget halvnøgne ynglinge og de bagerste sider var forbeholdt kontaktannoncer. Helmer fortsatte som redaktør frem til 1955, og indtil 1952 var udgivelsen officielt medlemsblad for Forbundet. Axel og Helmer trådte begge ud af Forbundet i 1952 efter kritik af deres enerådige ledelsesstil, men ifølge Peter Edelberg var netop deres fandenivoldskhed og provinsmod den gnist, der skulle til at tænde op under de homofile, også i hovedstaden.
Bogens sidste to kapitler (10 og 11) er skrevet af Jytte Larsen og Nina Lykke, der begge skriver om deres engagement i lesbisk og feministisk aktivisme. Nina Lykke har også bidraget væsentligt til feministisk forskning i Danmark, Sverige og Europa og Jytte Larsen har ydet væsentlige bidrag til dansk ligestillingshistorie. Det var ellers ikke redaktørernes plan, at bogen skulle inkludere autobiografiske bidrag, fremgår på side 21 i bogens indledning, men det viste sig, at autobiografier kunne bidrage til at ”åbne feltet”. Redaktørerne indrømmer, at den manglende strømlining i værket, der spænder over forskellige fagligheder og hvor mange af kapitlerne også bærer præg af forfatternes personlige investering i deres forskningsobjekter, kan være en udfordring for bogens læsere, men de ser det som en styrke ved projektet.
Queer i provinsen er et spændende bogprojekt, men den tværfaglige og mangfoldige tilgang til emnet, har ikke efterladt mig som læser med en klar fornemmelse af, hvor projektet er på vej hen. Tilgangen med at anvende begrebet queer som en ”linse” til at undersøge de forskellige aspekter af køns-performance, fungerer godt, men bogen bærer selvfølgelig præg af, at mange af de forskellige bidragsydere tilsyneladende har valgt at skrive om netop de aspekter, som forfatterne selv oplever særligt betydningsfulde. Man kan som læser også godt få en oplevelse af at være præsenteret for mange ”åbninger”, som rejser mange nye spørgsmål. Derfor kunne bogen med fordel have været afsluttet med en eller anden form for opsamling, afrunding eller konklusion. Måske endda med en vision for projektets videre forløb.
Bogen er en fremragende introduktion til mange aspekter af queer og de metodiske overvejelser i bogen er også særdeles relevante for mange andre historiske temaer. Alle bogens kapitler er velskrevne og kan læses som uafhængige artikler.
[Historie-online.dk, den 18. februar 2026]
