Menu
Forrige artikel

Museumsnumre 36: Hirschfænger

Kategori: Nyheder og aktiviteter
Visninger: 2126

 

Der er mange for os i dag ukendte genstande i museernes samlinger, men de har alle en historie at fortælle. Bag ordet hirschfænger gemmer sig en historie om jagten i Danmark. En hirschfænger er et jagtvåben, et kortsværd, som blev brugt, når hjorten eller vildsvinet skulle have dødsstødet. Det er længe siden, folk brugte hirschfængere, og i øvrigt var det ikke folk som sådan, der anvendte hirschfængere, nej, det var hoffet og adelelige godsbesiddere, som dyrkede den jagtsport, som hed parforcejagt. Men allerede inden denne jagt blev udbredt, var jagt en beskæftigelse, som med iver blev drevet af konge og adel, og til jagtvåbnene hørte jagtbøsse, hirschfænger, jagtspyd og jagtkniv. En særlig type jagtkniv var Weidmesseren, en bred kniv, som blev brugt til at skære bugen op på det nedlagte dyr for at fjerne indvolde. Vildtet landede til slut på spisebordet på slottet, og man taler derfor om såkaldt køkkenjagt.

Fra renæssancen var jagten forbeholdt kongen og den jordejende overklasse, og kun komplette sædegårde måtte drive jagten. Jagten var et regale og statsmonopol. Bønder og borgere havde ringe mulighed for at gå på jagt, men når nøden bankede på døren i husholdninger på landet, var det fristende at gå på krybskytteri. Det kunne, om det blev opdaget, koste krybskytten dyrt, for de fleste herremænd var meget ømme om deres vildt. På godserne var ansat en skytte, og det var kun ham, som måtte nedlægge vildt på herremandens vegne. Skytten og krybskytterne var fjender, og sommetider kom det til konfrontationer, ja sågar mord.

 Frederik 2.s hirschfænger på Rosenborg slot. Hirschfængeren er fra 1585 og vidner om den jagtglade konge, som samlede krongodset i Nordsjælland som kongeligt jagtrevir. Samtidig er hirschfængeren dokumentation for, at dette jagtvåben var i brug længe før parforcejagten blev indført.

 I sidste halvdel af 1600-tallet indførte Christian 5. parforcejagten i Danmark. Han udlagde et område nord for København, Jægersborg Dyrehave som vildtbane og byggede jagtslottet Eremitagen. Parforcejagt var en virkelig eksklusiv form for jagt for den krævede store arealer med vildt, mange hunde og heste samt tjenere til at udføre den grove del af jagten. Når der var indkaldt til jagt, samledes jægerne på hovedgården, og derefter gik det med hunde og hjælpere til hest til jagtreviret. Her startede jagten, idet hundene fik færten af vildt og blev sluppet løs, hvorefter det gik i galop efter hundene. Når det efter kortere eller længere tid lykkedes hundene at jage et dyr halvvejs til døde og bide sig fast i dyret, så steg en udvalgt jæger, undertiden kongen, af hesten og med sin hirschfænger, gik han hen til dyret og stak det ihjel. Ved en parforcejagt i Dyrehaven i 1698 blev Christian 5. væltet af en kronhjort, som han gav dødsstødet. Kongen blev kvæstet og døde året efter af sine kvæstelser. 

Oliemaleri af en kongelig parforcejagt. Kronhjorten svømmer i vandet forfulgt af jagthundene og afslutningen af jagten er nært forestående. En kongelig karosse er på vej. Statens Museum for Kunst

Det er klart at med ovennævnte i betragtning, så er en hirschfænger ikke en museumsgenstand, man finder i hvilket som helst museum. Hirschfængeren var en luksusgenstand, og de var ikke alene udført for at kunne bruges i jagten, nej, de var også personlige ejendele, som skulle give udtryk for ejerens smag og formue. De blev lige som dragtkården båret som et pragtstykke og en del af beklædningen. Disse særligt smukke hirschfængere var udført af dygtige sværdfegere, havde fæste med ciseleringer af jagtscener og var sommetider udført i sølv. Tit var grebet af hjortetak. Klingen var lige eller let krummet, og ofte var der en parerplade af dekorative årsager.

Hirschfænger med forgyldt fæste, Aalborg Museum

Museet på Koldinghus har adskillige hirschfængere, og Jagt og Skovbrugsmuseet har en større samling hirschfængere, men de prægtigste eksemplarer finder man i Tøjhusmuseet og de kongelige samlinger.

Hirschfænger med sølvparerplade og ditto parerstang i rokokostil, greb af riflet ben, Koldinghus Museum

Da parforcejagten ophørte i slutningen af 1700-tallet gik hirschfængeren efterhånden af mode i overklassen, men i stedet fandt den anvendelse i militæret, som i 1785 oprettede to jægerkorps. Jægerne var en specialstyrke, let infanteri, med røde uniformsfrakker, geværer og som sidevåben havde de en hirschfænger, som ikke havde meget tilfælles med jagt- eller dragthirschfængerne. Senere fik jægerne grønne uniformer og blev udstyret med riflede geværer. Jægere blev brugt til rekognoscering og ved mindre træfninger og spillede såvel under krigen mod England som under Treårskrigen en aktiv rolle.  

Dansk jæger ca. 1848, sidevåbnet er næsten skjult men er en hirschfænger af model 1788

Museerne har eksemplarer af de militære hirschfængere. Den første var af model 1788 og den sidste af model 1849. En særlig enhed var under treårskrigen herregårdsskytterne, som var udrustet med hirschfængere af jagttype. Koldinghus har en sådan hirschfænger. Helt til Vestindien nåede hirschfængeren som militært blankvåben og sidevåben for soldater i det vestindiske korps.

 Vestindisk hirschfænger af model 1830. Læg mærke til messingfæstets St. og kors = Sankt Croix. Facebook

Statens ansatte brugte også hirschfængere, f.eks. overordnede i Statsskovvæsnet, folk i Det kongelige Postvæsen, hvor man havde postillonhirschfængere samt ansatte i Toldvæsenet, som brugte en hirschfængersabel. Da blankvåben gik af brug først i militæret og siden i statens tjenester, blev hirschfængeren helt og holden fortid, men blandt våben- og jagtinteresserede er hirschfængeren i dag en antikvitet i høj kurs.

Ole Mortensøn

Se de øvrige artikler i serien ”Museumsnumre” her

[Historie-online.dk, den 9. maj 2023]

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Museumsnumre 42 - Duelpistoler
Museumsnumre 11: Kurvestole
Museumsnumre 72 - Aviskiosk