Menu
Forrige artikel

Juleudstilling på Nationalmuseet

Kategori: Nyheder og aktiviteter
Visninger: 710

 

Nationalmuseet åbner et nyt juleunivers, hvor gæsten går rundt i julens historie fra 1800-tallet til i dag. Juleudstillingen ”Glædelig jul” åbner 18. november, og kan opleves indtil 5. januar 2024.

Ny juleudstilling på Nationalmuseet. Få historien om julen og juletræet

Et af de første juletræer i Danmark blev båret ind i stuen hos familien Lehmann i Ny Kongensgade i 1811. Da mørket faldt på, blev lysene tændt, og træet lyste op i herskabslejlighedens fine stue. Nede på gaden stimlede folk sammen og kiggede op, og der gik ikke længe, før de fandt stigerne frem. De kravlede op og kiggede ind ad vinduerne for at se det herlige syn. Et grantræ med pynt og lys.

Lidt af denne julebenovelse, der ramte byens borgere den decemberaften for godt 200 år siden, oplever gæsten på Nationalmuseet, når den nye udstilling ”Glædelig jul” åbner 18. november. Her kan gæsten gå på opdagelse i julens historie. De kan se eksempler på julepynt, vi gennem tiden har pyntet træet med, og de får et indblik i, hvordan juletræet er knopskudt siden den aften i 1811.

Juletræet er blevet en institution i sig selv og en hjørnesten i danskernes jul. Det skal ingen pille ved, selvom vores forestillinger om, hvordan et juletræ egentlig skal se ud, har ændret sig”, fortæller udstillingens kurator og museumsinspektør Mette Boritz.

Det oplever gæsten i udstillingen ”Glædelig jul”

Julen er vores foretrukne højtid, som vi holder i hævd med forestillinger om den rigtige jul fra gamle dage. Men egentlig er den jul, vi kender, blot et fingerknips i historien. For den, jul vi fejrer i dag, har i vid udstrækning sine rødder i 1800-tallet. Dét og meget mere kan gæsten blive klogere på.

Her er der også plads til et gensyn med højt skattede julekalendere fra TV, julemusik og julegaver, som man i begyndelsen hang direkte på træet, og som siden hen blev pakket ind og lagt under træet.

Udstillingen er en totaloplevelse, hvor gæsten går rundt i forskellige julescenerier. Man kommer ind i bondens stue i 1800-tallet, ilden knitrer i kaminen, julebordet er dækket, og julebukken står på lur. Derfra går turen til nissen, som oprindeligt var en lunefuld singlefyr på landet. Men med tiden blev han en glad familiefar, der elsker at glæde børn. Fra nissens historie går gæsten ud i den sneklædte juleskov, som mange drømme om til jul, selv om vi kun har haft landsdækkende hvid jul ni gange siden 1911. Fra juleskoven vandrer gæsten ind i byen og møder dem, som ikke har råd til julen. Det er Den lillepige med svovlstikkerne og stjernemænd.

I udstillingen kan man også se sjove julekugler, der viser tilknytning til fodboldklubber og politisk ståsted.  Gæsten kan også se julepynt, som næsten er gået i glemmebogen – Jakobsstigen og topnissen.

I dag er juletræet en skueplads, hvor vi viser, hvem vi er. For nogle er æstetikken det vigtigste. De pynter træet efter nyeste mode eller i matchende farver. Andre sætter pris på nostalgi og bruger familiens gamle julepynt”, siger Mette Boritz.

Meget mere jul på Nationalmuseet
I museets forhal møder gæsten en stor juleuro med julens symboler gennem 1000 år.
Besøgende kan også klippe julepynt på museet og komme på julerundvisning i samlingerne, hvor man oplever, hvordan vi har fejret julen gennem historien. Den 6. december er eventyrer Bjørn Hartvig vært for en aften om jul ved den yderste grænse. Du får bl.a. historien om Charles Darwins jul i Argentina i 1832.

[Historie-online.dk, den 14. november 2023]

 

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Battlevest på Ragnarock
Det forbudte i Fængselsmuseet
Leopard 1 kampvogne udstilles