Efter skuddene

Da medicinstuderende Cato Bakman bliver skudt ved Bispebjerg Hospital i december 1944, var det en stor tragedie for hans familie og hans venner i modstandsmiljøet. Da Catos søster går bort i 2014, finder man en kasse med efterforskningsmateriale. De to forfattere fortsætter søsterens kamp for at finde ud af, hvem der skød Cato Bakman

Af Michael Koch

For interesserede i modstandskampen og 2. verdenskrig er det næsten umuligt ikke at have hørt Cato Bakmans navn. Mange har også læst, at han i flugten fra Gestapo så sig nødsaget til at springe ud fra tredje sal på Bispebjerg Hospital. At Cato blev beskudt og ramt af Gestapos skud, er der færre, der ved. Denne bog graver sig dybt ind i et hemmeligt lægenetværk i modstandskampen og den indædte og bitre magtkamp, der herskede mellem modstandsbevægelsen og Gestapoafdeling IV2a. I mere end 80 år var ønsker om opklaring meget stort for Catos søster. Det var så stort, at hun i alle år efter krigen fortsatte med at søge sandheden og få en opklaring af omstændighederne ved Catos drab.

Cato Bakman mistede livet i Lægen Karl Henrik Køsters lejlighed på Bispebjerg Hospital. Cato sprang, eller blev smidt ud af et vindue der svarer til 3. sals højde. Omstændighederne kan man læse om i bogen. Fotoet er fra 1941

Cato Bakman havde en god og tryg barndom og opvækst. Han ville gerne være robust og styrket, så han sov i telt i haven i Hedehusene. Med tiden også om vinteren. Han cyklede, roede og svømmede meget. Han gik helst i shorts og vandrestøvler. Han var født i 1918 og studerede medicin. Selvom han og søster Inger var ret forskellige, havde de et meget tæt søskendeforhold til hinanden. Cato kunne tale med alle og havde et vindende, venligt væsen. Han var populær og blev tidligt kæreste med Karen Andrea, som var et livstykke. Cato var meget ansvarsfuld og meget samvittighedsfuld. Så meget, at det dermed kunne skabe problemer for ham, da han ikke kunne acceptere uretfærdigheder, så kom hans idealer nogen gange på tværs og skabte problemer for ham.

Besættelsens første par år er betagende og fornemt skildret i bogen. Nærværet og indlevelsen hos forfatterne er til at tage og føle på. Allerede nu er bogen krøbet ind under huden på læseren. Cato og andre studerende arbejdede nu med illegale blade, mens vreden over besættelsesmagten blev stadig større. Nu producerede gruppen de illegale blade Frit Danmark og De Danske Studenter. Cato og hans ven Holger mødte modstandsmanden Jørgen Kieler og kom med i hans gruppe. Rådhusstrædegruppen fik et klart formål efter sammenbruddet den 29. august 1943: Jødeflugten til Sverige. De indsamlede det, der svarer til 11 millioner kroner i nutidskroner. Det lykkedes at arrangere det hele med alt fra opsamlingssteder til fiskerbåde, som jøderne kunne skjule sig i på vej over Øresund til Sverige. Mere end 500 personer fik gruppen i sikkerhed i Sverige.

Gruppen fik hjælp af troværdige hjælpere til at gennemsøge skove. Mange jøder havde i rædsel spredt og skjult sig i skovene, da jøderne ikke anede, hvem de kunne stole på. Ved at gennemsøge skovene systematisk hjalp de utroligt mange frem til bådene, så de kom i sikkerhed i Sverige. Rådhusstrædegruppen trådte for alvor i karakter, da Cato etablerede kontakt til Bispebjerg Hospital og Kommunehospitalet. Det handlede om alle de jøder, som ikke var nået over Sundet i tide, og som nu levede under jorden. Ikke nok med at alle de mange flygtninge skulle gemmes sikkert, alle hjælperne løb risici med livet som indsats. Bogens vinkling på denne fortælling giver et sug i maven og skal læses uden pauser. Hospitalet, de mange chauffører til transport, og andre med blik for det, der skete, kunne være tyskvenlige, så det handlede også om sikkerhed og gode gemmesteder i kældre og sygeplejeboliger. Både nutidige og samtidige kilder vurderer at mellem 1.500 og 2.000 af de godt 8.000 jøder i 1943 blev hjulpet gennem Bispebjerg Hospitals central på mindre end en måned. Det var dybt fascinerende at læse om den organisation, der skulle til for at få jøderne over i sikkerhed. Rigtig mange gode mennesker løb alvorlige risici for så uselvisk at hjælpe.

Natten til den 13. oktober 1943 slog tyskerne til. De bevogtede alle indgange til Bispebjerg Hospital, og mange soldater stormede ind. Det var på et meget slemt tidspunkt, for der var op mod 200 flygtninge i sygeplejeboligererne. En enkelt Schalburgmand fandt selv på at undersøge boligerne, men han blev mødt af sygeplejerske Signe Mogensen. Den danske tyskerhjælper blev budt på snaps, og inden længe havde han fået en halv flaske, som var proppet med sovepiller. Den spinkle Signe overmandede manden, og situationen var reddet for en stund. Klokken ni næste morgen startede et falsk “begravelsesoptog”, og de mange flygtninge kørte ud i op mod 30 taxaer. Det lykkedes at få alle flygtninge ud. Antologien Den Hvide Brigade, som udkom i 1946, er kilde til megen information i bogen (Det anbefales at låne bogen på biblioteket, den er ganske spændende og interessant). Der er tydelig reference hver gang, og da bogen Den Hvide Brigade er meget troværdig i samtiden, er det anerkendelsesværdigt, at den er brugt.

Cato og Andrea blev gift med kongebrev, så de undgik, at vielsen blev lyst i kirken. De havde været forlovet i seks år, inden de blev gift, kort før Cato døde. Fotoet er fra 1943

Signe Mogensen levede et dobbeltliv som modig modstandskvinde og oversygeplejerske på Bispebjerg Hospitals psykiatriske afdeling. Udadtil var Signe en artig og nydelig ung dame. Under en razzia opholdt hun en dansk tyskermedløber så længe, at hun kunne drikke ham fuld. Hun havde knust en masse sovepiller i snapsen, så manden faldt i søvn, blev bundet stramt og sendt over Sundet til Sverige

Cato og Andrea havde været kærester i seks år. Nu, hvor det begyndte at være meget farligere for ham at fortsætte modstandsarbejdet og flygtningehjælpen, besluttede de sig for at blive gift. De blev viet i Hans Tausens Kirke den 15. oktober 1943. Det var ikke nogen lang tids lykke, de to unge fik. Den 9. december 1943 skulle Cat besøge reservekirurg Karl Henrik Køster i dennes lejlighed på hospitalet. Køster var ikke hjemme, men Gestapo holdt hans familie i skak, og da Cato kom ind i lejligheden, blev han overfaldet af tyskerne, som trak hans langskaftede støvler af. Cato vidste, hvor hårdt Gestapo gik til deres fanger, og han vidste rigtig meget, som de kunne torturere ud af den unge mand. Muligvis var det derfor, at Cato valgte antagelig at springe ud af et vindue på 3. sal. Han blev straks kraftigt beskudt. Cato blev kørt ind på hospitalet af en portør. Faldt Cato, eller blev han skubbet ud af vinduet? Det er uklart, for der var kun tyskere tilstede. Flere andre og fru Køster blev taget med og fængslet. Cato Bakman gik bort dagen efter i sin hustru Andreas arme.

Bogen går nu i en undersøgende fase for at udrede, hvad der skete. Hvorfor blev Cato skudt? Hvad var omstændighederne, inden han faldt? Inger ville ikke acceptere, at Cato var dræbt af Gestapo og bare blev glemt. Catos far holdt en mindetale i 1946, hvor der var tydelig skuffelse over den nye tid, hvor det blot var som før krigen. Mange syntes, at de drømme, danskerne havde om tiden efter freden, slet ikke blev opfyldt. Men Inger ville finde de skyldige for storebroderens død. Det er på dette tidspunkt i bogen, hvor denne anmelder skal passe på med at fortælle mere om opklaringen. Bogen er vanvittigt god skrevet og det kribler i fingrene for at fortælle om alt det, der sker. Det ville være utroligt ufint overfor forfatternes enorme arbejde at afsløre den anden halvdel af bogen. Lidt kan der da siges.

Efterkrigstiden bliver beskrevet, ligesom presset på politiet på grund af stigende kriminalitet og de mange våben i omløb. Sammen med Catos nulevende familiemedlem Bodil går forfatterne i dybden med sagen om Cato. Det er ikke nemt efter mere end 80 år. Men Rigsarkivet, Frihedsmuseet og tyske arkiver bliver endevendt for at komme nærmer på en opklaring. Alene listen over de interviews, de har gennemført, er lang. Der følger også en sand jagt på dokumenter fra Statsadvokaten for Særlige Anliggender, Rigspolitiet og Universitets Retsmedicinske Institut. Det bliver stadig mere spændende at læse om forfatterens lange og seje kamp. Tilladelser og adgang til arkiver kan være krævende. Catos enke Andrea Bakman meldte sig som frivillig sygeplejerske hos Røde Kors i Polen. I Polen blev hun meget syg med lungebetændelse, og hun kæmpede resten af livet med dårligt helbred og kronisk bronkitis. Hun giftede sig igen i 1953 og fik to børn, som begge fik mellemnavnet Cato. Andrea døde som kun 60-årig i 1980. Senere viste det sig, at hun havde været tilknyttet Holger Danske.

Det er uhyre sjældent, en bog giver kuldegysninger og en uro i kroppen af spænding. Flere gange lykkes det denne bog at rokke anmelders indre ro. Bogen handler om Cato Bakman, men er også en lærebog i besættelses- og 2. verdenskrigshistorie. Det er fremragende udført. Bogen skal have en stor anbefaling med på vejen.

[Historie-online.dk, den 28. oktober 2026]