TV-tips, uge 35, 2023
I denne uge skal vi på tur med DK4 til Peloponnes, vi skal med Jacob A. Riis til Amerika, men også til Venezuela og høre om de fortabte børn. En dokumentar om Dodi Fayed, prinsesse Dianas boyfriend, en serie om de tyske angreb mod vest i 1940 – og en serie, hvor vi husker 2005. Endelig, hvis du ikke har set den franske film ”Portræt af en kvinde i flammer”, så er chancen der 1. september, og det vil man ikke fortryde! God fornøjelse!
Apokalypsen - Hitler angriber mod vest (1:2)
DR2, 30. august, kl. 20:05
Fransk dokumentarserie fra 2021. (Apocalypse: Hitler attaque à l'Ouest) Juli 1940. Adolf Hitler bliver fejret i Berlin. Med en ekstrem voldsom blitzkrig har nazisterne invaderet Belgien og Holland på 18 dage og Frankrig på blot 45 dage. Nazisterne har gjort brug af Pervitin, et metamfetamin, der holder dem vågne. Den nazistiske apokalypse spreder sig til Den engelske kanal, Storbritanniens sidste bastion. I Dunkerque er over 300.000 britiske soldater omringet. Kan Winston Churchill redde dem?
Diana og Dodi - prinsessen og playboyen
TV 2 CHARLIE, 31. august, kl. 20:40
Med hjælp fra venner og tidligere kærester får vi her hele historien om Dodi Fayed - en historie, der ikke tidligere er blevet fortalt, for hvordan var livet for den anden passager i bilen, der på tragisk vis forulykkede i Paris i 1997, og hvordan var hans forhold egentlig til prinsesse Diana?
Portræt af en kvinde i flammer
DR2, 1. september, kl. 23:20
Prisbelønnet fransk drama fra 2019. (Portrait de la jeune fille en feu) Bretagne, 1760. Kunstneren Marianne skal male et portræt af den unge Héloïse. Maleriet skal sendes til Milano til Héloïses kommende brudgom. Men hun vil ikke giftes, og Marianne må male hende i smug om natten, efter de har gået ture om dagen. Langsomt udvikler forholdet sig i en uventet retning, der ændrer alt for de to kvinder. Medvirkende: Noémie Merlant, Adède Haenel, Luàna Bajrami, m.fl. Instruktion: Céline Sciamma.
Husker du... 2005
DR2, 2. september, kl. 15:30
Dansk dokumentarserie fra 2015 2005 er et år præget af terror og voldsomme naturkatastrofer. Tusindvis af mennesker mister livet eller kommer til skade. I Danmark står folk i kø for at samle ind til især ofrene for tsunamien. Mikael Simpson oplever katastrofen på tæt hånd og stabler efterfølgende et støttearrangement på benene, og Remee skriver støttesangen Hvor Små Vi Er. Men det er også året, hvor vi får en ny tronarving, ordet Fuck kommer i de danske ordbøger, og vi diskuterer Jørgen Leth's bog Det Uperfekte Menneske..
Jacob A. Riis der ændrede Amerika
DR2, 3. september, kl. 20:00
Historisk dokumentar fra 2022. Historikeren Tom Buk-Swienty tager os med på en rejse gennem Jacob A. Riis' utrolige liv. Jacob udvandrer i 1870 som fattig tømrersvend fra Ribe til Amerika på grund af ulykkelig kærlighed. Men i New York bliver han hjemløs og er døden nær af sult. Stædigt kæmper han sig op gennem samfundslagene, og bliver en kendt journalist og reportagefotograf. Han ender som bedste ven med præsident Theodor Roosevelt og én af de vigtigste reformatorer af det amerikanske samfund.
Venezuelas fortabte børn
DR2, 4. september, kl. 23:25
Tysk dokumentar fra 2023. (Venezuela, Country of Lost Children) Venezuela var engang et af Latinamerikas rigeste lande, men demokratiet er i opløsning og befolkningen sulter. Syv millioner er flygtet fra landet, og en million børn er blevet efterladt. Slumkvarteret Santa Rosa er så fattigt, at folk må begrave deres døde i plastikposer i stedet for kister. Kiaras 14-årige søn er allerede et bevæbnet bandemedlem. Da hun beslutter sig for at flygte til Colombia med sine børn, kan hun ikke tage ham med.
På tur til
DK4, 5. september, kl. 18:05
Grækenland er en af det mest populære feriedestinationer for solhungrende danskere, men landet er også kendt som vugge for den vestlige civilisation og det moderne demokrati. Alle vegne er den græske historie meget nærværende, og det er også den græske historie, der er den røde tråd i dette rejseprogram "På tur til Peloponnes". Feriebyen Tolo på halvøen Peloponnes er udgangspunkt for de mange historiske og kulturelle oplevelser på rejsen, hvor vi blandt andet besøger oprindelsesstedet for de olympiske lege i oldtidens Olympia, smager på græske vine i Nemea, og ikke mindst besøger nogen af Grækenlands mest berømte turistattraktioner som Akropolis i Athen og Delfi, der i antikken var hjemsted for det berømte orakel. Der bliver også tid til et besøg i byen Korinth, der udover at være kendt for Korinth-kanalen, også er nævnt i apostlen Paulus skrifter i Korintherbrevene.
[Historie-online.dk, den 29. august 2023]