Menu
Forrige artikel

Alle tiders parcelhuse 1860-2012

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 2184

Af Kirsten Lindberg, arkitekt m.a.a., dr.phil.

Det er en stor bog på 360 sider, de to skribenter Olaf Lind og Jonas Møller har begået. Egentlig er den en ajourføring og videreførelse af de to herrers bog "Bag hækken. Det danske parcelhus i lyst og nød" fra 1996. Den har længe været udsolgt, og i mellemtiden har de to arbejdet sammen flere gange. Bogen udviser da også en journalistisk tilgang og en vis professionalisme i sin udførelse.

Ifølge foromtalen fra forlagets side er det en bog, der rummer "mængder af overraskende data". Jah... det gør den måske nok, men i grunden ikke data, man ikke kan leve glimrende uden kendskab til. Hvad skal man eksempelvis med oplysningen om, at den gennemsnitlige beboertid kun er 15 år i et parcelhus? Undres i betragtning af, hvor meget de fleste ændrer, når de køber et nyt hus? Eller desillusioneres over manglen på konstans? Eller skal man bare trække på skulderen?

Det er svært at se, hvad der egentlig er bogens budskab. Det er ikke en historisk bog, der grunder sig på arkivalske studier og viser en udviklingslinie i længere perspektiv; det er ikke en arkitekturbog, der forklarer noget om hverken bygningernes fremtræden eller boligernes udvikling - dertil er den alt for overfladisk; og det er ikke en samfundsskildring med afsæt i enfamiliehusene. Det er en lille smule af hvert, men intet, der rækker ud over det ordinære. Men bevares, der er da mange pudsige episoder optegnet undervejs, og ikke mindst nogle af illustrationerne er decideret morsomme, eksempelvis Bo Bojesens spidse pen fra diverse aviser gennem de senere årtier.

Bogen er strengt kronologisk opbygget i syv hovedafsnit fra hver sin periode med et enkelt indskud (afsnit 6). Hvert afsnit er opdelt i to-fem kapitler med hovedvægten lagt på den samfundsmæssige udvikling, skrevet af Jonas Møller, og på arkitekturen, skrevet af Olaf Lind, som ud over at være journalist også har en uddannelse som arkitekt.

Ikke at man behøver at begynde med Adam og Eva hver gang en bog skal skrives, men det virker mildest talt tilfældigt, at bogen tager sit udgangspunkt 1860, som om der ikke havde eksisteret parcelhuse før den tid. Det havde der nemlig i høj grad - det var faktisk med sådanne, byerne var bebygget lige siden den tidlige middelalder eller så langt tilbage, vore skriftlige kilder rækker. Men hele denne forhistorie springes over og afsættet tages altså i tiden efter midten af 1800-tallet.

Der er en del statistik i bogen. Her kan så suppleres med følgende ganske symptomatiske: mens der for de første 59 år (kapitel 1, 1860-1919) bruges ca. 1 side pr. år, bruges 1,6 side for hvert af årene 1920-1959 (kapitel 2), hele 3,7 sider pr. år for 1960-1979 (kapitel 3), 2,9 sider pr. år for 1980-1995 (kapitel 4) og 3,3 sider pr. år for 1996-2012 (kapitel 5). Det kan kun bruges til at notere, at hovedvægten ligger på tiden 1960-1979, altså den tid hvor de store typehusfirmaer slog sig op for alvor, dernæst på nyere tid, mens den ældste tid er mere stedmoderligt behandlet. Det kan der være gode grunde til, men det fremgår egentlig ikke.

Der skrives meget om de økonomiske forudsætninger inden for den behandlede tidsramme, og sandt er det naturligvis, at de betyder meget, ikke mindst på grund af den favorisering boligejerne har haft i forhold til lejerne i skattemæssig henseende.

Bogen er rigt illustreret - meget rigt. Der er næsten ingen sider uden billeder på - ét eller flere og af mange arter - tegninger, fotografier, aquareller, kort etc. Det virker rodet, men kan umiddelbart give indtryk af, at her er en bog med belysning af alle facetter - lidt ligesom et supermarkeds tilbudsafdeling, hvor alskens varer uden indbyrdes relation ligger til fals i kurve til fri oprodning for potentielle købere - i modsætning til den mere distingverede butiksudstilling, hvor der kun er lagt få varer frem, men til gengæld visende hvilke varetyper, forretningen indeholder. Der er kunder og osere til begge forretningsformer, og det er da også morsomt at bladre i bogen og se de mange billeder.

Om teksten så vil appellere til ret mange er en ganske anden sag. Anmelderen faldt i hvert fald meget hurtigt af i svinget og læste resten af tung pligt. "Parcelhuset er opstået og udviklet i industrisamfundet og afspejler de behov og drømme, som i kraft af den økonomiske vækst har været mulige at realisere". Ja, det står der altså på side 10 i indledningen, men mage til sludder skal man da lede længe efter; parcelhuset var altså opfundet århundreder før industrisamfundet! Og dog... også på side 324 er der en bemærkning af så stor absurditet, at man forstår, der ikke har været meningskorrekturlæst på bogen: "I dag aldres befolkningen - og ikke mindst parcelhusejerne." Av da, hvis du vil være gammel, så se at flyt i lejlighed!

Der er i slutningen af bogen et register, som i en pêle-mêle angiver navne, steder og foretagender og begreber. Derimod findes ingen litteraturliste, uagtet at ganske mange af illustrationerne har indirekte henvisninger til bøger, hvorfra de måtte være kopieret. Eksempelvis lyder en af billedteksterne s. 35 således: "Opslag fra en mønsterbog, der cirkulerede i slutningen af 1800-tallet. Her kunne man vælge sin foretrukne boligplan, såvel som stilen." Ganske interessant, men hvorfor forholdes læseren muligheden for at vide hvilken mønsterbog, der var tale om? Almindelig god skik tilsiger faktisk, at man kildeangiver, så det er muligt at finde frem til originalen. Og det kunne da snildt tænkes, at der var en læser, som ønskede at vide mere, end bogen angiver, eller måske kunne der ligefrem være én, som gerne ville kontrollere. Kun kan man ved at se på tegningernes påskrifter se, at mønsterbogen øjensynlig var tysk.

Det grafiske design er udført af Bettina Kjærulff-Schmidt, der i 2009 fik diplom for fremragende grafiske arbejder af Forening for Boghaandværk. Det lyder jo smukt, og der ligger da også 25 års erfaring bag udførelsen. En af Kjærulff-Schmidts kongstanker er, at omslaget skal afspejle indholdet, og det må bestemt siges at være gjort til fuldkommenhed. Luftfotografiet på bogens forside viser et parcelhuskvarter i Herlev i fugleperspektiv - altså et overordnet syn uden dybde.

Det står ikke ganske klart, om lay-out'et også er udført af Bettina Kjærulff-Schmidt, eller om det er en anden, der skal klandres for det miskmask med billeder, der snart når til kant, snart holder sig inden for klummen, og til tider hverken det ene eller andet. Et af de ganske få opslag, hvor grundlay-out'et ikke er omkalfatret, er siderne 128-129, og det ses her at være ganske sobert med en smal og en bred spalte med billedteksterne i den smalle og venstreliggende, og med billederne placeret inden for spaltebredden med overkant i klummens øvre kant, venstremarginaliserede mellemoverskrifter med fed skrift men i øvrigt samme skrifttype. Skade blot, at det er så få steder, dette er overholdt.

Billedredaktionen er udført af Lise Funder. Bogen er trykt i Slovenien; også det gamle Gyldendal benytter sig altså nu af de langt billigere produktionsmuligheder i østeuropa. Trykningen er ikke af den standard, som man er vant til at se hos forlaget; den er simpelt hen stedvis noget ujævn med for stærk sværtning af teksten på nogle sider og tilsvarende kraftigere farveholdning på en del af billederne. Nu er der ingen af illustrationerne, der som i kunstbøger har stort behov for at være helt eksakte som originalerne, men det kunne godt være bedre. Æstetik har jo aldrig skadet.

Alt i alt må det konkluderes, at der er tale om et omfattende værk, som belyser mange sider af parcelhusbyggeriet i de seneste halvandet hundrede år, men at det ikke er en bog, som kan have appel til fagfolk eller dem, der ønsker en dybere indsigt i emnet. Hvorvidt den har det for resten af de tre millioner danskere, der bor i parcelhuse, skal være usagt. Underholdsværdien er nok dens største kvalitet.

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Det malede rum
HIKUIN 38
STEDET FORTÆLLER – om DANSK VESTINDIEN