Menu
Forrige artikel

Historisk vinsmagning

Kategori: Nyheder og aktiviteter
Visninger: 543

 

Onsdag 22. november kl. 19 kan man komme med på en helt særlig historisk vinsmagning med renæssancevin og andre overraskende smagsoplevelser. Det hele krydres med fortællinger og historier fra renæssancens Aalborg.

I renæssancen var apotekeren foruden medicin, eksotiske varer og krydderier også forhandler af udenlandsk vin og spiritus. Nu kan man rejse tilbage til dengang på en helt særlig og historisk vinsmagning med fortællinger om overklassens liv i 1700-tallet. Det sker i Apotekersamlingen på loftet i Jens Bangs prægtige renæssancehus på Østerå.

Med udgangspunkt i apotekets vinkælder anno 1690 tager vi en rundtur i de klassiske europæiske vine, hvor sanserne bliver udfordret på en helt anden måde end ved moderne vinsmagninger.

I samarbejde med den lokale vinbar D’Wine rejser vi i løbet af aftenen fra renæssancens krydrede og søde vine op gennem tiden til nutidens vintraditioner og et helt andet smagsunivers.

Unikke historiske rammer

Vinsmagningen foregår i helt særlige og autentiske rammer på loftet i Jens Bang Stenhus. I næsten 350 år lå Svane Apoteket i husets stueetage, og løbende gennem flere hundrede år er inventar, krukker, glas, medikamenter og meget andet fra apoteket sat på loftet.

I dag er det indrettet som museum, som gennem de mange helt unikke genstande fortæller mere end 300 års apotekerhistorie – en fortælling om ca. 2000 eksotiske urter, medikamenter og eliksirer.

Førhen lavede apotekeren selv medicinen og brugte flere tusinde forskellige ingredienser, og apotekerens arbejde afhang dengang i høj grad af sanserne – og især smags- og lugtesansen var et vigtigt redskab.

Som en del af aftenens arrangement skal I også ved at smage og lugte finde frem til de fire ingredienser i den klassiske hostesaft Elixir petorale Regis Daniae – også kendt som ”Kongen af Danmarks Brystdråber” – blandt 15 forskellige ingredienser.

[Historie-online.dk, den 1. novemver 2023]

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Marie Christensen - Historiens Aktører nr. 14
Museum på Rejsen 48: Skt. Petersborg
Skæbnefortællinger fra besættelsestiden