Menu
Forrige artikel

Golden Days 2022: Queens

Kategori: Nyheder og aktiviteter
Visninger: 1419

 

Konger, grever, statsmænd, videnskabsmænd, sømænd og jyske knejte. Historien er fyldt med stærke, modige og visionære mænd. Men gennem historien har også kvinder indtaget tronen, svunget sværdet, brudt normerne og gået allerforrest. I anledning af regeringsjubilæet dedikerer Golden Days årets festival til alle de markante kvindeskikkelser, der har sat et særligt aftryk på historien.  

Kom til Golden Days fra d. 2.-18. september, når vi byder på mere end 200 arrangementer og oplevelser over hele Storkøbenhavn samt en række omegnskommuner. På programmet finder du bl.a. debatter, udstillinger, foredrag, byvandringer, fester, forestillinger, koncerter, performances og filmvisninger.

I år har vi haft en kvinde på tronen i 50 år, og det er i grunden ganske særligt. I fem årtier har landets anden kvindelige regent stået i spidsen for Europas ældste kongehus, og hun har tilmed givet sin formelle velsignelse til landets to første kvindelige statsministre. Fortællingerne om kvinder, der har skabt forandringer i fortiden – den anden halvdel af historien om man vil – er dog ofte temmelig få, lavmælte og underbelyste. Men hvorfor er det svært at få øje på kvinderne i danmarkshistorien? Fyldte det andet køn vitterligt ingenting, eller er det os, der skal fjerne splinten i øjet og mane kvinderne frem igen? Går vi glip af alt for meget skønhed, viden og foranderlighed, fordi vi for tit ser på kulturhistorien som en kønnet kanonliste i stedet for et sammensurium af stemmer, værker og bedrifter?  

Golden Days skruer op for lyden, farverne og rampelyset, når festivalen hylder kvindelige pionerer inden for kunst, kultur, politik og videnskab – alle tænkelige former for queens. Fra Thyra Danebod til Tove Ditlevsen. Fra Thit Jensen til Trine Dyrholm. Fra Marie Curie til Marie Hammer. Fra Nathalie Zahle til Nielsine Nielsen. Fra Else Marie Pade til Emilie Sannom. Fra Inge Lehmann til Inger Christensen. Fra Asta Nielsen til Ghita Nørby. Fra Nina Bang til Grevinde Danner. Men også nattens dronninger, kattedronninger, drag queens, promqueens og dronningen af Saba.  

Dronningens Nytorv. Gammel Dronningevej. Dronningens Have. I 17 dage byder festivalen velkommen til Dronningens København, hvor et festivalprogram med mere end 200 arrangementer inviterer publikum med på en ny rejse ind i historien. Festivalen QUEENS genlæser historien og ser på både de kanoniserede og oversete dronninger i historien, i kunsten, i musikken, i sporten, i filosofien og i videnskaben – både dem med og uden krone på. 

Golden Days - Aarets-festival

Foto: Malthe Ivarsson

[Historie-online.dk, den 24. august 2022]

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Museum på Rejsen 41: Cape Town, Sydafrika
Moesgård Vikingetræf 2018
Særudstillingen "Min vestindiske arv i Vejle"