Tings Tale 04

Af Per Ole Schovsbo

Tidsskriftet bringer seks ret forskellige artikler om de kulturhistoriske museers sagforskning.

Den første artikel er fremragende skrevet af historikeren Søren Werther Kjær Rasmussen og handler om krigergrave fra 2. verdenskrig i Danmark med udgangspunkt i Sydvestjyske Museers udstilling i Fovrfeld Gravlund, der er den største kirkegård for allierede flyvere i Skandinavien. Kirkegården rummer også tyske, tvangsudskrevne polske og sovjetiske soldater, samt et stort mindesmærke for lokale modstandsfolk – således både venner og fjender, som det fremgår af informationsplancher og QR-koder. Kirkegårdens kapel supplerer med udstilling af genstande og billeder. Målet med artiklen er at undersøge museernes forhold til krigskirkegårdene i formidlingen af 2. verdenskrig. Resultatet er bl.a., at museerne i Danmark med held beskæftiger sig både med de Vestallierede grave med hvide gravsten og efterhånden også de tyske grave – med grå gravsten – i en afvejet historiske fortælling om krigen, med stor respekt for gravenes betydning som pårørendes og efterkommeres erindringssteder.  

Den næste artikel – på engelsk – af museumsinspektør Trine Borake forsøger at kaste lys over Ringsteds historie fra yngre jernalder frem i ældre middelalder på baggrund af detektorfund fra 15 lokaliteter i omegnen.  Forståelsen er besværliggjort af et akademisk sprog, men det fremgår tilsyneladende, at Ringsted, der i danske middelalderhistorie spiller en vigtig rolle, aldrig blev en blomstrende handelsby fordi en nærliggende lokalitet (Kildeagergaard) ”fungerede som en decentraliserende antagonist” (cit. fra forfatterens danske abstract). Anmelderen mindes tilsvarende brud i tidlige byers udvikling flere andre steder – fx blev Starup overhalet af Haderslev i tidlig middelalder – men det ville have været betryggende at få jordfaste eller arkivalske (kartografiske) kilder i spil, således at lidt tilfældige (rurale) metalfund ikke står alene i tolkningen af Ringsteds tidlige historie.

Museumsinspektør Nicolaj Brandt, Storm P. Museet, undersøger Storm P.s sorte sider og deres påvirkning af hans tegnede og malende produktion. Hvilke inspirationskilder er synlige, hvordan har den autodidakte Storm brugt det groteske i sin kunst, og hvordan kan hans praksis ses i forhold til samtidens strømninger? Konklusionen af denne velkomponerede artikel (med enkelte fejl i figur-referencerne) er, at Storm mange gange tog udgangspunkt i andre kunstneres værker – ofte tyske Entartete, der udtrykte Storms arbejdsrelaterede stress og angst – for anmelderen at se næsten ligesom Emil Nolde. Storms meget personlige stil skildres som en ekspressionistisk og antiakademisk (!) dyrkelse af det primitive samme med symbolismens tankegods og billedunivers. Kunsthistorien har mange vanskelige ord.

Docent emeritus Ole Høiris skriver om etnografiske genstandes fortællinger, der tager farve af den sammenhæng de optræder i.  Udgangspunktet for artiklen er indsamlingen for 40 år siden af etnografica til pædagogiske UNESCO-kasser, der af Moesgård Museum blev udlånt til skolernes undervisning om fremmede kulturer. Mange år senere blev genstandene inddraget i museets samlinger som sjældne etnografiske genstande til brug for forskning og formidling. Høiris oplever udviklingen som et akademisk skifte i tingenes sprog fra at være medier i en dialog mellem forskellige kulturer til symboler på kulturel identitet. Høiris inddrager mange fortællinger der illustrerer hans budskab i sin artikel – men det forekommer lidt søgt at inddrage dansk arkæologis tidlige forskning selvom inspirationen til den etnografiske sagforskning i Danmark var arkæologernes arbejde på Nationalmuseet om vinteren – der, inspireret af den etnografiske sagforskning, gravede i den danske muld om sommeren - mens etnograferne var på feltarbejde i Langtbortistan. 

Historiker Jannie Uhre Kongsgaard fortæller om den reformerte menigheds ligbåre fra 1790 i den religiøse fristad Fredericia – som eksempel på tidlig moderne dødskultur i sammenligning med andre danske ligbårer fra lutheranske kirker i samme periode. Artiklen fremlægger med autoritet en oversigt over de reformertes (huguenotternes) danske historie. Konklusionen er, at de malede memento mori-motiver på ligbåren viser, at grænserne mellem luthersk og calvinistisk billedbrug ikke længere var så skarpt markeret i 1700-og 1800-tals Fredericia. Noget andet er, at Kongsgaard skriver, at man i den reformatoriske verden ikke kunne betale sig til sjælens bedre skæbne i Skærsilden som i den katolske kirke, hvorfor man måtte holde sin sti ren, mens man levede.  Anmelderen er lidt forvirret: Skærsilden blev vel afskaffet ved Reformationen? for den rene lutherdom var det troen alene der spontant førte den endnu levende til den kristne livsform – således at man ikke kunne forbedre sit moralske regnestykke overfor evigheden ved bevidst at gøre gode gerninger. Var det anderledes for en calvinist?

Historiker Michael Frausing skriver om de danske turistplakater, der begyndte at dukke op i årene efter 1. verdenskrig og lige så stille gik af mode i løbet af 1960`erne.  De var produceret af danske turistforeninger for at markedsføre købstæder, stationsbyer, seværdigheder og naturområder overfor både borgere og besøgende. Man skulle så at sige udføre et image- og identitetsarbejde netop i den periode, hvor de fleste danske byer gennemgik en hastig forandring og måtte finde nye roller. Turismen har som regel været knyttet til områdets og byernes romantiske dimensioner overfor den moderne livsform, og det gør sigthseeing til en meningsskabende aktivitet. Det er netop ikke de museale kvaliteter men den aktive lokale destinations virkelighed i attråværdige og maleriske omgivelser, der giver turisten meningsfulde oplevelser.  Og det er denne balance som de bedste turistplakater fastholder i deres grafiske udtryk – der helst også kan accepteres af stedernes befolkning – og af de kommunale erhvervskontorer i storkommunerne, der er ved at overtage turistforeningernes virksomhed,    

Mens emnerne der er taget op i Tings Tales som regel har været vedkommende og spændende, er nr. 4 skrevet i et mere tilgængeligt sprog end tidligere numre af årbogen. Det er også nødvendigt i en tid hvor dansk kulturpolitik nationalt og regionalt næsten ikke er eksisterende, og museerne overlever på deres egen entreindtjening og flere derfor har givet sig hen i en oplevelseskultur, der kvæler netop den del af deres primære opgave: at indsamle, forske, bevare og formidle nyere tids kulturhistorie. I denne situation bør alle nyere tids sagforskere stræbe efter at tale så eksplicit som muligt, så vi ikke havner i en faglig blindgyde, hvor ingen gider lytte til budskaberne eller støtte museernes virksomhed.

[Historie-online.dk, den 8. juni 2022]