Menu
Forrige artikel

Flygtningelejren Sølund

Kategori: Bøger
Visninger: 364

 

Af Ole Schramm, cand.mag. i historie og musik

Bogen er et lokalt projekt, da begge forfattere er ansat ved Skanderborg Museum. Martin Philipsen Mølgaard er museumsinspektør og arkivleder, og Julie de Vos er arkæolog og postdoc. De har i bogen fortalt om flygtningelejren i Sølund, der i 1945-46 skulle huse en lille del af de ca. 250.000 flygtninge, som blev sendt til Danmark i begyndelsen af 1945, da russerne rykkede frem gennem de østlige dele af Tyskland. Tyskerne vidste, at de var nødt til at flygte, hvis de ville undgå at blive udsat for russernes hævn over den grusomme tyske invasion. De tyske flygtninge i Danmark er allerede blevet behandlet i flere bøger, men det er spændende at se, hvad et lokalt projekt kan bidrage med for at gøre os klogere på et emne, som mange mennesker stadig ikke ved ret meget om.

I forordet får vi at vide, at flygtningelejren Sølund var en afløser for Luftwaffes danske hovedkvarter i Skanderborg, men da vores viden om flygtningelejren er meget sparsom og fragmentarisk, er dokumentation fra andre flygtningelejre og fotos af de tyske flygtninge blevet inddraget. Det gælder fx forsidebilledet, som ikke stammer fra Sølundlejren, men fra stationen i Grindsted. Her ser vi en gammel kone, der er udmattet og træt, og som har opgivet hvert håb. Motivationen for at vise dette foto på bogens forside er, at det bedre end noget andet billede fra Skanderborg viser ”den hjerteskærende situation, som flygtningene befandt sig i” (s. 10). Det er et gribende billede, og man kan ikke undgå at blive berørt af det, men spørgsmålet er alligevel, om billedet er repræsentativt for de flygtninge, der levede i flygtningelejren? Det er især repræsentativt for de tyske flygtninges sørgelige forfatning ved ankomsten til Danmark, hvilket et dansk vidne, barbermester Aage Danielsen, noterede i sin dagbog d. 5/4 1945 (s.62). Billedet af børn, der leger s. 43 og af skoleundervisningen s, 52, giver helt andre associationer end billedet af den gamle kvinde. De er autentiske, og de viser situationer fra livet i lejren. Men de mangler det drama, som forsidebilledet illustrerer.

Vi kan glæde os over, at bogen trækker på alle tilgængelige og væsentlige kilder, og det er godt, at arkæologien er blevet inddraget. Borgerudgravningen, der vises på et billede s. 11, er et spændende initiativ, som jeg glæder mig til at høre mere om i bogen.

Efter en historisk introduktion om Østfronten følger et tema, der handler om at være på flugt i den barske vinter, hvilket har været forfærdeligt for alle de tyskere, der kom til Danmark. De måtte sejle over Østersøen, uden at vide om skibene blev bombet. Flygtningeerindringerne er delt op i tre dele, som er placeret tre forskellige steder i bogen. I indledningen hertil får vi at vide, at vi har at gøre med en dagbog, som Margrete Endre, den ældste af ni søskende, skrev, da hun var 18 år. Den blev samlet 50 år efter flugten, og den blev udgivet af Museum Skanderborg i hæfteform i 2010. Det er disse erindringer, som bringes i bogen i tre dele. Første del handler især om flugten, der for alvor startede d. 10. februar 1945. Margrete, hendes søskende og nære familie samt ca. 35 slægtninge fra egnen o. Neuhof i Ermland deltog i den farefulde færd gennem Tyskland. Øst for floden Weichel var de omringet af russere, og d. 25. april sejlede de derfra og kom d. 1. maj til København. D. 5. maj ankom de til et forsamlingshus i Jeksen i Skanderborg-området. Desværre er det ikke muligt at finde alle navnene på kortet s. 19.

I del 2 fortæller Margrete om Sølundlejren, hvortil de blev forflyttet d. 9. august. Opholdet her varede kun ca. 11 måneder, da de d. 5. juli 1946 måtte flytte til Ryelejren. Opholdet i Sølundlejren er i denne sammenhæng mest relevant, men det fylder kun to sider, og det er derfor begrænset, hvad vi får at vide herom. Alligevel er det et godt og fint supplement til den viden, som forfatterne har skaffet fra andre kilder.

Del tre handler om forsøgene på at få kontakt til slægtninge, og om rejsen til den franske zone. Selv om de oplevede ødelæggelserne i tyske byer, var de glade for at for at kunne rejse gennem Tyskland.

Jeg forstår godt, at Margretes fortælling er taget med i denne bog, men jeg forstår ikke, hvorfor fortællingen er blevet delt i tre dele og placeret forskellige steder i bogen. Da jeg havde læst første del, sprang jeg straks videre til del to og så til del tre.

Efter første del af Margretes fortælling hører vi om de første flygtninge i Skanderborg. De kom, mens tyskerne stadig besatte Danmark. Forskellige personer, der var involveret i modtagelsen af flygtningene eller var vidner hertil, bidrager med korte udsagn. Vi får også at vide, at ”Der var tilsyneladende ikke den største interesse og velvilje fra den tyske militære ledelse til at hjælpe de civile tyske flygtninge” (s.32). Det kan man da godt forstå, da erkendelsen af nederlaget ikke er en nem proces. Problemet var at finde egnede steder til indkvartering af dem. Hvor svært det var, fremgår af oversigten på s. 33, hvor vi ser, at mange af indkvarteringsstederne var lidet egnede, og at der nok har været tale om overbelægning i forhold til kapaciteten.

Herefter kommer vi til bogens egentlige ærinde: Fortællingen om Sølundlejren og Danmarks ansvar for flygtningene. De tyske soldater begyndte deres hjemmarch i slutningen af juni 1945, og derefter blev tyske flygtninge fra byen og omegnen indkvarteret i de tidligere soldaterbarakker i Dyrehaven. Antallet af tyske flygtninge var ca.700 personer og o. 65 tyske soldater. De blev fordelt i 39 barakker samt i Skovpavillonen. I december 1945 var der 277 børn (0-15 år) og 427 voksne (16+ år. Kønsfordelingen var nogenlunde lige fordelt mellem børnene, mens der var 330 voksne kvinder og 91 voksne mænd.

Herefter fortælles der om lejrens fysiske rammer, mad og forplejning, sygdom og død, hverdagen for de tyske flygtninge, forholdet til danskerne, savn og hjemve og et afsnit om nedlæggelsen af Sølundlejren og overflytningen til større lejre. Det er en fornøjelse, men også tankevækkende at læse disse afsnit, og forfatterne har opsporet en række vidner, som med deres fortællinger giver teksterne liv og autenticitet og er med til at gøre teksterne vedkommende for os. Fx bliver man berørt, når man i afsnittet sygdom og død hører, hvad barbermester Aage Danielsen fortæller i sin dagbog d. 18. april 1945: ”De tyske børn som er kommet til Danmark dør som fluer. I formiddags saa jeg tyske Soldater hente en hel Lastbil fuld af Børnekister ud af Snedker Andersens Forretning og køre ud af Nørregade med dem” (s. 65). Og Kurt Henke, der havde ansvaret for at håndtere de mange dødsfald, kan supplere med at fortælle, hvad det betød, at han fik påbud om ikke at købe så mange kister. Han sagde til familien, at ligene af de døde børn ville blive begravet senere i kisterne. I virkeligheden åbnede de kisterne og lod ligene dumpe ned i graven, og kisterne kunne så genbruges. Han fortæller flere lige så makabre historier. Forfatterne går ikke ind i den debat, som Kirsten Lylloff startede i Historisk Tidsskrift, 1999, om danske lægers medskyld i, at så mange børn døde. Kirsten Lylloff er nævnt i litteraturlisten, men de bruger hende kun indirekte og skriver: ”Overordnet er der ingen tvivl om, at man fra dansk side kunne have gjort mere, men mange faktorer spillede ind” (s. 65).

I kapitlet ”Oprydning i Dyrehaven. Detektorfund og udgravninger. Hvad er der tilbage nu?” Skriver Julie de Vos om de undersøgelser, der blev foretaget i Dyrehaven. Desværre fortælles der ikke om borgerinddragelser ved udgravninger, som jeg ellers troede, at hun ville vende tilbage til. I stedet fortæller hun lidt om vanskelighederne ved at skelne mellem de perioder, hvor tyske soldater og de tyske flygtninge boede der, og hun viser billeder af nogle af de genstande, der er blevet fundet som byggematerialer, dørhåndtag og forskellige mønter. Dette kapitel knytter an til kapitlet om Mad og forplejning, og hun viser bl.a. fragmenter af skåle og tallerkener samt en hjemmelavet fiskekrog, der sandsynligvis er lavet af en flygtning.

I slutningen af bogen har forfatterne i et bilag valgt at bringe kvitteringer over Sølundlejrens udstyr og materiel. Begrundelsen er, at vi kan få et næsten komplet indblik i lejrens funktioner og arbejdsopgaver. ”Man kan blandt andet se, at både biblioteket, skolen og børnehaven var velforsynet med bøger, skriveredskaber, møbler m.m., og at der var en tandlæge, smedje og værksteder samt en biograf, og vi kan se, hvilke film der blev vist” (s. 128). Forfatterne har valgt at gengive kvitteringerne på originalsproget tysk, og det synes jeg er underligt. De burde være oversat, sådan som andre citater i bogen er blevet oversat.

Bogen fortæller også om nedlæggelsen af Sølundlejren og om overflytningen til større lejre. Det skete, fordi man allerede i begyndelsen af 1946 ønskede at samle de mange flygtningelejre i hele Danmark til større enheder. Da Sølundlejren kun kunne rumme ca. 700 flygtninge, var det en af de små lejre, og flygtningene blev derfor forflyttet til Ryelejren, der skulle huse op mod 10.000 flygtninge. Men inventar og barakker kunne genbruges i Rye. Det fremgår som nævnt af bilagene. Margrete Endres fortælling om Sølundlejren omfatter også overflytningen til Ryelejren. Hun var bestemt ikke glad for sin nye placering. ”den hyggelige placering i Skanderborg Dyrehave.....var borte. Nu skulle de dele barak med andre flygtninge og stå i lange køer” (s. 113). Og det var en meget hård tid, de gik i møde pga. kulden og store problemer med forsyningen af mad. Der er ingen tvivl om, at de tyske flygtninge har sat pris på lejren i Sølund i forhold til tilværelsen i Ryelejren.

Det er ganske vist et lille hjørne af danmarkshistorien, som forfatterne fortæller om, men det er vigtigt, at vi nu får afdækket forskellige sider af besættelsen og af årene derefter. Det er et emne, som har stor betydning for at forstå besættelsen men i høj grad også for at forstå danskernes forhold til de tyske flygtninge. Man må jo stille sig selv spørgsmålet om, hvordan man selv ville have reageret! Jeg synes, at Martin Philipsen Mølgaard og Julie Vos - trods enkelte indvendinger - har belyst historien om Sølund Flygtningelejr på en spændende og tankevækkende måde. Det er godt, at Julie Vos har brugt arkæologien til at belyse et ”nutidigt” emne, men især synes jeg, at de kilder, hvor forskellige personer belyser og levendegør de forskellige temaer, er vellykket. Selv om projektet er lokalt, har det betydning for alle, der er interesseret i Danmarks historie.

[Historie-online.dk, den 11. juni 2024]

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Holocaust i Danmark
Besættelsen set med tyske øjne
Als og Sundeved 1940-45