Menu
Forrige artikel

Hvad blafrede den røde fane for

Kategori: Nyheder og aktiviteter
Visninger: 720

 

Selskabet for Arbejderhistorie byder igen på en sommerhøjskole fra 31. juli – 5. august på Langsøhus Kursuscenter i Silkeborg med fokus på arbejderhistorien og formidlingen og udforskningen af denne.

-          Mange aktive i fagbevægelsen har med de netop afsluttede overenskomstforhandlinger måske for første gang få en føling med en af de helt centrale dele af arbejderbevægelsen, nemlig den faglige kamp og organisering.

-          Men fagbevægelsen er kun en del af den meget store og folkelige bevægelse, som arbejderbevægelsen er. Den er en del af den brede sociale og kulturelle tradition, som mange ikke kender til, eller kun punktvis har indsigt i.

-          Det vil vi med vores sommerhøjskole råde bod på og gerne formidle flere sider af historien om den bevægelse, som gennem 150 år har været drivende i udviklingen af det velfærdssamfund, som vi kender i dag, siger Mads Bruun Pedersen, formand for Selskabet for Arbejderhistorie (SFAH).

Programmet består af tre spor: et foredrags- og debatspor, hvor historikere dykker ned i et konkret emne og folder det ud, sætter det i sammenhæng med samfundets udvikling. Stikordene er blandt andet: Poul Sabroe – børnevennen, antifascisme i mellemkrigstiden, velfærdshistorie, A-pressens dødskamp, Faglig Ungdom-aktioner fra 1960 - 1980 og flere andre emner.

Det andet spor drejer sig om formidling af arbejderhistorie i podcast-format. Denne formidlingsform har tage i en blomstrende aktivitet på alle mulige områder i dag.

-          Det oplever vi også med vores online-radiostation www.RadioStjernen.dk, siger Poul-Henrik Jensen, tidligere forstander på Jyderup Højskole. Han står som kursusleder for at bide programmet sammen.

-          Vi har fået journalist Lotte Printz (www.livihistorien.dk) til sammen med forfatter og tidligere DR-producer Christian Holtet til at tilrettelægge et introduktionsprogram, hvor man lærer optageteknik, formidling, fortællemetoder osv.

Det tredje spor er en nyskabelse, nemlig et 1-dagskursus i online-arkivsøgning i de arbejderhistoriske arkiver – og andre også naturligvis.

-          Den tradition for udgravning af den nære historie, som voksede frem i Sverige tilbage i 1970erne under overskriften ’Grav hvor du står’, fik også en udløber her i landet. Men over tid dødede den ud begge steder. Nu er online-arkiver mv. imidlertid vokset frem, og det giver en fabelagtig mulighed for at bedrive entusiastforskning på en ny måde, siger Poul-Henrik Jensen.

Dette kursus forestås af arkivarer fra Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv og arbejderhistorieforeningerne i Ringkøbing Sønderborg.

For dem, der gerne vil have inspiration til deres kreative interesser, er der også et maler- og skulptørkursus hele ugen igennem under ledelse af Ribekunstneren Ole Videbæk.

Se mere på www.sfah.dk 

[Historie-online.dk, den 3. maj 2023]

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Odio e amore – had og kærlighed
Museum på Rejsen 37: Deutsches Museum og Pinakotekerne i München
Nyredolken fra Næsset