Menu

Til jord skal du blive...

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 3260

Af Poul Porskær Poulsen, arkivar, Vejle Byhistoriske Arkiv og Stadsarkiv.

Så kom den da endelig, den store bog om død og begravelse i Danmark. Den har været ventet med spænding, og heldigvis kan man sige, at det har været ventetiden værd. ”Til jord skal du blive…” vil formodentlig stå tilbage som en af årets væsentligste historiske udgivelser.

I 1986 gav en ny lov mulighed for at bevare gravminder efter almene kultur- og kunsthistoriske retningslinjer. Der var bl.a. derfor brug for at vide noget mere om synet på døden og måden, danskerne begravede deres døde på, bl.a. for at kunne sørge for, at de rigtige gravminder blev bevaret. Det resulterede i 1990-1991 i en undersøgelse iværksat af 12 museer spredt rundt i landet. Der blev indsamlet erindringer og traditionsstof, ligesom forskelligt materiale fra centrale arkiver og museer blev inddraget. I midten af 1990’erne blev materialet yderligere bearbejdet og uddybet, og en omfattende gravsteds-fotografering blev foretaget. Først nu er hele projektet så færdiggjort med bogen her forfattet af Birgitte Kragh, der er tidligere leder af Aabenraa Museum. Det sønderjyske materiale er derfor kommet til at spille en stor rolle, men undersøgelsen baserer sig på materiale fra hele landet, således at man kan tale om en analyse af dødens kulturelle udtryk i den almindelige danskers hverdag samt af kirkegårdens kulturhistorie i de nævnte godt 200 år.

Birgitte Kragh anskuer alt, hvad der sker i forbindelse med døden som et overgangsritual, ”et dramatisk og symbolsk rollespil, der anskueliggør den sociale og religiøse betydning af status-overgangen. Den religiøse kommunikation lader sig ikke adskille skarpt fra den verdslige og rummer derfor de vidtløftige muligheder for statusdemonstration, som dette indebærer.” (s.18)

Dette overgangsritual, som har haft så stor betydning som en af de helt store begivenheder i landsbysamfundet, men som nu er gemt bort, gennemgås meget detaljeret med gode eksempler og historier fra hele landet. Der er ikke plads til her at gå nærmere i detaljer – det må man læse selv – men emnerne spænder fra afskeden med den døende, dødsøjeblikket, behandlingen af den døde, til selve ligtoget og begravelsen. Lokalsamfundet deltog i hvert fald op til midten af 1800-årene meget aktivt i hele processen. Naboerne var både sørgende og medhjælpere i alle de praktiske spørgsmål, der skulle løses, såsom offentliggørelse og indbydelse ved bydemænd, det lokale ligkistesnedkers forarbejdning af kiste, gravkastning af karle fra landsbyen, medbringelse af madvarer til den dødes familie og hus, deltagelse i udsyngning og begravelsesgilde, som bærere og almindelige deltagere i ligtoget og ved jordpåkastelsen. I 1900-årene ændredes meget i forbindelse med død og begravelse, ligesom samfundet ændredes betydeligt. Danskerne boede mindre og mindre i tæt sammenvævede lokalsamfund, hvor alle hjalp hinanden, mobiliteten blev større – og således har bedemanden og andre professionelle efterhånden overtaget alt det praktiske, når et familiemedlem afgår ved døden.

Noget andet, som har ændret sig, er naturligvis det meget omfattende net af overtro i forbindelse med døden, der havde med frygten for gengangeri at gøre. Der skulle foretages mange besværgelser og rituelle handlinger for at undgå, at den døde vendte tilbage og plagede de levende, og der kunne naturligvis også tages en del varsler af mange forhold i forbindelse med døden.

”At fuldføre en hæderlig begravelse var betingelsen for, at den afdøde kom godt over i den anden verden uden at skulle hjemsøge det nære samfund som genganger, og at dette på sin side kunne genoprette ordenen efter tabet.” (s.271)

De fleste af de gamle skikke blev gemt og glemt op imod 1900-årene, ligesom verdensbilledet ændrer sig mod en mere rationelt, demokratisk og individualistisk måde at se sig selv og omgivelserne på. Det betød en forkortelse af ritualet, en professionalisering af alt fra kister og (motoriseret) ligtog til tilberedning af begravelseskaffen, og det betød så også, at døden og begravelsen blev gemt mere og mere bort fra den almindelige hverdag, og mistede betydning som en stor og meget betydningsfuld fest. Den udvikling, som er beskrevet, foregår på landet, mens der i byerne allerede var sket ændringer noget tidligere. De bymæssige skikke, såsom ligbrænding og anonyme begravelser begyndte imidlertid også at vise sig på landet fra 1970’erne.

Med til beskrivelsen af denne udvikling i synet på døden og den måde, hvorpå man forholdt sig til ritualerne, hører naturligt den forskønnelse af kirkegårdene ved hjælp af træer, hække og plæner, der slog igennem – ganske vist med store regionale forskelle – i 1800-årene. Kirkegårdene rundt om landsbykirken havde ellers ligget uændrede siden 1500-årene, men nu indførtes en ny orden på baggrund af hygiejnisk viden og romantisk naturdyrkelse. Kirkegården skulle også afspejle den kultiverede orden, der slog igennem i samfundet – og fra midten af 1900-årene trængte idealet om social udligning igennem: Kirkegårdene skulle være enkle og ens, og arbejdet blev overladt til graveren, der fra 1920’erne begyndte at blive en fastansættelse med adskillige gartnerfunktioner i de dødes mindehave.

Som det gerne skulle være fremgået af ovenstående stikord til bogens indhold, er det et meget omfattende materiale, der lægges frem, og det er grundige og sommetider overraskende analyser, der kan foretages af materialet vedr. dødens og begravelsens kulturhistorie. ”Til jord skal du blive…” er blevet en væsentlig bog, der vil være en reference i mange år fremover, hvad enten man direkte beskæftiger sig med netop død og begravelse, eller med landsbysamfundet som sådan. For slet ikke at tale om beskæftigelsen med mentalitetshistorie i Danmark. Den måde, centrale ritualer ændrer sig på over tid, fortæller meget om samfundet, menneskene og deres forestillingsverden. Derfor er denne bog væsentlig, og undertegnede anbefaler den gerne til en stor udbredelse både i den professionelle, historiske verden – hvilket skulle give sig selv – og til almindeligt historisk interesserede danskeres læsning. For velskrevet er den også, og det skal da heller ikke glemmes, at bogen er spækket med et væld af gode illustrationer.

Se relaterede artikler
En rigtig familie
Skilsmisser
Brudekjole fortællinger