Børn som ingen andre
Af Ida Munk
Bogen udgives af Den Kongelige Samling og Aarhus Universitetsforlag forud for åbningen af udstillingen ”Kongebarn” på Koldinghus.
Bogen er opdelt i tre sektioner: ’Det repræsentative barn’ (s. 31-93)’Dyd og dannelse’ ( s.93-187), ’Dagliglivet og døden’ (s.187-255) samt en epilog med interview af Dronning Margrethe (s.255-287).
I de tre sektioner findes i alt ni studier af forfattere med forskellige akademiske grader som f.eks. professor, mag.art. ph.d. og cand. mag. i kunsthistorie, ph.d. og cand.mag. i historie, cand.arch. samt cand. mag. et art. i klassisk filologi. Det akademiske niveau må således siges at være på højt niveau.
Med bogens undertitel ’Træk af den kongelige barndoms historie’ menes således ikke nødvendigvis fællestræk, men netop behandling af udvalgte, forskellige børn gennem årene ud fra en ”..kulturhistorisk snarere end en politisk vinkel”(s. 22).
I pressemeddelelsen ’Barndom i det danske kongehus gennem 500 år’ vedr. bogen skrives, at ”Bogens kapitler repræsenterer nedslagspunkter i en historie, der fortæller, hvordan de kongelige børn er blevet opdraget og iscenesat for omverdenen.”
De enkelte børn sættes i relation til deres betydning for arvefølgen til tronen og dermed forældrenes behov for at sikre kongemagten fremover, hvorfor også en del af de mange tidligt døde – man ser heraf, hvor stor børnedødeligheden var selv for samfundets øverste - og de dødfødte gennemgås i forhold til denne problemstilling. Det er ikke meget, man kan vide om forældrenes reaktioner herpå, men i kapitlet (s. 209- 233)’Børn uden fremtid. Frederik 4.s døde børn’ ( der var elleve tidligt afdøde! )beskrives, hvorledes de kongeliges ”’minder’ om afdøde børn ikke kun afspejler personlige følelser, men i mindst lige så høj grad repræsentative og dynastiske forhold.” (s. 211). Det er åbenbart et spørgsmål om ”.. man overhovedet (kan) spore nogen form for personlig reaktion hos kronprins Frederik(4.) og kronprinsesse Louise ved deres børns død? Kilderne er uklare, men ved den førstefødte prins Christians uventede død i 1698 anes forsøg på at tage hensyn til forældrenes reaktion.” ( s. 216).
I sektionen ’Dyd og dannelse’ gennemgås vidt forskelligt materiale til belysning af kongebørnenes opvækst til voksne kongelige og regenter. Følgende kongebørn beskrives: I kapitlet ’Frederik 6.s hårde barndom og hans ”Bedste Ven” (s. 93- 122), gennemgås Struensees indflydelse på kongebarnet, hvor han åbenbart med dronning Caroline Mathildes billigelse anvendte en ganske hårdhændet variation af J.-J. Rousseaus pædagogiske idealer. F.eks. dette, at opdragelse og sprogudvikling skulle foregå uden voksenkontakt, hvor Rousseau mente, at der skulle ansættes en kompetent opdrager og have ”masser af voksenkontakt” (s. 102). Samtidens forskellige vurderinger af Struensees opdragelse gennemgås og det noteres, at præcist vurderingen af denne opdragelse indgår i dødsdommen over Struensee. ( s. 106)
Kapitlet ’Prinsesse Carolines opvækst og dannelse omkring år 1800’ (s.123 – 146) belyser hvorledes kongebørn i og efter denne periode fik en øget symbolsk betydning for fædrelandet. Hendes uddannelse (også J.-J. Rousseau – inspireret), sigtede mod et bredt og højt kundskabsniveau, hvilket bl.a. ses i undervisningsprogrammet fra 1808 for prinsessen. Det indeholdt 12 timers ugentlig undervisning i 12 forskellige videnskaber. Formålet var ”…at forsyne den tiårige Caroline med både fagkundskaber og national selvindsigt.” ( s.140).
Her fremhæves desuden, at dette kan genfindes” i periodens uddannelse af elitens døtre .” Vi er med andre ord fremme ved, at bogens titel ” Børn som ingen andre” ikke helt stemmer – der er andre, i hvert fald fra denne periode og frem til i dag, hvor kongen og hans bror samt deres børn har gået i almindelige skoler, ligesom dronning Margrethe har gået i skole (Zahles Pigeskole) og boet på kollegium og fulgt undervisningen på Aarhus Universitet. Men med prinsesse Carolines brede uddannelse og hendes titel som kronprinsesse ved farens tronbestigelse blev hun som den øvrige familie set som en samlende figur for fædrelandet i en krigstid omkring 1806-09(s. 142).
Også kapitlet ’Kongelige børns opdragelse og uddannelse belyst gennem, deres bevarede bøger 1780-1830.’ ( s. 147- 166) omhandler perioden omkring år 1800. Forfatteren skriver her om kilde grundlaget : ”- der (er) tale om et forsøg på at tolke et spinkelt, spredt og fragmentarisk materiale, og resultaterne må derfor tages med forbehold….. første gang at forsøget gøres..” ( s. 147). Udgangspunktet er ca 150 bøger for børn fra H.M. Kongens Håndbibliotek og dronning Caroline Amalies bibliotek. Bøgerne er på fransk eller tysk enkelte på engelsk eller dansk. Bøgerne er beregnet som højtlæsning og afspejler en række aktiviteter, som kunne indgå i dannelsen af børnene.
Kapitlet opsummerer, at de danske kongelige børn er blevet opdraget og undervist efter tidens moderne pædagogik. Således kunne de dannes ” … socialt og etisk til det liv, der ventede dem….. som repræsentanter for en oplyst elite med forbilledlig adfærd.” (s. 165).
Kapitlet ’To prinsers kunstneriske dannelse gennem tegneundervisning 1790-1880.’ (s.167-186). omhandler prins Valdemar (1858-1939) og Christian (8.) Frederik (1786-1848). Kapitlet giver en vurdering af Christian Frederiks tegninger som ”… ikke uden evner, når det kom til tegning..(s. 171) Det nævnes endvidere, at hans tegneundervisning mm havde et større råderum, da han ikke var født til at blive konge, samt at tegneundervisning blev kædet sammen med dannelsesbegrebet, hvilket skærpede vigtigheden af at undervise børn i tegning.” (s. 171) Hermed endnu et mindre tegn på, at de kongelige var en smule ’som andre’ – i hvert fald de børn af eliten, der modtog undervisning.
Kapitlet nævner også den forskel i motiverne, som drenge og piger blev skolet i begrundet i, at tegning var en del af drengenes militære uddannelse, mens det for pigerne var væsentligt ”at udvikle deres religiøse, moralske og intellektuelle karakter.”(s. 180).
Det kan undre en smule, at kapitlet ’Opdragelse og hverdagsliv i en renæssanceprins’ latinske brevstile1583-1593’ ikke indgår i forrige sektion, hvis overskrift er ’Dyd og dannelse’, men er placeret under ’Dagliglivet og døden’- Det er den senere Christian 4. 1577-1648, der her skriver over 840 (dansk-)latinske stiløvelser. Begrundelsen er, at der er udvalgt et mindre antal, der skal belyse kongesønnens dagligdag og opdragelse under Hans Mikkelsen med stillingsbetegnelsen ’tugtemester’. Stilene giver ” en enestående og kun let monitoreret adgang til oplevelser og erfaringer fra en kongelig barndom, fortalt af hovedpersonen selv.”(s. 207). I forhold til denne konge er ikke blot hans liv og gerninger som voksen velbeskrevet, men vi får i denne bog en ganske særlig adgang til iagttage hans tanker og læring som barn.
I kapitlet ’Kongelig leg, legetøj og legerum 1968-1978’ tages den rousseauske inspiration op igen, idet prins Henrik som far til de to prinser inspirerede dem til udendørs leg og en forholdsvis begrænset mængder færdigproduceret legetøj. ( s. 240)Kapitlet giver desuden indtryk af, at kongehuset var interesseret i de moderne former for byggelegetøj og legepladser.
Det afsluttende kapitel ’Med egne ord’ er interviews med Dronning Margrethe om erindringerne fra barndommen vedrørende tre temaer: Leg, familie og Skole og dannelse, hvor dronningen fortæller, hvordan hun oplevede sin barndom frem til og med konfirmationen i 1955, efter tronfølgeloven var vedtaget.
Som det anføres indledende af redaktionen s. 22: ”… vi ved kun lidt om deres barndom, for mange aspekter af det kongelige børneliv er ikke dokumenteret og dermed forsvundet ud af den historiske bevidsthed….. Om nogle kongelige ved vi noget, om andre næsten ingenting….. Der er… tale om strategiske nedslag, betinget af faglige interesser og tilgængeligt kildemateriale.”
Bogen er fornem i sit udstyr med billed- og kildemateriale. Ikke mindst de fyldige noter og litteraturlisten til de enkelte kapitler er et spændende stykke faghistorisk arbejde, som vil blive suppleret med den kommende udstilling Kongebarn på Koldinghus fra d. 20. juni - 3. august 2025.
