Dansk Medicinhistoriske Årbog 2024
Af Poul Ulrich Jensen
Dansk Medicinhistorisk Årbog for 2024 er nu udkommet, og den rummer sædvanen tro en samling interessante artikler, der denne gang især har relation til 2. verdenskrig og til markeringen af nogle vigtige medicinhistoriske jubilæer. Der er således både beretninger om danske lægers indsats i modstandsbevægelsen og banebrydende medicinhistoriske opdagelser.
Da den tyske besættelsesmagt strammede grebet om den jødiske befolkningsgruppe i Danmark, var et betragteligt antal læger aktive i de redningsaktioner, der bragte dem i sikkerhed i Sverige. På Bispebjerg Hospital blev der i september 1943 etableret en større indkvartering af jøder, der fik midlertidigt ophold i sygestuer, auditorier og loftsrum inden den videre transport med ambulancer, taxaer, ligvogne og lægebiler til udskibningspladserne. I løbet af oktober måned passerede 1500-2000 personer med jødisk baggrund gennem Bispebjerg Hospital, og for en del af dem foregik flugten til Sverige fra Lolland-Falster, hvor især Stubbekøbing blev udskibningshavn.
Den nyansatte læge ved Bispebjerg Hospital, Poul W. Kruhøffer, spillede her en central rolle, og i Frihedsmuseets registrering af personer, der var aktive i modstandsbevægelsen, er hans indsats beskrevet som flugtkoordinator, transportorganisator og flugthjælper, udstationeret som lokal leder på Nordfalster. I alt blev 457 jøder fragtet til Sverige fra Stubbekøbing og omegn. Poul W. Kruhøffer blev arresteret to gange af tyske soldater under disse aktioner, men det lykkedes ham i begge tilfælde at klare frisag. Han gjorde efter krigen en fornem karriere, der endte med et professorat i medicinsk fysiologi, men han var helt til sin død i 2006 særdeles beskeden og fåmælt om sin indsats under Besættelsen. Det er der heldigvis rådet bod på i årbogsartiklen om modstand og illegale transporter.
Også artiklen om Jørgen Røjel, modstandsmand og engageret læge, opruller et livsforløb, der rummede spektakulære indsatser. Da Danmark blev besat i 1940, gik den unge medicinstuderende ind i modstandskampen, hvor han var aktiv indtil befrielsen. Efter en vellykket sabotageaktion i november 1943 blev hans gruppe angivet til tyskerne, og Røjel måtte flygte til Sverige. Det blev dog et kortere ophold, for ønsket om at tage aktivt del i aktioner mod besættelsesmagten bragte ham i august 1944 tilbage til Danmark. Han havde efter Befrielsen svært ved at falde til ro, og der var i efterkrigstiden adskillige brændpunkter, hvor lægehjælp var stærkt påkrævet. For Røjels vedkommende blev det til en indsats under Koreakrigen, opstanden i Ungarn, borgerkrigen i Congo og adskillige ophold i Afghanistan efter den russiske invasion.
Hjemme i Danmark satte hans engagement som læge sig adskillige markante spor, ikke mindst med en pionerindsats indenfor akut medicinsk behandling. I sin tid som overlæge i Fredericia fik han skaffet tre af de nyligt oprettede hjerteambulancer til byen, og der blev også brugt kræfter på at rejse Danmarks første miljøsag mod virksomheden Superfos, hvis skorstene fyldte luften med giftige gasser fra produktionen af svovlsyre, ammoniak og gødning. Den aktive læges mange gøremål gik ikke upåagtet hen i politiske kredse, og det blev til en opstilling for Centrumsdemokraterne, der dog ikke førte til en plads i Folketinget. Hans utrættelige samfundsmæssige og faglige engagement gjorde ham til gengæld til Ridder af Dannebrogs ordenen.
Nobelprisen rangerer uden tvivl som noget nær den højeste anerkendelse for en videnskabelig pionerindsats, og en sådan fik lægen Niels Kaj Jerne i 1984 for sin forskning indenfor immunologi. Årbogsartiklen om ham har undertitlen ”Nobelprisen er ingen garanti mod at blive glemt”, og det er da også det, der i nogen grad er sket for hans vedkommende. Medens prisvindere som Niels Finsen, Johannes Fibiger og i særlig grad Niels Bohr har fået hele institutter opkaldt efter sig, må Niels Jerne nøjes med at lægge navn til en vej i Aalborg og et auditorium i Panumbygningen. Til gengæld er kendskabet til hans liv og arbejde betydeligt større end for de fleste andre danske videnskabsfolk, for i 1998 udkom en biografi over Niels Jerne, hvor fokus ikke kun var på hans forskningsresultater, Den havde også en psykologisk analyse af hans person og forbindelsen mellem hans selvforståelse og de teorier om immunsystemets indretning, der havde indbragt ham Nobelprisen.
Årbogen har også benyttet lejligheden til at markere 100 års jubilæer for to vigtige opfindelser til måling af den elektriske aktivitet i hjerte og hjerne. Hollænderen Willem Einthoven fik i 1924 Nobelprisen i kategorien fysiologi eller medicin for opdagelsen af elektrokardiogrammets mekanisme. EKG-apparaturet var i begyndelsen en kolos på ca. 300 kg, der krævede fem mands betjening, men har siden gennemgået en udvikling, der gør det let at transportere og anvende. Det er i dag også en vigtig og livreddende del af udstyret i en hjertestarter.
1924 var også året, hvor Hans Berger, tysk neuro-psykiater på universitetshospitalet i Jena, opfandt elektroencefalografien. Denne metode til undersøgelse af hjernens elektriske aktiviteter blev første gang anvendt på en patient, der havde gennemgået flere neurokirurgiske indgreb på grund af en hjernetumor. Registreringen af hjerneencefalogrammet foregik med elektroder placeret direkte på hjernens overflade. Det var naturligvis en noget drastisk fremgangsmåde, så Berger eksperimenterede sig frem til elektroder af metalfolie anbragt på hovedhuden. Her optrådte Bergers søn i meget kortklippet udgave som forsøgsperson. Hans Berger tvivlede så meget på sine fund, at han ventede fem år med at publicere resultaterne, og der skulle gå yderligere fem år, inden de blev anerkendt blandt fagfæller. Et anstrengt forhold til nazistpartiet begrænsede hans forskningsmuligheder, og en svær depression førte til selvmord i 1941.
Redaktionen af årbogen har haft den temmelig vanskelige opgave at reducere mængden af fagtermer til det nødvendige minimum, så også faggrupper uden for sundhedssektoren kan følge med, når særdeles kompetente fagfolk øser af deres viden. Det er lykkedes på bedste vis, og artiklerne er fint suppleret af mange illustrationer. Så årbogen kan varmt anbefales.
[HIstorie-online.dk, den 7. maj 2025]
